Magnus Millang møder Euroman rundt om hjørnet fra der, hvor ’Selvhenter’ begynder. Vi er i Indre by i København, omringet af reklamebureauer, Teslaer og butikker, der enten er opkaldt efter en designer eller hedder noget på fransk.

Hovedpersonen i ’Selvhenter’ hedder Magnus Millang – præcis som skuespilleren, instruktøren og manuskriptforfatteren – og da seerne først møder ham, karakteren altså, er han ved at købe en designerskjorte, fordi han skal pitche en idé på et reklamebureau. Men maven vil ikke være i skjorten. Og dankortet vil ikke betale for den. Så derfor stjæler han den.

Skjorten til trods forbliver reklamebureauet uimponeret, og da hans underdanige lillebror Emil Millang – ligeledes både i filmen og i virkeligheden – dukker op og fortæller, at deres far er død, udløser det en spontan rejse til Sydspanien. Emil vil slutte fred med alt det dårlige. Magnus vil stjæle sin afdøde fars Rolex.

’Selvhenter’ er samtidig startskuddet til det, den virkelige Magnus Millang håber, bliver en ny retning i sin karriere. Han er kendt som ejendomsmægleren Jeppe K i komedieserien ’Danish Dynamite’ og som skuespiller i blandt andet Casper Christensen og Frank Hvams komedie ’Dan-Dream’. Med ’Selvhenter’ debuterer han som instruktør på spillefilm. Dem vil han gerne lave flere af. Og de må godt være sjove. 

”Det, der helt klart driver mig, er at finde på noget grineren. Det er det, jeg kommer op at køre over. Men en komedie er sjovere, hvis den har en smag af virkelighed. Hvis man tror på, at det er rigtige mennesker, det handler om.”

På trods af sin absurde præmis smager ’Selvhenter’ i høj grad af virkelighed. Filmen er blevet til i et tæt parløb mellem Emil og Magnus Millang, og ideen om en far, der dør af druk i Sydspanien, skulle de ikke grave dybt for at finde.

”Emil og jeg mistede vores far i 2014 til druk. Og det var ikke, fordi han begyndte at drikke den weekend, han døde,” siger Magnus Millang.

Vi smiler. Som om han lige havde fortalt en anekdote om en sjov afbrænder i en fodboldkamp.

”Det er jo tragisk, selvfølgelig er det det, men vi har fået det på afstand. Den her film har ikke været et terapeutisk forløb for os. Det har vi været igennem for 10 år siden under et pårørendeforløb på Majorgården. Vi ville lave en komedie, der føltes ægte, og så kom den her historie op.”

Brødrenes bedsteforældre kunne også godt lide at få ret meget at drikke. De havde et hus i Sydspanien. Og da de døde, var familien Millang nede og hente dem.
”Men slet ikke som det foregår i filmen,” forsikrer Magnus Millang, og når man har set, hvordan liget bliver behandlet i ’Selvhenter’, er der en vis beroligelse i det. ”Vores bedsteforældre var i urner,” siger han for at slå sin pointe helt fast.

De to brødres far kunne også have endt sine dage i sine forældres hacienda, hvor han boede til sidst, men han rejste hjem til Danmark dagen før, han døde.

Udover at handlingen i ’Selvhenter’ derfor er en leg med ideen om, at deres far var død i Sydspanien, er den i lige så høj grad en udforskning af to brødres karaktertræk og deres indbyrdes mekanismer.

”Dynamikken mellem Emil og mig i filmen er noget, vi har taget fra virkeligheden, men vi har skruet voldsomt op for den. Vi har givet den amfetamin,” siger Magnus Millang.

I filmen er lillebror Emil underdanig. Storebror Magnus er manipulerende, egenrådig og på overfladen iskold: ”Far er død,” siger Emil, mens tårerne presser sig på. ”Det er irriterende det her, Emil,” svarer Magnus.

I den virkelige verden er brødrene Millangs relation i dag blevet noget mere jævnbyrdig, end tilfældet var i deres barndom.

”Der er otte års forskel imellem os. Da vi boede hjemme, lå jeg med vennerne og så film, og så sendte vi Emil over på tanken for at købe cigaretter og chips. Det er helt forfærdeligt. Da han var 12, havde han øgenavnet ’Den lille luder’ – fordi det var han! Nej, han syntes selv, det var sjovt, men vores mor kunne ikke fordrage det,” griner Magnus.

De to brødre har tidligere samarbejdet, blandt andet på programmerne ’WTF gør vi med miljøet’. Denne gang har de sammen udviklet manuskriptet, mens Magnus har instrueret. Groft stillet op er Magnus stærk i den indledende fase, hvor det flyver med ideer. Emil er den stærkeste, når det kommer til dramaturgi og struktur:

”Det har været fedt at få lov til at arbejde så tæt sammen. I nogle perioder har det jo været den der kliché, hvor man sidder og færdiggør hinandens sætninger, fordi vi begge to var så dybt nede i manuskriptet.”

’Amfetamin’-udgaven af Magnus Millang kører motorcykel, ryger konstant og speed-talker. Den ægte udgave drikker kaffe, er far til to små børn og går helhjertet op i klima- og miljøspørgsmål.
”Karakteren er jo bange for at involvere sig. Han har på et tidspunkt lukket ned for følelser og familie. Det er der da en frihed i. Men han er også ensom,” siger Magnus Millang.

Måske ligger den største forskel på de to Magnus Millanger i deres opfattelse af deres far. Hvor den fiktive Millang hænger fast i svigtet, har den kaffedrikkende Millang fundet fred med sin opvækst.

”Min fars intentioner har aldrig været onde. Det var ikke sådan, at han sad med mig i armene, da jeg var lille, og tænkte: ’Nu skal jeg fandme save dig midt over.’ Han har jo bare ikke kunnet styre sin druk,” siger Magnus Millang og lyser op, da jeg spørger, om deres far ville have kunnet lide sine sønners film.

”Han ville have syntes, det var megasjovt! Det ville han. Alle elementer i den.”

’Selvhenter’ har premiere 7. marts.