Neil Young har altid irriteret mig. Og nu ved jeg godt, at jeg får hele den danske rockpresse og hele generationen før min egen på nakken, men jeg vover alligevel pelsen. Han har lavet fremragende musik, men på et af hans største numre, ’Hey Hey, My My’, synger han noget, der irriterer mig grænseløst:
”It’s better to burn out than to fade away.”
Som om de to var modsætninger. Det kan da godt være, at man som rockstjerne enten brænder helt igennem og til sidst helt ud eller bare forsvinder i glemslen. Men hvad med alle os, der ikke kan stemme en guitar, og som lever helt almindelige liv, hvor de to yderpoler er ekstremer og ikke et livsvilkår?
Nej, jeg tror hverken på at brænde ud eller på at forsvinde i tågerne. Jeg tror på den vedvarende indsats, den stædige knoklen, der før eller siden nok skal kaste noget af sig, hvis bare viljen og evnerne er der.
Jeg har tidligere på denne lederplads skrevet om late bloomers, altså videnskabsfolk, iværksættere og kunstnere, der arbejder intenst med deres metier og først i en sen alder får et bredt gennembrud i offentligheden.
Her er det hverken mammon eller berømmelse, der er drivkraften, blot en kærlighed til værket, fordi de ikke kan lade være, og den slags er mere inspirerende end nogen anden hastigt afviklet succesfortælling.
I dette nummer af Euroman har vi to historier med mennesker, der har staying power, og som hverken er brændt ud eller er forsvundet i glemslen. Den første kender du allerede, for det er forsidehistorien med René Dif. Den anden er med en gruppe krigsveteraner fra Forsvaret, som dyster i Invictus Games i Düsseldorf – en slags Olympiske Lege for tidligere soldater, der har psykiske eller fysiske mén fra krig.
Jeg har været dybt fascineret af René Dif, siden jeg som ganske ung dreng forsøgte at forstå Aqua. Et koncept, jeg aldrig havde kendt mage til før, og som indtog ikke bare Danmark eller Skandinavien, men hele verden. Var det for sjov? Nej, de mente det sgu, og det gør de altså stadigvæk.
I midten af scenen ved siden af Lene Nystrøm stod og står René Dif stadig; en uforklarligt fascinerende larger-than-life-figur, der selvfølgelig rummer på så kompleks en livshistorie, at den fortjener at blive foldet ud i Euroman.
For der er et fascinerende menneske bag den dybe stemme, fans i hele verden fortsat – 26 år efter gennembruddet – strømmer til koncerter med. Troede man, at René Dif var enten udbrændt eller forsvundet i tågerne, tog man grueligt fejl. I en alder af 56 år lægger han stadig til i det værk, der er hans livsstykke.
Med krigsveteranerne i Invictus Games handler det ikke om at være på toppen, at være den bedste eller den hurtigste, men bare om at være med. Mange af dem er tynget af PTSD, og de betaler resten af livet den pris, det også koster at gå i krig for sit fædreland.
Her taler man ikke om at brænde ud og slet ikke om at fade away – men ganske enkelt om bare at finde en plads i det liv, man er tvunget til at leve med tyngden fra minderne af.
Der er ingen dansk mediedækning af Invictus-legene eller offentlig bevågenhed. Kun skæbner, der kæmper med angst, søvnløshed og psykiske ar fra en fortid, som konstant ånder dem i nakken. Vi sendte en reporter og en fotograf med til årets udgave af Invictus Games, og du kan læse og resultatet i det nye Euroman og snart også her på euroman.dk.
Brænd ikke ud, forsvind ikke i glemslen. Der er også en mellemvej, selvom Neil Young ikke vil det på den måde. En ting kan jeg dog godt give den 78-årige legende ret i: Rock and roll is here to stay.
God fornøjelse med Euroman og tak for at læse med. Husk, at jeg altid er lydhør for feedback og idéer, så Euroman også i fremtiden kan blive ved med at blive bedre. Min mail er altid åben på kristoffer@euroman.dk.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
