Dr. Dre x HBO

Dr. Dre x HBO

Trailer: Ny HBO-dokumentar giver et indblik i Dr. Dres unikke musikkarriere

Den nye serie tegner et portræt af to legender fra musikindustrien.

Den første trailer til dokumentarserien 'The Defiant Ones' er netop blevet udgivet af HBO. Serien fokuserer på de to musiklegender Dr. Dre og Jimmy Iovine. 

Traileren er spækket med stjerner som Eminem, Snoop Dogg, Gwen Stefani, Bono, Nas og mange flere, som er med til at tegne et portræt af de to mænd. 

64-årige Jimmy Iovine er medstifter af pladeselskabet Interscope. Sammen med Dr. Dre stiftede han i 2006 selskabet Beats Electronics, som producerede audioprodukter og stod bag en streamingtjeneste.

Firmaet blev købt af Apple i 2014 for tre milliarder dollars. Han har produceret musik for kunstnere som Lady Gaga, U2, John Lennon, Bruce Springsteen og mange flere. 

52-årige Dr. Dre er ikke kun bagmand til musik og forskellige firmaer, men har selvfølgelig også selv stået i rampelyset i sin lange karriere - allerede fra debuten 'The Chronic' i 1992. 

Serien kommer i fire afsnit og har premiere den 9. juli i USA, hvilket formentlig betyder, at den kommer på HBO Nordic dagen efter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Dokumentar, Hiphop, Netflix og Streaming