Den dag min voldtægtsmand dukkede op under ”personer, du måske kender” på Facebook

Dér var han, manden, som Kevin havde forsøgt at glemme. Der var han, manden, som Kevin Kantor i halvandet år havde forsøgt at glemme. Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE Dér var han, manden, som Kevin havde forsøgt at glemme.Det var sådan en nat i marts, hvor man kunne have shorts på. Jeg var på besøg hos min storebror og hans kone i Denver. Omtåget gik jeg hen på dineren, hvor jeg tit sad og skrev, når jeg var hos dem. Min ven hentede mig i sin bil og insisterede på, at vi skulle på hospitalet. Jeg kunne ikke se, hvad det skulle gøre godt for, men jeg lod ham køre mig derhen, hvor jeg blev mødt af sygeplejersker, der tog prøver og gav mig pamfletter om terapi i hånden, mens politimændene gjorde klar til at stille spørgsmål. Siden han trykkede sig ned over mig, og jeg sagde, han skulle slippe mig, har jeg kæmpet med at sætte ord på, hvad jeg egentlig blev udsat for. Så da politiet spurgte, hvorfor jeg ikke kæmpede imod, blev jeg stille. Jeg ved stadig ikke, hvad det vil sige, at kæmpe imod. Men jeg ved, at voldtægt i meget lang tid ikke var et ord, der beskrev, hvem jeg er. Ud på morgenen ved fem-sekstiden kørte min ven mig fra hospitalet hjem til min storebror, hvor jeg lagde mig på en seng, og min bror satte sig på en stol ved siden af mig. Han er en del ældre end mig og har været en slags forældre for mig hele livet. Jeg forklarede ham, hvad der skete. ”Hvordan kan det være, du ikke kæmpede imod?” spurgte han. Selvom han har været en stor støtte de sidste to ord, ramte hans spørgsmål lige der, hvor jeg ikke kunne overskue at blive slået, og siden da har jeg kun fortalt tre-fire af mine tætteste venner om manden, jeg havde mødt en gang før og gik hjem med efter et arrangement i byen. Manden, hvis gadenavn og T-shirt jeg forsøgte at glemme. Han var blevet en tåge for mig, indtil august eller september halvandet år senere, hvor Facebook spurgte, om han var ”personer, du måske kender”. Jeg klikkede anspændt igennem hans profilbilleder, kastet direkte tilbage, indeklemt i hans hjem. Klik. Han dansede rundt uden bluse i en by, jeg aldrig har været i. Klik. Der sad han og drak øl med sine venner over en omgang sushi. Mens jeg så mig selv under hans fingernegle. Klik. Et gammelt billede. Ham på en måde, som jeg aldrig har set ham før. Det er et babybillede. Ham med en mand, der kunne være hans far. Klik. Der. På vejen. Vejen, jeg har kæmpet for at komme væk fra. Og i T-shirten, jeg ikke vil huske. Klik. 46 syntes godt om det næste profilbillede. Jeg er sikker på, han godt ved, at han gjorde noget, jeg ikke ville være med til. En ulv på rov. For mig var han Ulven, fra jeg gik fra hans hjem til han kom frem på Facebook. For pludselig var han så virkelig, at jeg følte mig under ham igen, mens vores tre fælles venner var med til at indkredse en hemmelighed, jeg ikke kunne holde ud af at være en del af ham. De vidste det. Eller måske gjorde de ikke. Og følelsen af at føle mig udstillet samtidig med, at jeg skulle kunne forklare, hvorfor jeg ikke gjorde, som man kunne forvente, blev igen skubbet frem i mig. Og jeg kunne have skrevet til ham, men de sidste to år har handlet om at få mit liv til ikke at handle om ham. Så jeg blokerede ham og begyndte i stedet at skrive for mig selv. De første femten linjer sendte jeg til en veninde. Fortsæt, sagde hun. Det gjorde jeg så. Jeg skrev. At vores samfund ikke hører efter, når drenge bliver voldtaget. Jeg mener faktisk, når alle bliver voldtaget. Om det er mænd, kvinder, transseksuelle eller andre. Og med de nye linjer, med hans bare mave i baghovedet, fik jeg sat med mine egne ord sat mine egne rammer for, hvad der var sket mig i stedet for at svare på andres spørgsmål. Og så begyndte jeg at græde. Jeg ved stadig ikke, hvad det vil sige at kæmpe imod på den måde, som politiet spurgte om. Men man kan godt sige, det var min måde, da jeg to år senere stillede mig på en scene og læste min tekst op. Jeg gik fra at have fortalt få personer om det, til, at der nu er over 700.000 personer på Youtube, som har hørt mig fortælle, hvordan det var at se min voldtægtsmand på Facebook. Flere af dem skriver dagligt til mig og siger, de har oplevet lignende. De vidste ikke, hvem de skulle snakke med. Det er en kamp, jeg gerne vil kæmpe nu. Jeg var ikke skyld i min egen voldtægt. Den er ikke, hvem jeg er. Men den er en del af mig. Og nu tager jeg snart min ven med hen til dineren igen for første gang, siden han hentede mig for to år siden. Artiklen er lavet på baggrund af interview med i digteren og skuespilleren Kevin Kantor og hans optræden ”People You May Know” til finalerne i College Unions Poetry Slam 2015. Kevin Kantor er netop dimitteret fra The University of Northern Colorado.

Det var sådan en nat i marts, hvor man kunne have shorts på. Jeg var på besøg hos min storebror og hans kone i Denver. Omtåget gik jeg hen på dineren, hvor jeg tit sad og skrev, når jeg var hos dem.

Min ven hentede mig i sin bil og insisterede på, at vi skulle på hospitalet.

Jeg kunne ikke se, hvad det skulle gøre godt for, men jeg lod ham køre mig derhen, hvor jeg blev mødt af sygeplejersker, der tog prøver og gav mig pamfletter om terapi i hånden, mens politimændene gjorde klar til at stille spørgsmål.

Siden han trykkede sig ned over mig, og jeg sagde, han skulle slippe mig, har jeg kæmpet med at sætte ord på, hvad jeg egentlig blev udsat for. Så da politiet spurgte, hvorfor jeg ikke kæmpede imod, blev jeg stille.

Jeg ved stadig ikke, hvad det vil sige at kæmpe imod. Men jeg ved, at voldtægt i meget lang tid ikke var et ord, der beskrev, hvem jeg er.

LÆS OGSÅ: P3-vært i alvorlig skiulykke: ”Første gang jeg rammer klipperne kæmper jeg vildt imod – anden gang er jeg livløs”

Ud på morgenen ved fem-sekstiden kørte min ven mig fra hospitalet hjem til min storebror, hvor jeg lagde mig på en seng, og min bror satte sig på en stol ved siden af mig. Han er en del ældre end mig og har været en slags forælder for mig hele livet. Jeg forklarede ham, hvad der skete.

"Hvordan kan det være, du ikke kæmpede imod?" spurgte han.

Selvom han har været en stor støtte de sidste to år, ramte hans spørgsmål lige der, hvor jeg ikke kunne overskue at blive slået, og siden da har jeg kun fortalt tre-fire af mine tætteste venner om manden, jeg havde mødt en gang før og gik hjem med efter et arrangement i byen.

Manden, hvis gadenavn og T-shirt jeg forsøgte at glemme.

Han var blevet en tåge for mig, indtil august eller september halvandet år senere, hvor Facebook spurgte, om han var "personer, du måske kender".

Jeg klikkede anspændt igennem hans profilbilleder, kastet direkte tilbage, indeklemt i hans hjem.

Klik. Han dansede rundt uden bluse i en by, jeg aldrig har været i.

Klik. Der sad han og drak øl med sine venner over en omgang sushi. Mens jeg så mig selv under hans fingernegle.

Klik. Et gammelt billede. Ham på en måde, som jeg aldrig har set ham før. Det er et babybillede. Ham med en mand, der kunne være hans far.

Klik. Der. På vejen. Vejen, jeg har kæmpet for at komme væk fra. Og i T-shirten, jeg ikke vil huske.

Klik. 46 syntes godt om det næste profilbillede.

Jeg er sikker på, han godt ved, at han gjorde noget, jeg ikke ville være med til.

LÆS OGSÅ: Eks-ludoman: "Jeg brugte mennesker som levende skakbrikker"

En ulv på rov. For mig var han Ulven, fra jeg gik fra hans hjem, til han kom frem på Facebook. For pludselig var han så virkelig, at jeg følte mig under ham igen, mens vores tre fælles venner var med til at indkredse en hemmelighed.

De vidste det. Eller måske gjorde de ikke. Og følelsen af at føle mig udstillet samtidig med, at jeg skulle kunne forklare, hvorfor jeg ikke gjorde, som man kunne forvente, blev igen skubbet frem i mig.

Og jeg kunne have skrevet til ham, men de sidste to år har handlet om at få mit liv til ikke at handle om ham. Så jeg blokerede ham og begyndte i stedet at skrive for mig selv. De første femten linjer sendte jeg til en veninde.

Fortsæt, sagde hun.

Det gjorde jeg så. Jeg skrev. At vores samfund ikke hører efter, når drenge bliver voldtaget. Jeg mener faktisk, når alle bliver voldtaget. Om det er mænd, kvinder, transseksuelle eller andre.

Og med de nye linjer, med hans bare mave i baghovedet, fik jeg med mine egne ord sat rammer for, hvad der var sket mig i stedet for at svare på andres spørgsmål. Og så begyndte jeg at græde.

Jeg ved stadig ikke, hvad det vil sige at kæmpe imod på den måde, som politiet spurgte om.

Men man kan godt sige, det var min måde, da jeg to år senere stillede mig på en scene og læste min tekst op. Jeg gik fra at have fortalt få personer om det, til at der nu er over 700.000 personer på YouTube, som har hørt mig fortælle, hvordan det var at se min voldtægtsmand på Facebook. Flere af dem skriver dagligt til mig og siger, de har oplevet lignende. De vidste ikke, hvem de skulle snakke med.

Det er en kamp, jeg gerne vil kæmpe nu. Jeg var ikke skyld i min egen voldtægt. Den er ikke, hvem jeg er. Men den er en del af mig. Og nu tager jeg snart min ven med hen til dineren igen for første gang, siden han hentede mig for to år siden.

Artiklen er lavet på baggrund af interview med digteren og skuespilleren Kevin Kantor og hans optræden "People You May Know" til finalerne i College Unions Poetry Slam 2015. Kevin Kantor er for nylig dimitteret fra The University of Northern Colorado.

Kevins sag blev ikke efterforsket yderligere efter de indledende undersøgelser på hospitalet.

LÆS OGSÅ: Udsat for voldtægtsforsøg: "Hvorfor slog jeg ikke igen?"

LÆS OGSÅ: Den retfærdige voldtægt

LÆS OGSÅ: "Det er aldrig en opfordring til sex at gå udfordrende klædt"

Se, hvad vi ellers skriver om: Facebook og Sociale medier