Du kender den som hyrevogn og som bilen til den pensionsmodne direktør, men bag klicheerne kunne Mercedes E-klasse måske også være et køretøj til den privilegerede børnefamilie? Vi ser hvor morfar vi føler os efter en uge ombord.

Han har nystrøget, lyseblå skjorte på fem dage om ugen, de to sidste chiller han i en fesen æggegul polo fra Gant. Det er sådan vi ser ham for os – den klassiske Mercedes E-ejer. Derfor vil vi hellere have en BMW 5-serie eller en Audi A6, hvis der står rummelig stationcar på indkøbssedlen, men fortjener Mercedes E-klasse ikke lige en chance?

Jo, da for Mercedes er under kraftig forandring i disse år. Den klassiske Mercer-stil med træpaneler, automatgear og kølerfigur er erstattet af en mere ung og dynamisk modelserie med den nye A-klasse som spydspids. To modeller er dog stadig til den klassiske side – topmodellen S-klasse og så vores testbil E-klassen. Eller det vil sige – E-klassen forsøger måske netop at placere sig midt mellem det klassiske og det unge. Den har fået en mere dynamisk front og nyt interiør, men interiørstilen er stadig konservativ med analog ur og integreret betjeningsskærm i stedet for den iPad-inspirerede stil, man kender fra de yngre modeller.



Spørgsmålet er så, hvor morfar man føler sig i en ny E-klasse? Tjoh, først og fremmest føler man sig heldig. Bilen er et sandt overflødighedshorn af plads og overskud. Vi kører E 350 stationcar med V6 diesel, 252 heste og 620 Nm træk. Den mangler ikke noget, men vi føler os også lidt som en Taxa-chauffør, for E-klassen er ekstremt udbredt som hyrevogn. Vores taxa er bare lidt hurtigere end de andre – og så ser den bedre ud – alene fordi den ikke har skiltene på. Ja, man glemmer helt, hvor nydelig en bil sådan en E-klasse er uden grønt lys på taget, Ikke desto mindre er den stadig også et godt stykke til den konservative side, både hvad angår interiør-design og køremåde. Den kører fantastisk, men det føles som at gå lidt vel tidligt på pension at overgive sig til al den reaktionære magelighed.

Vi elsker bilens kraftoverskud, dens komfort og dens elegante gearskift, men vi savner noget nerve og noget involvering – det bliver lidt for dejligt næsten.

 

E350 er en stationcar til manden, der altid har drømt om en ny Mercedes og som derfor insisterer på at få mest muligt klassisk Mercedes-stemning for pengene. Bedømt på grundlag er der mindst en stjerne mere til testbilen, men vil du bare have en stor luksus-stationcar er BMW 5 Touring, Audi A6 Avant og outsideren Jaguar XF Sportsbrake stadig mere ungdommelige og dynamiske valg. Derfor bliver vi på tre stjerner – udover den på køleren.

HVORFOR?

Fordi du vil have en Mercedes i den klassiske stil med masser af plads og komfort.

HVORFOR IKKE?

Fordi er for konservativ og for dyr.

Karakter: Tre ud af seks.


MERCEDES-BENZ E 350 BLUETEC

Motor: 3.0 liter V6 turbodiesel
Hestekræfter: 252
Moment: 620 Nm v. 1.600 omdr.
Tophastighed: 250 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 6,6 sek.
Benzinøkonomi: 17,5 km/l (EU-norm)
Co2-udledning: 152 g/km.

Pris: 1.064.000 kr. 


Konkurrenterne



Audi A6 Avant                            BMW 5 Touring                          Jaguar XF Sportsbrake


LÆS OGSÅ Bentley: Kontinenternes konge