Min kone og jeg købte bilen hos en brugtvognsforhandler nord for Vejle. Vi havde en ting med at give vores biler navne, så vi døbte den Emma. Hvorfor, ved jeg ikke. Vi skulle bare have noget at køre i, men allerede på vej hjem fra forhandleren opdagede vi, at den var i stykker.
Noget under bilen var gået løs, og vi kunne køre direkte på værksted med den. Den var også begyndt at ruste. Til sidst gav vi op og solgte den en aften for et par tusinde kroner til en mekaniker, som var ganske tilfreds med gevinsten.
Annonse
Næste morgen tændte jeg for Radioavisen, hvor de kunne fortælle, at Folketinget netop den dag ville vedtage en skrotpræmie på 6.000 kroner. Det brugte jeg lidt tid på at ærgre mig over.
Journalist på Vejle Amts Folkeblad
På grund af min kones arbejde, var vi afhængige af at have en bil og købte straks en ny. Vi anskaffede os en nærmest auberginefarvet Peugeot, som vi døbte Lulu. Når det nu var en fransk bil, skulle navnet have en fransk klang.
Lulu havde soltag, og det, syntes jeg, var vanvittigt smart, selvom jeg ikke husker at have brugt det. Det var en lille bil, der tjente os vel og kørte godt, men vi solgte den relativt hurtigt, fordi vi skulle til USA.
Freelancejournalist i USA og skriver blandt andet for Information, Fyens Stiftstidende og Den Liberale Presse
I sommeren 1994 flyttede vi til Washington D.C., hvor min kone skulle læse på universitetet, mens jeg arbejdede freelance. Vi fandt en lille Golf, som vi købte for 1.000 dollar og kaldte den Helga på grund af VW’s tyske ophav. Det er den bedste bil, vi har haft, og den tog os vidt omkring.
Jeg kørte fx alene på reportagetur til North Carolina, mens vi sammen kørte til New York og til Florida for at holde nytår. Vi havde mange gode oplevelser i Helga. Inden vi tog hjem til Danmark, kørte vi USA rundt, før vi solgte hende – endda til samme pris, vi havde betalt oprindeligt, 1.000 dollar.
Journalist på Vejle Amts Folkeblad og Berlingske
Da vi kom hjem, boede vi i Vejle i et halvt år, inden vi begge fik job i København. Vi skulle atter bruge en bil og købte en lille Citroën AX. Det var en gammel og slidt sag, der tidligere havde været brugt som en slags kommunal bil, som offentligt ansatte havde benyttet.
Den fik aldrig et navn, fordi navngivningen af vores biler ophørte, da vi fik vores første barn. Det virkede fjollet at give bilerne navne, når vi nu var to voksne mennesker med et barn. AX’en kørte okay, men heller ikke mere end det. Vi havde den vitterligt til allersidste kilometer.
Annonse
På en motorvej nær Växjö brændte den sammen, og både gearkassen og motoren stod af. Det var held i uheld. For med børn havde vi måtte sande, at AX’en var til den smalle side. Når vi skulle have en barnevogn med, skulle vi nærmest dekonstruere den for at få plads til både barnevognen og børnene.
Journalist, souschef, udlandsredaktør og en del af chefredaktionen på Berlingske
Det føltes som en enorm opgradering at få en stationcar. Den var også brugt og havde antræk til rust, men den var rummelig, og vi kunne få barnevognen ind i hel tilstand. Den kørte godt, og vi havde også haft den i længere tid, hvis ikke den var blevet totalskadet.
En nat, hvor bilen holdt parkeret på en vej nær vores hjem, havde der været indbrud i den. Tyvene havde splittet bilen så meget ad, at den blev erklæret totalskadet.
Vi fik 14.000 kroner i erstatning og overvejede, om vi skulle købe en ny bil for forsikringspengene, men efter grundig overvejelse lod vi være. Nu hvor vi boede midt i København, og børnene var blevet for store til at ligge i barnevogn, havde vi faktisk ikke behov for en bil.
Chefredaktør og ansvarshavende chefredaktør på Berlingske
I dag tager jeg, hvis vejret er godt, cyklen på arbejde, og S-toget eller metroen, hvis vejret er dårligt. Min cykel er en temmelig gammel Centurion med påmonteret barnesæde, selvom mit yngste barn er 17 år. Men sædet passer perfekt til min taske!
Skal jeg bruge en bil, har jeg siden afskeden med Ford’en benyttet mig af Let’s Go-delebiler. Her betaler man et månedligt beløb og et beløb pr. time og kilometer, man bruger den. Det passer perfekt til mine behov, og jeg slipper for alle bilejeres bekymringer.
Noget af det mest irriterende ved at eje en bil, er jo de uventede udgifter til reparationer. Her får jeg også lov til at køre i forskellige biler og kan ende bag rattet i alt lige fra en Smart til en kassevogn. Jeg tror, at jeg har ejet min sidste bil. Fordelene opvejer ikke ulemperne.
Tom Jensen
(f. 1966) Vokset op i Thisted. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1990. Chefredaktør på Berlingske siden 2007 og ansvarshavende chefredaktør siden 2015. Har tidligere arbejdet på Vejle Amts Folkeblad. Bor på Østerbro i København. Gift med Eva Emborg Bejder, som han har tre børn med.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
