Den inkarnerede lytter William har skrevet ind til ’Arbejdstitel’-redaktionen med et forslag til det faste segment Overvurderet/Undervurderet.

Er det egentlig overvurderet eller undervurderet at bestille det næstdyreste på menukortet – altså ikke den dyreste ret, men den, som kommer lige efter? Det gjorde Williams fars gode ven altid.

Og nu vil William gerne have svar på, hvor på skalaen vi ligger.

Kristoffer indleder med anekdoten om den svenske moderedaktør, der til modeugen i København for efterhånden mange år siden var forsinket til en frokostaftale.

Presset af tid og styret af sin sult sendte han derfor en SMS til sin medspiser med en meget specifik bestilling:

”Jeg er lidt forsinket. Bare bestil det dyreste på kortet til mig.”

Og det bygger bro til hans egentlige svar:

”Det er jo lidt smagløst, at bare fordi det er dyrt, så er det godt. Men der er noget sjovt i at bestille det næstdyreste. Som koncept er det sjovt. Det er noget, der er relativt dyrt, men ikke det dyreste på kortet.”

Og så har Kristoffer Dahy Ernst en teori:

”Det dyreste på et spisekort tror jeg også er det dyreste, fordi der skal sidde nogen, der ikke kan tage en beslutning om, hvad de har lyst til at spise, men tager en beslutning om det baseret på, hvad det koster. Altså: ‘Hvis en hovedret koster 600 kroner, så må den være god.’ Og hvor de kigger på priserne og tænker: ‘Jeg har mange penge, eller jeg kan ikke selv vælge, så jeg tager bare det dyreste.’ Der tror jeg, det næstdyreste er en overset vare på spisekortet.”

”Det, synes jeg, er et hot take. Jeg tror, du har ret,” bakker medvært Oliver Enné op. ”Det næstdyreste er køkkenets version af det bedste, de kan lave.”

”Det er dét, køkkenet synes, er det sjoveste at lave. Og så har de den dyreste ret til alle idioterne, som bare er showoff,” siger Kristoffer.

Hvis restauranterne skal tjene nok penge, fortsætter Oliver, så har de den dyreste ret på kortet, som execs fra bankerne kan få lov til at bestille.

”Og som skal have høvlet trøfler ud over deres oksemørbrad,” afrunder Kristoffer og konkluderer dermed, at Williams fars ven havde fat i noget. Det er klart undervurderet hos begge ’Arbejdstitel’-værter at bestille det næstdyreste på kortet. Det dyreste er forbeholdt dem, der bare skal vise sig frem, og det er jo per definition altid overvurderet.

Lyt til ovenstående udveksling – og meget mere Overvurderet/Undervurderet – i det helt nye afsnit af Arbejdstitel, oven for eller der, hvor du ellers hører dine podcasts.

Afsnittet hedder 'Om uskrevne regler pt. II'.