Jeg deler en lille motorjolle med en genbo, som holder til i Rørvig tæt på vores sommerhus. Rørvig er ‘de krabbefiskende familiers’ tilholdssted. Så ligger de der på broen med pinde, klemmer og en gammel makrelfinne, de har fået fra fiskehandlerens spand med fiskerester. Det er de samme 40 krabber, der bliver fanget og kastet ud igen og igen. Meget genbrugsvenligt.
Jollen er fabelagtig til at trække børn på vandski, og en dag, hvor huset er fyldt med gæster, tager min kammerat og jeg til havnen for at hente jollen. Vi tøffer stille og roligt ud iført solcreme og orange veste. Klassisk sommerstyle.
Da Hundested-Rørvig-færgen er på vej ind, råber kaptajnen os pludselig an fra højtaleranlægget. Jeg har ikke taget speedbådskørekort endnu og er overbevist om, at panserne er ombord på færgen.
’Har I mulighed for at være redningsfartøj,’ lyder det fra kaptajnen, og straks flyver tankerne jo.
Er det en ældre mand, som er faldet over bord? Gudesmukke kvindelige modeller eller rige mennesker, der senere vil invitere os til Maldiverne på grund af vores redningsindsats? Vi føler os allerede som nogen fra ’Baywatch’. Adrenalinen pumper.
Vi sejler omtrent 100 meter ud, og der ligger en mindre kutter med et ældre ægtepar ombord. Motoren er gået i stå. Og selvom vi er absurd tæt på Rørvig Havn, får de smoothtalket os til at trække deres tunge fartøj de fem kilometer til Hundested.
Som amatørsejler i Isefjord er det faktisk som at krydse Atlanterhavet. Bølgerne kommer ind fra Kattegat, og det er med livet som indsats. Der går tre timer, før vi er retur, og vandskiene er aflyst.
Vi fik ikke engang en flaske vin. Eller penge til benzin. Jamen, helt ærligt. Og jeg, der kommer fra fattige kår. Men det er nok den lallende amatørsejlers forbandelse. At ville føle sig som en ægte helt på vandet og så blive lidt for ivrig.
