Det er syv år siden, vi fik nøglerne. Som ung gik jeg på Rungsted Gymnasium og festede i Hornbæk, hvor der er lidt for høj bølgegang. Denne gang søgte vi et gemmested mellem Liseleje og Frederiksværk. Væk fra det, vi kendte. Det var det første og det eneste sommerhus, vi så på.
Det var ikke planlagt, men roen overbeviste os med det samme. En lille hytte fra 1945 på en stor naturgrund. Det var absolut ikke fancy, men der var en illusion om at være alene uden naboer – når bare man kiggede i den rigtige retning.
Og så var der noget andet, der trak. Sidste chance, hvis vi skulle nå at leve sommerhuslivet med børn. Nu bliver de alene hjemme, mens vi tager i sommerhus. Huset blev et symbol på en transformationsfase fra at være børnefamilie, til at have unge mennesker boende, med alt hvad det medfører.
Min kone og jeg er ved at tilpasse os næste del af livet. Det går fint. Nu er livet at sove i en hængekøje hele weekenden. Det er den store midtvejs-grill, og det er grønne fingre i køkkenhaven. Sommerhuset har givet os en langsommelighed, en fin kontrast til den hastighed bylivet leves med.
Vores sommerhus er destination for mine cykelture langs strandvejen ligesom alle de andre midaldrende mænd i lycra. Fra jeg sætter mig på cyklen, sker der et skifte fra bymenneske, og jeg ankommer til sommerhuset som noget andet.
