Tirsdag 22. september 2015 skrev Robert Lewandowski fodboldhistorie. Polakken startede på bænken i FC Bayern Münchens hjemmebanekamp mod Wolfsburg. Mesterholdet var bagud 0-1 mod de velspillende gæster, og i pausen følte cheftræner Josep Guardiola sig nødsaget til at reagere. Ud gik Thiago Alcântara og Juan Bernat, ind kom Javi Martínez og altså Lewandowski. Et kvarter senere var FC Bayern foran 5-1. I løbet af mindre end ni minutter – fra det 51. til 60. minut – scorede den polske centerforward alle sit holds mål.

Fire mål af den samme spiller hænder. Det er usædvanligt, men ikke umuligt. Italienerne kalder det for en poker, spanierne for en póker og tyskerne for en Viererpack. Det var en sådan bedrift, der ledte til Sassuolo-spilleren Domenico Berardis gennembrud i januar sidste år. Den dengang 19-årige offensivspiller scorede alle fire mål i 4-3-sejren hjemme over AC Milan og blev dermed den yngste poker-spiller i landets historie. Den tidligere rekordholder var selveste Silvio Piola, italiensk fodbolds mest scorende nogensinde, som nettede fire gange for Pro Vercelli mod Milan tilbage i 1931.

LÆS OGSÅ: Dette er en af fodboldens mest sejlivede myter

Fem mål er heftigere. Det er noget, vi husker. Det fleste over 30 år mindes Oleg Salenkos fem mål for Rusland mod Cameroun ved VM 1994, ligesom det er svært at glemme Lionel Messis póker for FC Barcelona mod Bayer Leverkusen i Champions League i 2012. Radamel Falcao præsterede det for Atlético Madrid mod Deportivo La Coruña i 2012, og Fernando Morientes gjorde det samme i Real Madrids 7-0-sejr over Las Palmas i 2002. Den spanske landsholdsangriber kunne have scoret nummer seks, da han misbrugte et straffespark mod slutningen af kampen, men måtte nøjes med en manita, en håndfuld.


Oleg Salenko scorede fem mål for Rusland mod Cameroun ved VM 1994. 

Siden Premier Leagues begyndelse i 1992 har kun fire spillere scoret fem mål i en og samme kamp i Englands bedste fodboldrække: Manchester Uniteds Andy Cole i 1995 mod Ipswich, Newcastles Alan Shearer i 1999 mod Sheffield Wednesday, Tottenhams Jermain Defoe i 2009 mod Wigan og Dimitar Berbatov for Manchester United mod Blackburn Rovers i 2010. I år satte Southamptons Sadio Mané ny hattrickrekord, da han scorede tre mål mod Aston Villa på 176 sekunder.

LÆS OGSÅ: "Jeg fik hjertebanken og koldsved. Spillerne skiftede klub hvert minut, og jeg måtte sætte flere timer af til det daglige bogholderi"

Fodboldhistorien er rig på vilde milepæle. Australske Archie Thompson har stadig A-landsholdsrekorden med sine 13 mål mod Amerikansk Samoa i en VM-kvalifikationskamp i 2001, men regner vi det hele med, så er frontmanden Jean Kaltack. Jean hvem? En 21-årig angriber, der scorede 16 gange, da Vanuatus U23-landshold besejrede Mikronesien med 46-0 tidligere i år. Ja, det var 46. Kampen var den første på en bane i fuldstørrelse for størstedelen af de mikronesiske spillere.

I UEFA's turneringer har ingen endnu overgået Lissabon-klubben Sportings angolanske forward Mascarenhas, som scorede seks mål mod APOEL i en kamp i Pokalvindernes Europa Cup i 1963. Hans Krankl (7) har målrekorden i én kamp i østrigsk topfodbold, Afonso Alves (7) regerer i Holland, Piola og Sívori (6) deler førstepladsen i Serie A, mens Bata og László Kubala (7) topper i Spanien.


Alle briter kender til Malcolm 'SuperMac' Macdonalds fem scoringer for England mod Cypern i 1975. Før kampen havde landstræner Don Revie givet Macdonald et ultimatum: scor, ellers har du spillet din sidste landskamp. Mange danskere har hørt om Sophus 'Krølben' Nielsens 10 mål i OL-kampen mod Frankrig i 1908. Den slags præstationer afføder kælenavne.

Er man fan af Oldham, ved man, at Frankie Bunn scorede seks i 7-0-sejren over Scarborough i en Liga Cup-kamp i oktober 1989. Holder man med Arsenal bør man kende Ted Drake, der som den eneste i britisk fodbolds historie har tegnet sig for syv mål i samme kamp i den bedste række. Det var mod Aston Villa i december 1935. Fodboldinteresserede skotter ved, at Kris Boyd formentlig er den eneste i europæisk fodboldhistorie, der har scoret fem mål to gange mod samme modstander. For Kilmarnock i 2004 og for Rangers i 2009. Begge gange gik det udover Dundee United.

LÆS OGSÅ: Hvorfor altid Balotelli?

De største præstationer behøver ikke at være målorgier, og indimellem må selv modstanderholdets fans overgive sig. Real Madrids Ronaldo, brasilianeren, blev klappet ud af Old Trafford i 2003. FC Barcelonas Ronaldinho oplevede det samme på Santiago Bernabéu to år senere. Men selv i dette fine selskab skiller Lewandowskis præstation sig ud. Polakken havde ikke en hel kamp til rådighed. Han begyndte på bænken og behøvede mindre end ni minutter til at udføre sit store nummer. Han løftede et mandskab på nederlagskurs. Modstanderen var ingen lilleput, men derimod Wolfsburg, et af Europas 20 stærkeste fodboldhold, der hamrede FC Bayern med 4-1 i de to holds seneste Bundesliga-møde, og som vandt prestigekampen DFL-Supercup over samme modstander i sidste måned.

De første tre mål blev scoret på bare 202 sekunder og er dermed det hurtigste hattrick i Bundesligaens historie. Ligesom hans fire mål på 5 minutter og 42 sekunder er Tysklands hurtigste Viererpack. Men det er den femte scoring – bare 8 minutter og 57 sekunder efter den første – der rækker ud over landets grænser. Aldrig tidligere har en spiller i en af Europas fire traditionelt største ligaer (England, Tyskland, Spanien og Italien) således scoret fem mål på så kort tid. Det tætteste vi kommer, er vel Ole Gunnar Solskjærs fire mål på ti minutter for Manchester United mod Nottingham i 1999. Også nordmanden blev skiftet ind. Det var første gang, Lewandowski scorede mere end to mål i samme kamp for FC Bayern, men de store målpakker er ikke fremmed for ham. I april 2013 scorede han alle fire mål i Borussia Dortmunds 4-1-sejr over Real Madrid i Champions League, og i juni i år væltede ham Georgien med et hattrick på 239 sekunder.


Bendtner måtte sunde sig efter endnu et mål af Bayerns nummer 9, Robert Lewandowski.

I tirsdags i München stod de måbende kolleger forståeligt nok i kø for at berette om målmiraklet, der dårligt kan overvurderes. »Jeg har spillet fodbold i temmelig lang tid, men jeg har aldrig set noget lignende,« sagde FC Bayern-anføreren Philipp Lahm. »Folk spørger mig, hvad der skete. Jeg aner det ikke!« sagde cheftræner Josep Guardiola. »Hahaha, jeg har aldrig set noget lignende,« grinede Dortmund-forsvareren Mats Hummels, Lewandowskis tidligere holdkammerat. Selv var hovedpersonen tilsyneladende lige så rystet. »Det er helt skørt, det her. Fem mål, sikke en aften! Efter det tredje og fjerde mål så jeg op på storskærmen, og tænker wooow. Selv Pep Guardiola var mundlam,« sagde polakken.

Det var karakteristisk, at Lewandowskis Fünferpack først og fremmest vakte en homerisk latter rundt om på Allianz Arena. Det var, som om de bayerske tilhængere ikke anede, hvordan de ellers skulle reagere. Man klapper af en scoring, jubler over to og henrykkes af tre og fire. Men fem? Af den samme spiller? I en topkamp i en af Europas stærkeste ligaer? Det er så surrealistisk, at man kun har det fjogede grin tilbage. Tv-kameraerne fangede en række lamslåede pinger. Arjen Robben (der var skadet), Lothar Matthäus (som kommenterede kampen for tysk fjernsyn) og FC Bayerns bestyrelsesformand Karl-Heinz Rummenigge, alle lignede de små, længselsfulde drenge før deres første fodboldtræning. De var ikke ene om at blive mindet om fodboldens største og simpleste fascinationskraft. Mål.


Se eller gense Lewandowskis fem mål mod Wolfsburg.

LÆS OGSÅ: 11 fodboldstadions, du tror er fra næste årtusinde

LÆS OGSÅ: Fodboldstjernes vildeste bilindkøb

LÆS OGSÅ: ConIFA: Bookmakernes værste fjende