I 2017 stod han tæt på toppen af verdens højeste bjerg. Kun nogle få hundrede meter holdt ham fra toppen. Men han var døsig af den manglende ilt, havde hallucineret og hørt stemmer. Han måtte vende om. Han forsøgte sig igen sidste år, men her var det vejret, der spillede ham et puds.
Nu skal det være. Rasmus Kragh vil gøre alt for at blive den første danske til at nå Mount Everests top uden brug af kunstig ilt. Og han vil gøre det alene. Han er tidligere elite-løber og har været flere år i Forsvaret, men nu er han fuldtids bjergbestiger, og han har arbejdet fuldtid i et år på at være fysisk og mentalt klar til udfordringen.
I løbet af turen op vil han skrive dagbog og forsøge at sende det hjem til os, når han når basecamp. Vi talte med ham, inden det for alvor går rigtig opad
Hvorfor gør du det?
”Hvorfor løber man en maraton eller gennemfører en triatlon? Det her er min passion. Det er en blanding af de fysiske, tekniske og mentale udfordringer, der er ved at klatre op, og så gør du det hele i det her fantastiske sceneri i bjergene med en utrolig naturoplevelse. Det er den ultimative måde at udfordre mig selv på. Man er så lille herude. Det er det her simple liv, hvor der er nogle klare spilleregler, og hvor man kommer til kort overfor naturen. Man får det hele i den her sportsgren.”
Har du altid klatret alene?
”Jeg kan godt lide at arbejde i et team. Men der er en ekstra dimension ved at være alene og selv tage beslutningerne. Både de svære og lette. Det er kun dig, der tager konsekvensen. Det betyder, at du skal kunne noget særligt mentalt. Der er faktisk heller ikke super nemt at finde partnere til et projekt som dette. Jeg skulle gå på kompromis med mine egne ambitioner. Det lyder egoistisk, men sådan er det.”
Når man kommer op over 8.000 meter, kalder man det ’dødszonen’, hvorfor det?
”Når du er meget højt oppe, er det rigtig hårdt for kroppen. Du er på lånt tid i dødszonen. Man har lavet nogle studier, der viser, at hvis man er tre døgn deroppe, begynder kroppen at lukke ned. Metabolismen stopper. Kroppen kan ikke levere nok energi fra det, du indtager til, at du kan fungere, så den begynder at spise af musklerne. Hvis du klatrer uden kunstig ilt, har du også svært ved at producere varme nok, og du kan blive så kold, at du er i fare for at udvikle frostskader.
Er det også farligt mentalt?
”Der er kun en tredjedel af ilten til rådighed, hvilket gør, at hjernen kun kører på 50 procent. Til sidst begynder du kognitivt at fungere dårligt. Balancen bliver udfordret. Kroppen bliver smadret, og man har lyst til at sove hele tiden. Hvis du lukker øjnene, risikerer du, at du ikke åbner dem igen. Jo mindre ilt til hjernen, jo mindre mental styrke kan du mobilisere. Hovedet begynder at spille en et puds. Man kan begynde at få syner.”
Hvad er din største udfordring?
”Det er helt klart mentalt. Alle mennesker kan presse sig selv til 50 procent af, hvad de fysisk kan klare. De sidste 50 procent skal du mobilisere mentalt. Det handler om at kende sig selv og udfordre sin comfort-zone et skridt ad gangen. Når man når over 8-000 meter, er man ud over de 50 procent, så alt derfra er mentalt. Der er 24 timer, hvor du kommer til at arbejde i denne her zone. Og det er virkelig en gråzone, hvor du skal kende dig selv, for din krop vil ikke fortælle dig soleklart, hvornår det er stop. Lige pludselig er du over kanten, så du bliver nødt til at have vished over, hvornår det er nok.”
Hvorfor er det vigtigt uden ilt?
”Uden ilt møder man bjerget i øjenhøjde på dets rigtige præmisser. Man snyder ikke. Alle, som drømmer om at komme til tops, gør det på hver deres måde. For nogle er det vigtigste at stå på toppen, men for mig giver det mest værdi, at jeg har gjort det ved egen saft og kraft, og jeg har gjort det i fuld kontrol. Ellers er toppen bare en udsigt, et glansbillede. Jeg gør det også, fordi jeg kan. Det er fuldtidsjob for mig at forberede sig på det her, og det er ikke alle, der er så privilegerede, at de kan det.”
Hvad tror du, det giver det at stå på toppen?
”Jeg glæder mig forbandet mig til det. Det er ikke kun det at stå deroppe. Det er hele rejsen derop. Det er den proces, jeg har været igennem for at realisere det. Hele min tilværelse er bygget op omkring det. Det betyder mere for mig end det gør for en eller rigmand, der lige har solgt sin virksomhed og har fundet ud af, at han vil bruge tre måneder på det her. Det er først, når jeg kommer ned igen, at det for alvor går op for mig.”
På euroman.dk kan du følge Ramus’ tur op til toppen, og han vil løbende sende dagbog hjem i det omfang, det kan lade sig gøre. Vi vil også snart fortælle alt om hans træning inden, og hvordan man forbereder sig fysisk og mentalt til at klatrer op alene på verdens højeste bjerg.
