Artiklen er en del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aalborg. Magasinet er sponsoreret af Magasin.

"Jeg troede, fodbold var et afsluttet kapitel i mit liv. Men så ringede AaB med stillingen som sportschef, og jeg kunne mærke, at hjertet med det samme begyndte at banke hurtigt. Det tog jeg som et tegn: Selvfølgelig måtte jeg tilbage og arbejde med fodbold igen, og selvfølgelig skulle det være i AaB.

Klubben har en helt særlig plads i mit hjerte. Det var her, jeg fik chancen som professionel spiller. Det var her, jeg udviklede mig. Og det er med AaB, at jeg har nogle af de største oplevelser i mit liv, bl.a. da jeg var med til at vinde mesterskabet i 1999.

Der er så mange ting, der gør AaB unik, også historien bag. Klubben startede op i 1885, og med tiden er den gået hen og blevet hele Nordjyllands ansigt udadtil – både nationalt og internationalt. For mig er den samtidig symbolet på, at vi i Nordjylland kan noget helt særligt. Vi formår som meget få at arbejde sammen på tværs af områder. Se bare på byens store virksomheder, der aktivt går ind og støtter op, samarbejdet med kommunen, med uddannelsesinstitutionerne i byen og ikke mindst samarbejdet med vores partnerklubber i hele Nordjylland.

Vi vil vinde fodboldkampe i AaB, ja, men det skal være på den rigtige måde. Det skal være med underholdende og teknisk flot fodbold. Og så skal vi vinde sammen. AaB er et fællesskab, og her mener jeg ikke kun os, der er ansat i klubben. AaB er for alle i Aalborg.

Blå bog

Den 43-årige tidligere professionelle fodboldspiller Allan Gaarde fik i 1997 sit professionelle gennembrud i AaB. Den aktive fodboldkarriere bød også på udlandsophold i italienske Udinese Calcio og norske Viking Stavanger, men en knæskade sluttede i 2009 karrieren inden for fodbold. Det troede Allan Gaarde i alt fald, indtil AaB i 2013 udpegede ham som ny sportschef. Klubben vandt herefter sin første The Double (pokalvinder og ligamester i en og samme sæson), og Allan Gaarde bærer i dag titlen som sportsdirektør i den nordjyske storklub.

Den forvandling, som Aalborg er gået igennem, er kæmpestor. Den er gået fra at være en industriby til næsten at være en fuldbyrdet kulturby i dag. Men man har ikke bare udraderet alt det gamle og industrielle, som er så stor en del af Aalborgs historie.

På den måde kombineres det meget hårde og industrielle med det mere moderne og æstetiske Aalborg. Den balance, hvor man ikke fornægter byens historie, men inkorporerer den med det nye, synes jeg er virkelig fint gjort.

Tag Nordkraft, det gamle kraftvarmeværk. Mange forbinder det nok med det gamle, grimme og industrielle Aalborg. Men det har man valgt at bevare, og i dag bruges det som kulturinstitution. Og så har man fået havnepromenaden med Musikkens Hus, der, ud over at være et fantastisk koncertsted, er gået hen og blevet et af byens arkitektoniske monumenter.

Samtidig har du Utzon Center og Kunsten, kunstmuseet midt i byen, der alt sammen er med til at gøre Aalborg til en smukkere by.

Jeg har aldrig boet i en by som Aalborg, som er så god til at feste. Er der karneval, har man vundet et mesterskab i fodbold, håndbold eller ishockey, eller er der The Tall Ships Races i byen, så fejrer man det. Og alle deltager.

Den største fejlantagelse, københavnere har om Aalborg, er nok, at byen blot er et punkt på vejen til Skagen i uge 29. At Aalborg bare er et navn på et motorvejsskilt på E45. Da jeg boede på Østerbro, mødte jeg overraskende mange københavnere, som ikke havde været i Aalborg, men havde alle mulige forestillinger om, hvad byen var for en størrelse.

Jeg er sikker på, at hvis de tog turen herop, ville de få en særdeles behagelig overraskelse. De ville føle sig enormt velkomne, og de ville opleve, at når de gik ud for at spise eller shoppe, var servicen overraskende god og oprigtig.

Det hænger nok sammen med en meget generel ting, der gør sig gældende for aalborgenserne: Folk i Aalborg har nærvær."