Zlatan er her, der og alle vegne for tiden. 

Netop nu er han i gang med forberedelserne til den kommende EM-slutrunde i Frankrig, hvor Zlatan selvfølgelig er selvskrevet til at få en nøglerolle for svenskerne.

Alt imens spekuleres det i, hvilken klub der får glæde af måltyvens underskrift til den kommende sæson, efter Zlatan for nyligt annoncerede, at han stoppede i Paris. 

Netop den kommende slutrunde er anledningen til, at to af de bedste eksponenter for Sverige, Zlatan og Volvo, er gået sammen i endnu en reklamefilm, som de gjorde det med kæmpesucces i 2014 under sloganet ‘Made in Sweden’. 

Her ses Zlatan i naturskønne, svenske omgivelser, hvor han blandt andet reciterer en omskrevet version af 'Du Gamla, Du Fria', Sveriges nationalsang, i en selvhyldest af det multikulturelle Sverige.

Den nye video, der varer 3.20 minutter, har fået titlen "Prologue", hvilket kan antyde, at dette måske kun er den første video i rækken. Filmen er en reklame for Volvo V90, men den følger Zlatans karriere fra en lejlighed i Paris, hvor Zlatan indleder:

"Dette er ikke mit hjem. Jeg kommer fra et andet sted."

Herefter viser filmen klip fra Zlatans fodboldliv, hvor han - uden røsten på stemmen - fortæller om sin egen storslåethed, som kun Zlatan kan, til pompøs underlægningsmusik. 

"Jeg havde ikke meget, da jeg voksede op. Kun mit rastløse sind og mine store drømme. Jeg ønskede at gå længere end alle andre. Så det gjorde jeg. På min egen måde. Jeg tænkte ikke ligesom dem. Jeg arbejede hårdere end nogen anden noget sted i verden" 

Musikken til filmen er skrevet specielt til Volvo Cars af den Academy Award-vindende komponist Hans Zimmer, der også har komponeret musik til film som Gladiator, Pirates of the Caribbean, Inception og Interstellar.

Se filmen her: