Er man til dokumentarer om store kulturpersonligheder, skal man ikke klage for tiden, for det vælter ud med dem. Der er 'JEEN-YUHS' om rapperen Kanye West på Netflix, snart fortæller HBO Max historien om komikeren Larry David og hans vej til at blive en af verdens sjoveste, og nu får vi også snart glæden af en dokumentarserie om kunstneren Andy Warhol.

Det er Warhols dagbøger, som danner rammen for den kommende Netflix-dokumentar, der også har fået titlen 'The Andy Warhol Diaries'. En dokumentarserie i seks afsnit, som skal få os tættere på den komplekse og private mand, hvis kunst også dyrkede det upersonlige og maskinelle.

Hvem var Andy Warhol egentlig? Og hvad lå bag hans værker?

Andy Warhols glorværdige karriere fik en brat ende i 1987, hvor han døde af en hjertefejl. I 1968 blev han forsøgt myrdet nær The Factory af den radikale feminist Valerie Solanas.

Men faktisk bringes Warhol til live i 'The Andy Warhol Diaries'. Netflix har brugt AI-teknologi til at genskabe kunstnerens karakteristiske stemme med Pittsburgh-accent, så han fungerer som fortælleren.

Der er premiere på dokumentaren 9. marts. Se traileren herunder: