Se

'Tv-Teis' kalder de mig på redaktionen, og det er ikke uden grund. Jeg har set og ser stadig rigtig meget tv – gerne flow – og dansk reality er mit speciale. Hvis jeg har brug for et godt grin, skal jeg bare finde et klip med 'Bogense-pigerne' fra 'Mig og min mor'. Det kunne fx være dette legendariske klip, hvor Bettina oplærer sin datter Simone i, hvordan man laver brun sovs. 'Jeg har læst mig til det på pakkerne', som Bettina så rigtigt forklarer på syngende fynsk, og min dag er reddet.

Der er dog stadig ingen over Sidney Lee. Han er ubetinget Danmarks største reality-fænomen, og jeg har selv haft fornøjelsen at møde og portrættere ham for nogle år siden. Det var bestemt ikke kedeligt, og min fascination af wrestleren, der smører sig ind i selvbruner og bæller Cult Shakers, blev ikke mindre.

Nu gør Sidney Lee et kort, men længeventet tv-comeback. Han medvirker i programserien 'Du så os date' på DR2+, hvor tidligere realitystjerner fra samme datingprogram – fra 'Singleliv' til 'Landmand søger kærlighed' – skal på en blind date sammen og tale om, hvordan det var at dele sit kærlighedsliv med hele Danmarks befolkning.

Sidney Lee er sat overfor en anden personlig favorit, nemlig 'Numse-Rasmus'. Noget af et match, hvis du spørger mig.

dr.dk

Rotter bog.jpg

Læs

Jeg har nu i to måneder nægtet at gå ned i vores vaskekælder, og det er ikke i ren dovenskab. Vi har fået rotter. En sætning, som jeg håbede på, at jeg aldrig skulle skrive. Men desværre er den god nok. Djævelskabet med den klamme, lange hale udså selvfølgelig netop vores rum som hjem i den store og fælles vaskekælder. 

Det var min kæreste, som så det, der angiveligt skulle være en 'baby-rotte', da hun hentede vores vasketøj en dag. Hun skreg for livet og hoppede straks op på et bord, mens en pedel løb efter rotten og prøvede at slå den ihjel med en skovl. Han ramte desværre ikke. Og den værste detalje, som min kæreste kunne berette, var, at rotten tog sin flugtvej tværs over mine underbukser, som åbenbart var røget ned på gulvet fra tørrestativet. Jeg har derfor måtte ofre tre par underbukser, som stadig må ligge på gulvet i kælderen. Vi lader nu vores vasketøj hænge til tørre oppe i lejligheden, selvom det fylder det hele. Men sådan må det være i noget tid endnu.

Jeg hader rotter. Jeg kan næsten ikke komme på noget, jeg finder mere ulækkert. Alligevel valgte jeg frivilligt at læse forfatter Lasse Lavrsens bog ’Rotter og skilsmisse – om dyr i oprustning og en mand i nedsmeltning’, mens jeg var på barsel forrige år.

At vi nu selv har fået rotter, fik mig til at tænke på denne underholdende og angstprovokerende bog igen, som jeg vil anbefale dig at læse. Men hvorfor egentlig udsætte sig selv for denne lidelse, tænker du måske? Fordi den beskriver noget universelt om, hvad der sker for mænd midt i en krise. Og så er fakta om rotters historie og adfærd faktisk forbløffende interessant. 

'Rotter og skilsmisse'

Lyt

Da jeg var 18, sendte jeg mit livs indtil videre eneste fanboy-brev. Det var adresseret til musikgruppen Efterklang, hvis musik havde en kæmpe betydning for mig og min vennegruppe i vores gymnasietid. Efterklang var så søde at svare tilbage, at de sad med røde kinder efter at have læst mit brev og sendte nogle signerede plader retur.

Selvom min musiksmag har ændret sig med årene, og Efterklang ligeledes er gået nye veje musikalsk, var det et meget glædeligt gensyn, da jeg lyttede til bandets nyeste album 'Windflowers', der udkom i fredags.

Postrocken som genre er forlængst død. Men efterklangen er stadig god.

Lyt til albummet

Spis

Her på euroman.dk har vi et fast kokkeformat, hvor vi interviewer nogle af landets dygtigste kokke om fx deres livs måltid, hvad de ikke kan lide at spise og beder dem om at komme med personlige anbefalinger til gode restauranter i udlandet såvel i Danmark. Det er et format, jeg holder meget af at lave, fordi jeg altid får lyst til at lave nye retter hjemme i køkkenet eller besøge restauranter, som jeg ikke kendte til eller bare ikke har fået prøvet endnu.

Forleden interviewede jeg kokken Mikkel Karstad (artiklen er ikke online endnu) og efter at have hørt ham tale om Beirut og byens fantastiske køkken, fik jeg omgående lyst til at spise libanesisk mad.

Derfor greb jeg knoglen og bestilte take-away fra Mahalle til mig og min familie. Der var selvfølgelig godt med hummus, halloumi, fladbrød og falafel. Vi deltes om retterne og spiste kun med fingrene. Total hyggemad.

mahalle.dk

Oplev

I år er det 200 år siden, at forfatter Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij blev født, hvilket markeres i København med flere arrangementer de næste to måneder.

På torsdag er der udstillingsåbning på 'Dostojevskij i København', hvor forestillingen tager omdrejningspunkt i Dostojevskijs besøg i den danske hovedstad i 1865, hvilket blev et vendepunkt i russerens liv.

Det foregår i Det Russiske Kulturhus, og der vil være festtalere, sceniske optrædener og mere.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her