Albert Sneppen oplevede sin første følelse af eufori, da han lærte hele talrækken som barn. I dag er han 23 år og forsker i sorte huller scroll-down

Albert Sneppen oplevede sin første følelse af eufori, da han lærte hele talrækken som barn. I dag er han 23 år og forsker i sorte huller

Han har vundet guld ved Nordisk Kemiolympiade, fået optaget artikler i tidsskriftet ’The Astrophysical Journal’, og som kun 23-årig løste han en af naturvidenskabens største gåder om sorte huller. Anders Ryehauge har talt med Albert Sneppen, der har lært at åbne bogen fra den forkerte ende for at finde den rigtige løsning.

Af Anders Ryehauge
Foto: Paw Gissel
Mennesker Euroman

For tre år siden blev der taget et billede af et sort hul i universet, som blev bragt i medier over det meste af verden. Da jeg så billedet, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det egentlig var, man så på? For hvorfor drev lyset rundt om et sort hul med tyngdekraft? Det spørgsmål tænkte jeg over i to år uden at komme det nærmere. Jeg kunne aldrig løse gåden.

Det meste af sidste forår prøvede jeg forskellige ligninger af, og jeg nåede langsomt frem til noget, der lignede en pæn ligning. En aften sad jeg på taget af Regensens kollegie over for Rundetårn med en ven og prøvede at forklare hende, hvad idéen bag matematikken er. Jeg tegnede et mentalt billede på stjernehimlen, mens jeg prøvede at forklare, men jeg fejlede ret meget i forsøget, for det er sværere end som så at tegne ligninger på himlen.

Men da jeg bagefter sad på gulvet og kiggede op på lampen på mit kollegieværelse, ramte det mig pludselig. Jeg indså, hvad jeg skulle gøre for at indsætte den ene ligning i den anden og slå det rigtige led ihjel. På den måde kunne jeg få en simpel ligning ud af det svære system. For når simple ligninger gælder på svære systemer, så gælder de på alt. Hvis det passede, havde jeg bevist, at der er spejlbilleder af universet på kanten på sorte huller.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview