For tre år siden blev der taget et billede af et sort hul i universet, som blev bragt i medier over det meste af verden. Da jeg så billedet, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det egentlig var, man så på? For hvorfor drev lyset rundt om et sort hul med tyngdekraft? Det spørgsmål tænkte jeg over i to år uden at komme det nærmere. Jeg kunne aldrig løse gåden.

Det meste af sidste forår prøvede jeg forskellige ligninger af, og jeg nåede langsomt frem til noget, der lignede en pæn ligning. En aften sad jeg på taget af Regensens kollegie over for Rundetårn med en ven og prøvede at forklare hende, hvad idéen bag matematikken er. Jeg tegnede et mentalt billede på stjernehimlen, mens jeg prøvede at forklare, men jeg fejlede ret meget i forsøget, for det er sværere end som så at tegne ligninger på himlen.

Men da jeg bagefter sad på gulvet og kiggede op på lampen på mit kollegieværelse, ramte det mig pludselig. Jeg indså, hvad jeg skulle gøre for at indsætte den ene ligning i den anden og slå det rigtige led ihjel. På den måde kunne jeg få en simpel ligning ud af det svære system. For når simple ligninger gælder på svære systemer, så gælder de på alt. Hvis det passede, havde jeg bevist, at der er spejlbilleder af universet på kanten på sorte huller.