Anders Fogh Rasmussen foretrækker en solid continental breakfast, når han er på forretningsrejse

Kl. 08-10: Når vi er afsted på sådan en tur, spiser vi altid morgenmad på hotellet. Jeg foretrækker en god, solid continental breakfast med røræg, yoghurt og en enkelt pain au chocolat. 

Vi diskuterer dagens program, og hvordan min tilgang skal være til de forskellige møder. Allerede inden turen har jeg fået udleveret en tyk mappe, som mine ansatte har udarbejdet, med grundige briefinger om de mennesker, jeg skal møde, og de temaer, vi skal diskutere.

Vi, min CEO, franskmanden Fabrice Pothier, og fem andre medarbejdere, bor centralt på Tokyo Prince Hotel, ikke så langt fra regeringsbygningen. Det er valgt ud fra, at vi skal kunne køre rundt til alle møder inden for en overskuelig tidsramme.

Normalt har jeg brug for minimum syv timer søvn, men jeg vil nu helst have otte, hvis det kan lade sig gøre. Jeg foretrækker at bo på hoteller, hvor der er et fitnesscenter, som jeg så besøger tidligt om morgenen. Det er som regel styrketræning eller en tur på løbebåndet. 

Når jeg rejser så meget, som jeg gør, er det vigtigt for mig at opretholde den samme rutine, som jeg også har i dagligdagen derhjemme. Faktisk så vigtigt, at jeg, da jeg var statsminister, fik indbygget træningen i mit daglige arbejdsprogram. Det var simpelthen nødvendigt for at opretholde det energiniveau, det krævede. 

Kl. 10-12: Vi har en chauffør stående til rådighed alle de dage, vi er i Tokyo. Jeg er grundlæggende forberedt på alle møder, men jeg har mappen med mig i bilen og skimmer måske lige det vigtigste, vi skal igennem, én gang til.

Vi er afsted i forbindelse med en længere forretningsrejse rundt i Asien. Dagens første møde er med direktøren for det japanske firma Hitachi, et firma med mange forskellige aktiviteter inden for energiinfrastruktur. Det handler om den genopbygning, der på et tidspunkt skal foretages i Ukraine.

Vores erfaring er, at selvom genopbygning endnu ikke er øverst på dagsordenen, og krigen stadig er i gang, så ved vi, at dem, der tidligt viser interesse, også får en fordel, når opbygningen skal påbegyndes. 

I Japan er det yderst vigtigt, at man opbygger og plejer sine forretningsrelationer, også før der nødvendigvis skal ske noget konkret. Mødet med direktøren for Hitachi er derfor et af den slags, hvor man mærker hinanden lidt efter og langsomt bygger tillid op. 

Kl. 12-15: Direkte videre til næste møde med bestyrelsen fra firmaet Datasection. Jeg giver mit besyv med på, hvordan jeg, med min baggrund som NATO-generalsekretær, ser udviklingen inden for kunstig intelligens, og hvordan det vil påvirke den globale sikkerhed og krigsførelse.

Datasection vil opføre AI-datacentre i både Europa og USA, og det, de skal bruge min hjælp til, er at få dem etableret i Europa. Mødet er første skridt på vejen til et mindre samarbejde, som vi håber udvikler sig i fremtiden.

Vi fortsætter drøftelserne med bestyrelsen på den nærliggende restaurant Yamazato, hvor vi spiser frokost sammen. Det er et sted, de har valgt. Typisk japansk mad. Jeg tror, at man i Danmark ville kalde det sushi.

Kl. 15-16: Typisk afholder jeg forretningsmøder om formiddagen og giver interviews om eftermiddagen. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det altid er sådan. Jeg taler først med Nikkei, Japans største finansmedie, og dernæst Kyodo News, som er en bred, samfundsorienteret avis.

 Journalisterne er optaget af dels min vurdering af krigen i Ukraine, dels min vurdering af den nye amerikanske udenrigspolitiske kurs, og hvad den kan komme til at betyde for Japan. Japanerne følger krigen i Ukraine med stor opmærksomhed, for hvis USA vender ryggen til Ukraine, frygter man i Japan, at det samme vil ske for dem.

Jeg læser ikke artiklerne efterfølgende, det kan jeg jo af gode grunde ikke, når de er på japansk. Men mine mediefolk får selvfølgelig lige tingene tilsendt inden, så vi ved, at alt går rigtigt for sig.

Det er tidskrævende at holde sig opdateret i mit arbejde, men også nødvendigt. Jeg læser nyheder i dagens yderpunkter, tidligt om morgenen og sent om aftenen. The Economist og Financial Times er jeg meget glad for. Og så har jeg abonnement digitalt på Berlingske og Jyllands-Posten. 

Da jeg var statsminister, blev jeg hentet hver morgen, og så havde min chauffør købt samtlige danske aviser. Jeg læste det hele, men i dag, hvor det internationale perspektiv fylder så meget i det, jeg laver, er der simpelthen grænser for, hvor meget jeg kan overkomme på dansk.

Kl. 17.30-19: Flere møder. Først med ministeren for økonomisk sikkerhed. Vi taler om, hvordan verdens demokratier bedre kan sikre sig, nu hvor det ser ud til, at USA går på pension som verdens politibetjent. 

Vi diskuterer en idé, som jeg er ved at udvikle. Den handler om at bygge det, jeg kalder et D7 – Democracy Seven. En forening, der skal styrke verdens demokratiske samarbejde på tværs af nationer, for når USA ikke vil stå i spidsen for den frie verden, har vi brug for en samlet ledelse. Jeg synes, han tager utroligt pænt imod idéen.

Samme agenda præsenterer jeg efterfølgende for forsvarsministeren. Dette møde er med tolk. Normalt er det ikke min kop te, for jeg synes ofte, det bliver lidt tungt, men lige her fungerer det godt. Vi har en alle tiders diskussion om, hvordan vi kan forstærke samarbejdet mellem Japan og Europa, når det gælder forsvarssikkerhed.

Jeg har været i Japan tre gange tidligere. Mit første besøg var helt tilbage i 2002, da Danmark havde formandskabet for et EU-topmøde. Siden har jeg to gange været der og holdt møder med den daværende og nu afdøde premierminister, Shinzo Abe.

Den typiske asiatiske mødeopstilling er sådan, at ministeren og jeg sidder over for hinanden i nogle lænestole, og så sidder folk løbende ned langs siderne af os. Det er mig, der fører ordet, mens mine medarbejdere noterer, hvad der bliver sagt undervejs, så de kan levere referat efterfølgende.

Kl. 19-22: En af vores japanske samarbejdspartnere har bestilt bord på en restaurant ved navn KaguroSan. Vi sidder i en spisebar, og indehaveren, hans kone og hans søn står og forbereder sushien lige foran os. Jeg elsker sushi, og den fås jo ikke bedre end i Japan. 

Vi prøver at lægge dagens program lidt fra os og nyde oplevelsen. Det er ikke, fordi vi sidder og snakker om private ting, men vi vender og drejer oplevelsen og den japanske kultur.

Jeg er vant til de lange arbejdsdage, men jeg synes nu, det er meget rart at komme hjem på hotellet. Jeg nyder at komme tilbage og kunne dyrke min introverte side. Jeg har aldrig syntes, det var decideret rart at skulle stille mig frem og sige noget, men lige siden jeg gjorde det første gang i Liberal Ungdomsforening, har jeg tvunget mig selv ud i det. 

Jeg har absolut ingen aktuelle planer om gå på pension. Jeg nyder det arbejde, jeg laver, og jeg synes, det gør en stor forskel. Jeg er meget væk, men jeg kan godt lide det. Og så længe jeg har kræfterne, bliver jeg ved.