Nyt pizzeria er åbnet på Nørrebros bedste solspot

Manifesto leverer brandvarme pizzaer og iskolde øl til de spæde sommeraftener.

Nyt pizzeria er åbnet på Nørrebros bedste solspot
Offentliggjort

På et hjørne ved Nørrebroparken, der hvor Vedbækgade, Søllerødgade og Nordbanegade møder hinanden, ligger en solbeskinnet, lille plads. I de dertilhørende lokaler ligger Manifesto, der førhen husede den ene af Bar Pastas gamle restauranter. Men i september sidste år måtte de dreje nøglen om.

Hvis du troede, at du mistede et italiensk spisested på Nørrebro, kan du godt ånde lettet op. Det er nemlig intet mindre end fire venner med italienske rødder, der har overtaget. De har blot skiftet pastagaflen ud med en pizzaskærer.

Manifesto laver noget så dejligt simpelt som ’pizza tradizionale’, der har lidt mere skorpe end en ’pizza romana’, men knap så meget som en ’pizza napolitana’.

Der er ni pizzaer på menukortet, og med priser fra 95 til 125 kroner er de helt nede og konkurrere med dit tarvelige, lokale pizzeria. Dog ikke på smagen, som udkonkurrerer dem fuldstændig.

Udover pizza finder du også seks antipasti, blandt andet crostino med lardo og honning og burrata med zucchini og grillede kapers, samt en dessert.

Der er desuden godt nyt, hvis man er fra Fyn. Man kan nemlig få Albani Pilsner og Classic på fad samt hvid- og rødvin fra Vinhanen. Hvis man har fralagt sig sit fynske ophav, kan man også drikke specialøl fra Herslev Bryghus eller importeret, italiensk naturvin.

Manifesto ligger på Vedbækgade 13 og har åbent tirsdag til torsdag 16-22, fredag 16-24, lørdag 12-24 og søndag 12-22. Se, hvad vi ellers skriver om restauranter og pizza.