En aften sad Manu Sareen i hyggeligt vennelag og snakkede med gutterne, som man nu gør, når der er alkohol i blodet, og humøret er højt. Snakken blandt kammeraterne gik på, hvordan tissestrålen med årene var blevet endog meget svag. ”Intet problem,” svarede den tidligere minister for blandt andet kirke og ligestilling, og som i dag læser til sexolog samt er landsformand for ADHD-foreningen (Manu Sareen lider selv af ADHD).

”I skal bare lave jeres bækkenbundsøvelser.”

Og så fik gutterne ellers store øjne.

”Det var der, det gik op for mig, at der er så meget, vi mænd ikke ved om, hvad vi kan gøre for at modkæmpe de gener, der rammer os senere i livet. For overgangsalderen kommer før eller siden – den kan vi ikke undgå – men vi kan formindske problemerne, den medfører.”

I bogen ’Overgangen, mænd ikke taler om’ har Manu Sareen talt med læger, forskere og andre almindelige mænd, der har lidt under overgangsalderen og har besluttet sig for at gøre noget ved deres problemer. De kommer alle med gode råd relateret til diæten, søvnen og træningen, og noget, der går igen, er, hvor meget mandens testosteron-niveau har at sige om hans velvære.

”Testosteron betyder noget for, hvordan fedtet fordeler sig på kroppen, hvordan man taber sig, det betyder noget for muskelmassen, noget for ens humør, noget for energien, søvnen og libidoen og evnen til rejsning. Det giver en drift i livet, og det påvirker mange af de parametre, man helt generelt måler velvære på.

I bogen kan man læse om helt en normal mand, der i dag smører sig ind testosteron-creme for at imødekomme nogle af de problemer, overgangsalderen giver. Han gider sgu ikke acceptere at have en lav libido og få bryster, fordi han har taget på. Mænd kan godt lide bryster, bare ikke når de sidder på dem selv.”

Manu Sareen fortæller, at arbejdet med at skrive bogen har givet ham et nyt perspektiv på tilværelsen, og at den har ændret hans eget liv til det bedre:

”Jeg har fået en viden om, hvordan min krop forandrer sig, jeg har fået et sprog for at udtrykke mine gener, og jeg har fået metoder til at imødegå dem. Og de tiltag, jeg har taget, har ændret mine energi, mit udseende og styrken i mine muskler. Jeg var på vej ned ad – resigneret til en træt tilstand. Arbejdet med den her bog har ændret det hele for mig.”

’Overgangen, mænd ikke taler om’ udkom den 24. august 2023 på People’s.

Manu Sareen

(f. 1967). Uddannet socialpædagog og konfliktmægler. Tidligere minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold samt kirke, ligestilling og nordisk samarbejde. Tidligere medlem af Radikale Venstre, Alternativet og Socialdemokratiet. Nuværende landsformand for ADHD-foreningen samt coach, foredragsholder og forfatter.