Hvordan lever man bedst med at blive ældre?

”Dan Turèll sagde på et tidspunkt: ’Jovist kigger jeg stadig efter de unge kvinder, men nu er jeg også begyndt at kigge efter de ældre mænd. For at se hvilken fremtid jeg går i møde.’”

Hvornår har du været rigtig bange?

”Jeg er alvorligt bange for tendenser i den tid, vi lever i. Der er nogle strømninger, som synes ude af kontrol. Hvad værre er, er der nogle mennesker, som er rigtigt gode til at fange frygten og kanalisere den over i noget, som er endnu mere udsigtsløst. En ond cirkel, en nedadgående spiral. Hvornår rammer vi bunden, og hvordan kommer vi op igen? Spørgsmål end ikke en velvoksen sangskriver tør begive sig ud i at besvare.”

Har du nogensinde været i livsfare?

”Bandet og jeg var en gang ved at gå ned med en grønlandsk trawler i en storm, en såkaldt piteraq. En orkan, som uden varsel kommer inde fra indlandsisen med ufattelig styrke. Vi lå i mange timer underdrejet ud for Hundeisland (den grønlandske bygd Kitsissuarsuit, red.), og jeg tror, at alle nåede at gøre boet op. Vi kom mirakuløst i nødhavn. Men begivenheden sidder stadig dybt i kroppen på mig.”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Da jeg første gang erfarede, at ansvar og frihed er uløseligt forbundne. Med andre ord da jeg første gang stod med et barn i hænderne og forstod, at det var mit ansvar resten af livet. Det gav mig friheden til at smide en hel masse overflødige og uforpligtende drømme overbord.”

Hvad er dit bedste barndomsminde?

”Jeg husker en cykeltur til Hjortshøj, hvor min faster Elna og onkel Julius havde et mindre landbrug. Det var mig og min klassekammerat Preben. Der var ret langt efter datidens forhold, cyklerne var små, og benene, som skulle træde pedalerne, spinkle og byzoneagtige. Vi skulle ud og vande høns, samle æg og holde os for næsen, når onkel Julius mugede ud blandt køerne. Men vigtigst af alt: Vi skulle nå at høre top 20 i den medbragte transistorradio og krydse fingre for, at Beatles stadig lå nummer et med ’Hello, Goodbye’.”

Hvilken vigtig lære bør en far give videre til sine børn?

”At man aldrig skal give sine børn gode råd. Man skal være der og støtte op om de valg, der bliver truffet.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?

”Der er selvfølgelig mange store, eksistentielle beslutninger, som kunne trænge sig på, men jeg vil i grunden godt hæfte mig ved, at jeg på et tidligt tidspunkt besluttede mig for at gøre en uddannelse færdig. Jeg kan ikke sige, at jeg husker ret meget af, hvad jeg læste, men jeg lærte at gøre noget færdigt. Der er gode igangsættere, og så er der dårlige afsluttere. Jeg vil gerne være med til at starte noget op, og jeg vil forfærdeligt nødigt give op, før vi er i mål.”

Hvad er det bedste råd, du har fået af din far?

”Jeg fik kørekort i en ret sen alder og må nok betegne mig selv som en ivrig, men temmelig dårlig bilist. Min far, derimod, var rejsende salgsrepræsentant og som sådan en erfaren og overlegen bilist. På et tidspunkt, da han var blevet ældre, skulle jeg køre ham hjem og kom til at dreje ind på cykelstien ved Jyllands Allés runddel. Han kiggede anerkendende og en smule forbløffet på mig og sagde: ’Tro på det!’”

Steffen Brandt er født 1953 i Åbyhøj. Cand. mag. i dansk og tidligere medlem af Kliché, men mest kendt som forsanger, frontfigur, tekst- og musikskriver i bandet tv-2. Tv-2's udgivelser har solgt over to millioner eksemplarer siden debutalbummet ’Fantastiske Toyota’ i 1981. Bandet har netop udsendt sit 19. studiealbum ’Tæt trafik i Herning’.

Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?

”Det var nok dengang, min søster og jeg ringede til Frøken Klokken, som det hed, en julenat for mange år siden, hvor rumguden Orthon via sine jordiske kontakter havde annonceret, at Jorden ville gå under præcis klokken 24.00. Det var med rysten og bæven, vi konstaterede, at klokken blev 24.01 og 02 og 03 og 04, uden at profetien gik i opfyldelse. Rumguden Orthon havde valgt at udskyde jordens undergang af personlige grunde, forlød det.”

Hvad fortryder du mest?

”Fortrydelse er ret dårlig energi at bruge. Hvis der er noget, jeg skulle have gjort anderledes, hvad der helt sikkert er, vil jeg hellere rette blikket fremad og prøve at gøre det bedre en anden gang.”

Hvordan kommer man sig over en skuffelse?

”Den gode nyhed er, at det går over. Det kan tage lang tid, men det går over. Ikke af sig selv, man må gerne hjælpe lidt til. Den dårlige nyhed er, at alting på et eller andet tidspunkt, før eller siden, går over. Og man ved ikke over i hvad.”

Hvilken bog bør enhver mand have læst?

”Jeg kan anbefale John Steinbecks ’The Winter of Our Discontent’. Alene titlen. Der fås i øvrigt i SuperBrugsen i øjeblikket en vin med præcis samme navn. Så kan man sidde der og nippe til et glas vin, mens man stille og roligt glider ind i en let og ubesværet vinterdepression.”

Hvilket stykke tøj bør enhver mand eje?

"Et par knickers til pænt, som vi siger i Jylland. Og ellers skal man nok på en eller anden måde have access til en tuxedo. Hvis nu nogen en dag skulle finde på at fri."

Hvad bør mænd vide om kvinder?

”Jeg bryder mig ikke så meget om ordet bør. Det bør ikke bruges sådan i flæng. Men min fornemmelse siger mig, at kvinder ofte har adgang til helt andre dimensioner. De har en tyngde, en dybde og en intuitiv indsigt, som er ud over, hvad mænd overhovedet er i stand til at percipere. Til gengæld er vi sikkert bedre til noget andet. Kan ikke lige på stående fod komme i tanke om hvad.”

Hvilken egenskab sætter du pris på hos kvinder?

”Mange kvinder har en humor, som er noget mere raffineret end min mere bagtunge og ufremkommelige af slagsen.”

Hvad er hemmeligheden bag et godt ægteskab?

”Søren Kierkegaard siger et sted: ’Gift dig, og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil fortryde det’. Så klart og tydeligt taler en af vores største filosoffer. Så jeg tør da godt byde ind med et mere jævnt, muntert og virksomt råd: Kærligheden overvinder alt.”

20170905-005235-pf_60Mb.jpg