Lider du af politikerlede? Vi har mødt 11 potentielle folketingsdebutanter scroll-down

Lider du af politikerlede? Vi har mødt 11 potentielle folketingsdebutanter

Danskerne er dødtrætte af politikerne på Christiansborg. I hvert fald, hvis man kigger på troværdighedsmålingerne, hvor de folkevalgte ligger på en ubehjælpelig sidsteplads over de mest troværdige faggrupper herhjemme. De sidste måneder har vi derfor besøgt 11 kandidater fra det virkelige liv. Mød dem her.

Af Magnus Kraft
Foto: Valdemar Ren
Politik Euroman

Lars-Christian Brask, Liberal Alliance

Opstillet i Sjællands Storkreds

”Det er et faktum, at der mangler folkevalgte med erfaring fra det private erhvervsliv. Der behøver du ikke engang min emotionelle vurdering. Der er så begrænset erhvervserfaring i Folketinget.

De, der er ansat i det private erhvervsliv, står for hovedparten af skatteindtægterne. Det er ikke helt irrelevant, hvordan man behandler de organisationer, der skaber de job og ansætter de folk, der betaler til velfærden.

Derfor synes jeg, måske lidt egoistisk, at det er meget relevant, at sådan en som mig kommer i Folketinget.”

Læs hele interviewet her.

Thomas Rohden, Radikale Venstre

Opstillet i Københavns Storkreds

”Jeg har besluttet mig for at gå planken ud. PET fortæller mig, hvor jeg ikke må rejse hen, fordi Kina vil have mig udleveret.

Det er heller ingen hemmelighed, at jeg har arbejdet for folk i mit civile hverv, hvor jeg har fået at vide, at den og den virksomhed, jeg har kendt en direktør fra, ikke vil associeres med mig i offentligheden. Så jeg ved godt, at mine karriemuligheder er væsentligt indskrænkede. Jeg kan nok ikke få et job i Danfoss. Og det er bare sådan, det er, det har jeg ikke fortrudt.

Og det er også min opfattelse, at mange af mine vælgere godt kan lide, at jeg bevarer mine værdier i de her sager.”

Læs hele interviewet her.

Majbritt Birkholm, Dansk Folkeparti

Opstillet i Vestjyllands Storkreds

 ”Jeg har kørt patruljevogn i mange år og set mange triste skæbner. Det, jeg arbejder med nu, er rockere og bander, og der ser jeg jo bare, at vi har et kæmpe problem med vores velfærdssystem, der bliver udnyttet. De snyder og bedrager med det. Det kan jeg virkelig blive harm over.

At det sker, mens vi har nogle på plejehjem, der ikke kan få en værdig ældrepleje. Så det vil jeg bruge min erfaring til at italesætte. Jeg tror, vi kunne spare rigtig mange penge, hvis vi begynder at kigge på det.

Det er det samme med betingede udvisninger: De sidder jo og griner, fordi de har fire eller fem betingede udvisninger og tænker, at danskerne gør alligevel ikke noget ved det. Og det har de faktisk ret i.”

 Læs hele interviewet her.

Frederik Bloch Münster, De Konservative

Opstillet i Sydjyllands Storkreds

 ”Når det kommer til køn, skal vi tro på, hvad videnskaben siger. Og den siger, at du kan have to X-kromosomer, du kan have et X- og et Y-kromosom, og så er der Klinefelter-syndrom, hvor man, så vidt jeg husker, ligner en mand, men dine haploide sædceller virker ikke.

Der er også en fjerde mulighed, som jeg ikke kan huske. Jeg er ligeglad med, om du føler dig non-binær, det skal du have fuldstændig have lov til, og hvis du kommer til mig i morgen og siger, at nu hedder jeg ikke Magnus, men Martine, så vil jeg respektere det og kalde dig Martine.

Men det der med, at vi skal indføre nye pronominer og den slags, det, synes jeg, er skørt. Der er forskel på at have frihed og at bede staten om at indføre lovgivning, der fx obligerer dig til at blive kaldt de/dem. Jeg troede, det var gammeldags at være Des med folk. Nu er det pludselig venstrefløjen, der vil være Des.”

Læs hele interviewet her.

Linea Søgaard-Lidell, Venstre

Opstillet i Københavns Storkreds

”Jeg er tit megafrustreret over, at jeg skal kæmpe for nogle af de grønne dagsordener. Men nu er det så også det, der lægger mig allermest på sinde, og jeg tror da, at mange af mine kollegaer, som har andre dagsordener, kan have samme frustration.

Sådan er det jo hos os: Vi diskuterer tingene seriøst, og det betyder også, at vi indimellem ser forskelligt på det, sådan er det at være et stort parti, bare vi finder et fælles ståsted. Det gjorde vi så ikke i forhold til naturgassen i EU, der stemte vi i øst og vest, og det var jeg rigtig ærgerlig over.”

Læs hele interviewet her.

Serdal Benli, SF

Opstillet i Københavns Omegns Storkreds

”Jeg mener ikke, at vi løser problemet med muslimske tørklæder med et forbud. Tværtimod tror jeg, at vi kommer til at skubbe en masse mennesker hen i armene på radikale fanatikere. Og vi skubber nogle af de her mennesker væk fra det danske fællesskab, som de gerne skulle begå sig i. Om det så er ude på en skole eller en arbejdsplads.

Dermed ikke sagt, at jeg mener, at tørklædet er et frihedssymbol. For grundlæggende ligger der en kønsmoral i tørklædet, som jeg ikke bryder mig om. Man seksualiserer kvinderne, når de skal gå rundt med hovedbeklædning, og det er obskurt. Men jeg mener grundlæggende ikke, at der forskel på at påtvinge en kvinde at gå med tørklæde og at fratvinge en kvinde at gå med tørklæde.”

Læs hele interviewet her.

Jon Stephensen, Moderaterne

Opstillet i København Storkreds

”Jeg vil godt gå så langt som til at sige, at jeg er den røde moderat. Ikke den røde pirat, ha ha. Der er nok også andre, der vil betragte sig som lidt rødere end resten. Men jeg er nok til den røde side. Det betyder jo ikke, at jeg ikke står bag partilinjen. Ethvert parti har selvfølgelig diskussioner, og jeg står meget fast på, at uligheden ikke må øges i det her land.”

Læs hele interviewet her.

Leila Stockmarr, Enhedslisten

Opstillet i København Storkreds

”Jeg stiller ubetinget op på grund af klimakrisen. Det er mit personlige drive, at jeg er sindssygt bange for vores fremtid. Jeg har to små børn, og jeg ligger vågen om natten og tænker på, hvordan deres fremtid bliver.

Jeg er dybt frustreret over, hvor lidt der sker herinde på Christiansborg, så jeg går til valg på en radikal klimadagsorden, og jeg går nok også lidt længere end andre her i partiet. Og jeg har taget langt tilløb til det, jeg er 40 år, så det er ikke en beslutning, der er blevet truffet over natten.”

Læs hele interviewet her.

Ulrik Knudsen, Danmarksdemokraterne

Opstillet i Østjyllands Storkreds

”Jeg har nogle eksempler på debatter, der fylder meget i offentlige, men hvis du går ned i Brugsen her i Hinnerup og spørger, hvad der fylder for dem, ville de aldrig nævne dem:

Det har været debatteret, om man må synge, at den danske sang er en ung blond pige. Juridisk kønsskifte snakker vi meget om – fuldstændig hul i hovedet debat. Udklædning til universitetsfester – må man være mexicaner til en fest? Kan det støde nogen? Hvor mange køn er der?

I en af partilederdebatterne blev der brugt 10 minutter på at klarlægge, om partilederne havde kødfri dage derhjemme. Kageperson eller kagemand? Må det hedde Kæmpe Eskimo? Jeg synes, det er meget langt fra virkeligheden.”

Læs hele interviewet her.

Mikkel Bjørn, Nye Borgerlige

Opstillet i Fyns Storkreds

 ”Jeg skal være ærlig at sige, at den eneste grund til, jeg er på Twitter, det er, fordi det er der, journalisterne er.

Jeg kan skrive nok så meget på Facebook, det gjorde jeg for nylig, og det fik næsten tusind likes. Ingen journalister reagerede på det. Så skrev jeg et opslag på Twitter med 20 reaktioner, og så ringer journalisterne og vil høre, hvad det går ud på. Der er en skævhed i forhold til, hvor journalisterne er repræsenterede.”

 Læs hele interviewet her.

Fie Hækkerup, Socialdemokratiet

Opstillet i Nordsjællands Storkreds

”Jeg har det sådan her: Når min far brugte, og jeg nu også bruger, nærmest alle sine vågne timer på at prædike de socialdemokratiske værdier til alle mulige andre, så ville det da være underligt, når man kom hjem til sine børn og så dem en gang imellem, at man ikke gav de værdier videre til de mennesker, der er de allervigtigste for én.”

Læs hele interviewet her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg og Valg