Hvad har været betingelserne for bogen?
”Der har ikke været nogle betingelser. Jeg havde et møde med Åge Hareide og DBU's kommunikationsafdeling i begyndelsen af 2016, hvor jeg præsenterede min idé om at følge Hareides opbygning af landsholdet over en årrække. De synes, at det var en god idé, og derfra har jeg ansøgt om interview og reportagemuligheder på samme måde som alle andre journalister, men nok med en større frekvens.”
Var der noget, du ikke måtte spørge om eller være en del af?
”Bogen er ikke en officiel DBU-udgivelse, så unionen har ikke kunnet præge den redaktionelle linje, og de har heller ikke forsøgt at påvirke de spørgsmål, jeg har villet stille aktørerne. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke har fået nej til visse forespørgsler – for eksempel om at være fluen på væggen til et taktikmøde eller i omklædningsrummet efter en kamp. Spillerne og staben har insisteret på at beholde deres uforstyrrede zoner.”
Hvad var det for et landshold, du mødte i 2015, og hvor står de i dag?
”Det var et slagent hold, jeg mødte. Holdet havde netop tabt playoff-kampene til Sverige om kvalifikation til EM i 2016 og dermed misset sin anden slutrunde i træk. Det var også en slidt gruppe, for i takt med at resultaterne udeblev, svækkedes landsholdets renommé i befolkningen, ligesom landstræner Morten Olsen og visse af nøglespillernes forhold til DBU var ret anstrengt. Omvendt stod flere sultne spillere klar til at indtage større roller, da holdet skulle genopbygges - eksempelvis Kasper Schmeichel og Thomas Delaney.
Åge Hareide var fra start dygtig til at give plads til holdets nye ledere, og den tydelige spillerinvolvering har været med til at skabe en trup i trivsel. Holdet kom også i større og større sportslig trivsel, men selv med ottendedelsfinalen til VM i 2018 brændte landsholdet ikke igennem i befolkningen – dertil var det spillemæssige udtryk for endimensionelt og kedeligt.”
Hvilket udfald er du mest overrasket over? Fx en spiller, som ikke blev en så stor del af landsholdet, som du forventede i 2015?
”Det er et gennemgående drama i fortællingen, at Åge Hareide er i konflikt med sin arbejdsgiver - DBU - fra nærmest år ét. I den første tid handler det om, hvad han betegner som unionens manglende opbakning - faciliteter, planlægning, interesse - og i den sidste tid handler det om konflikten med fodbolddirektør Peter Møller, efter at unionen på Møllers foranledning har valgt Kasper Hjulmand til at føre projektet videre.
Hareide giver den i bogen fuld gas på den første del af konflikten, ligesom han også skruer op for den sidste konflikt med en række skærpede udtalelser om både Møller og DBU. Hareide var reelt i krig med sine omgivelser fra start til slut, og det, tror jeg, vil overraske de fleste. DBU endte i mere eller mindre åben krig med den trænerprofil, de havde håndplukket til at skabe ro på de indre linjer og stærkere relationer til den danske befolkning.
