Kristian Fæste er tidligere fodboldspiller og er nu fotograf for blandt andet Euroman.
Foto: Peter Klint

Livet efter fodboldkarrieren: "Jeg var tom, identitetsløs og ikke tilstedeværende"

Hvem er du egentlig, når du ikke længere er professionel fodboldspiller? Kristian Fæste blev fodboldinvalid og fik en stor tomhedsfølelse. Han skulle bruge lang tid på at finde sin nye identitet. I dag er han en talentfuld fotograf og kan mærke sig selv igen.

Kristian Fæste er ikke længere professionel fodboldspiller.

I starten var det fedt. Han kunne pludselig sige ja, når vennerne skrev og inviterede på byture eller kunne bruge sine søndag eftermiddage på at tage til familiefødselsdage fremfor at spille kamp.

”Som fodboldspiller har du masser af fritid, men du har ikke frihed."

Presset og angsten for at præstere var også væk. Smerterne i skulderen, der gjorde målmanden fodboldinvalid, var blevet mindre. Han oplevede en 'high', som han selv forklarer det.

Men så kom hverdagen. Og en følelse af tomhed fulgte med.

Hvem var han egentlig, når han ikke længere kunne kalde sig for fodboldspiller? Hvad skulle han bruge fremtiden på? Og mest akut; Hvordan fik han skrabet penge sammen til at betale næste husleje?

En identitetskrise ramte den 1,97 meter høje østjyde, der er noteret for seks U21-landskampe for Danmark, hvor han på et tidspunkt holdt Frederik Rønnow på bænken.

”Jeg var tom, identitetsløs, trist og ikke tilstedeværende. Jeg kunne sidde i en forsamling og kigge ned i mobilen i flere timer uden at sige noget til nogen. Jeg var mega bange for, at folk ville spørge ind til mig og lukkede mig derfor selv inde. Jeg undgik enhver form for øjenkontakt, for ellers skulle jeg til at tale om, hvad jeg lavede nu.”

Kristian Fæstes historie beskriver godt, hvordan nogle fodboldspillere kan kæmpe med overgangen fra et ekstremt krævende elitemiljø til at leve et helt almindeligt liv. Og så er den også et eksempel på, hvorfor det er svært at tale om følelser og depression i et machopræget omklædningsrum, hvor du kun vil fremstå som helt og slet ikke som svag.

Foto: Peter Klint

Tv-kameraet zoomer ind på reserven Kristian Fæste ude på bænken, da Silkeborg IF er bagud 0-3 til FC Midtjylland i en Superliga-kamp i slutningen af juli 2016. Fæste, der er skiftet til Silkeborg nogle uger forinden fra Vejle BK, fornemmer godt, at han er i fokus på storskærmen. Men han spiller cool og kigger ned i jorden.

"Jeg vil ikke udstille min konkurrent."

Førstevalget i Silkeborg-buret Thomas Nørgaard har droppet to gange i kampen, og sammen med klubben har han i forvejen fået en skidt start på sæsonen. Derfor er det heller ikke så underligt, at kommentatoren i fjernsynet siger følgende, da kameraet har Fæste i fokus:

"Det kan da godt være, at der snart skal skiftes ud på den plads."

Ad omveje har Fæste flere gange fået at vide, at han stod til at få chancen som målmand i den efterfølgende kamp mod Lyngby BK. Men den høje keeper bliver aldrig noteret for sin debut i klubben.

Dagen efter nederlaget til FCM er der mandagstræning, hvor alle reserverne fra weekendens kamp vil vise træneren, at det var en fejl, at de ikke spillede. Der bliver gået til den, og ingen holder igen med tacklingerne. Fæste er på vej ud for at bokse en lang bold væk fra sit felt, da en medspiller kommer ind fra siden og rammer ham, så skulderen giver en klik-lyd. Han lander også hårdt ned på den, men det er mere stødet, der gør, at skulderen går ud af led og ødelægger menisk og noget af ledlæben hos Fæste.

Skaden skal vise at få store konsekvenser for keeperens karriere.

Han har kun underskrevet en kontrakt med Silkeborg, der gælder i seks måneder. Det er lidt af et sats, for det er ikke lang tid, han har til at vippe Thomas Nørgaard af pinden som førstevalg. Og med en skadet skulder får han ikke mulighed for at spille sig til en ny kontrakt. Det kickstarter en mindre depression.

Fæste her i aktion for Vejle BK i en pokalkamp mod FC Nordsjælland tilbage i 2010. Foto: Getty Images

Kristian Fæste kan ikke holde til mere.

Efter at have konstateret, at det stadig gør alt for ondt i den skadesplagede skulder til at gøre comeback, bliver han liggende i græsset til en træning i oktober 2016.

"Det er virkelig sjældent, at vi fodboldspillere tuder foran hinanden ude på træningsbanen, men jeg er knækket psykisk."

Tårerne stormer frem hos målmanden, der har været fanget i et skadeshelvede på fire måneder og fortsat ikke mærker nogen form for fremgang, selv om lægerne sagde, at han blot skulle give skulderen hvile i to-tre uger.

Som skadet fodboldspiller går du til venstre og dine holdkammerater til højre, når I forlader omklædningsrummet. Du er alene og herre over dit eget skadesforløb. Du er derfor ikke en del af de ting, som resten af spillerne snakker om. Kristian Fæste føler sig udenfor. Han er træt af at gå til venstre.

En målmandstræner opdager Silkeborg-spillerens sammenbrud og opfordrer ham til at gå ind for at komme sig. Her møder han fysioterapeuten, som spørger, hvad der er galt? Han ryster på hovedet.

"Jeg kan ikke mere. Jeg kan simpelthen ikke mere. Der bliver nødt til at ske et eller andet radikalt, for jeg har det ikke godt. Jeg har det ikke godt oppe i hovedet, og min krop har det elendigt. Jeg tror, at det er første gang, at det går op for klubben, at der er noget med mig, som ikke er, som det skal være.”

Skaden påvirker også Fæstes privatliv.

”Min daværende kæreste siger til mig: ’Kristian, du render rundt i din egen verden. Du er ikke længere glad og smiler aldrig. Jeg kan ikke rigtig kende dig mere’. Det var vildt mærkeligt at få at vide, for det var slet ikke sådan, jeg ser mig selv som person."

Men Fæste må give hende ret. For ham hænger fodbolden og privatlivet sammen og har indvirkning på, hvordan han spiller. Der findes mange spillere, der er gode til at separere de to ting fra hinanden. Men Fæste har altid taget fodbolden med hjem.

Efter kærestens konfrontering lægger han også mærke til, at han får det fysisk dårligt så snart, at han nærmer sig klubhuset i Silkeborg.

"Jeg fik kvalme og ondt i maven. Jeg var så stresset og tror den dag i dag, at jeg havde en depression. Angsten hev så meget i mig. Angsten for ikke at kunne fortsætte og miste alt det, som jeg havde bygget op, siden jeg var 15 år.”

Kan man snakke om angst med sine holdkammerater?

”Nej, det følte jeg i hvert fald ikke, at jeg kunne. Fodboldmiljøet er meget machopræget, og det er tabubelagt at tale om angst og andre ting, der gør dig svag i deres øjne. Jeg håber, at det en dag bliver muligt at tale om i omklædningsrummet."

"Eller at det i det mindste bliver mere accepteret at tale med fodboldpsykologer. Jeg ved, at der er mange flere spillere, end man tror, som går til fodboldpsykolog, for de kæmper med et eller andet. Jeg var selv for længe om at gå til psykolog, for jeg havde en holdning om, at jeg var professionel nok til at styre mit eget hoved. Set i bakspejlet var det den største fejl, jeg har begået. Jeg kunne bedre have styret min angst for ikke at præstere, hvis jeg havde haft en at tale med det om.”

Hvorfor sagde du ikke lige i omklædningsrummet: ’Hey gutter, hvis jeg virker lidt sur eller følsom, så er det, fordi jeg…’?

”Jeg tror, at de ville sige, at det var fair nok, men der ville sgu ikke blive taget hensyn til det. Det er glemt, så snart I går ud på træningsbanen. Jeg ville heller ikke være dén, som du skulle tage ekstra hensyn til, for det selvbillede passer ikke i fodboldkulturen. Når jeg sidder og ser fodbold i fjernsynet med mine kammerater, oplever de tit og ofte fodboldspillere som helte, og en helt har ikke svagheder."

"Jeg tror egentlig også, at et fodboldhold har brug for at udskille dem, som måske har brug for at tale om tingene. Dem, som kan lukke af, præsterer allerbedst.” 

Da skulderen ikke bliver bedre, og Fæste har udsigt til at gennemgå en operation, der vil holde ham ude fra banen yderligere flere måneder, bliver han kaldt ind til et møde hos cheftræneren Peter Sørensens kontor i november. Det er to måneder før kontraktudløb.

Sørensen siger det til ham, som det er:

"Ja, Fæste, som du nok kan se, kan vi ikke forlænge med en skadet spiller. Du er en god fyr, og vi vil også gerne give dig fri, men din aftale lader vi udløbe.”

Fæste er ikke overrasket og heller ikke bitter på klubben.

”Jeg er en meget realistisk person, og jeg forstår udmærket godt spillets regler og præmisser i fodboldverdenen; Du får ingen aftale, hvis du er skadet. Når du er skadet, tilfører du ingen værdi, du er en udgift. Det er barskt, men det er faktisk også sådan, jeg selv ser på det."

”Derfor har jeg fuld forståelse for Silkeborgs valg om ikke at forlænge mig. På det tidspunkt havde jeg så mange andre ting at se til med mit eget helbred, at det fyldte mere hos mig.”

Sørensen giver ham lov til at holde fri i tre uger. Målmanden har ikke lige brug for at komme ud til klubben og se på de andre holdkammerater træne. Det havde bare knækket ham endnu mere, forklarer han.

13. december 2016 er dagen, hvor Fæste, der lige er blevet opereret, melder sit karrierestop ud officielt. Han må opgive kampen med skulderskaden. 26 år er han, da han stiller støvlerne på hylden.

”Jeg sagde til mig selv, at jeg er så træt af det her og ville ud af fodbolden."

Men tomheden viser sig at være meget værre efter karrierestoppet end under selve skadesforløbet.

"Jeg gik fra at være en fodboldspiller, hvilket i manges øjne var mega sejt, til pludselig ikke at rende og lave noget. Det var ikke særligt sjovt. Mit eget selvbillede røg ad pommern til, fordi du føler jo også selv, at du er en del af en cool verden. Jeg havde altid drømt om at være fodboldspiller."

En psykolog fortæller ham, at vi mennesker har mange forskellige personligheder alt efter, hvilke kontekster vi er i. På arbejdet, blandt vennerne og som kæreste. Vi bygger løbende nogle karaktertræk, dialoger og ansigter op. Men Fæste havde kun én personlighed. Fodboldspilleren. Han var både ham privat og på arbejdet.

”Når du så mister det, så står du der, og der er ikke brug for den personlighed mere. Alle de andre personligheder, som jeg har holdt nede i så mange år, tænker 'fuck, fuck, fuck'. Det gør dig handlingslammet. Du står med en tom følelse inde i hovedet, og den bliver bare ikke fyldt ud med det samme. De andre personligheder skal ligesom finde ud af, hvordan de får overtaget det her, og der kan jeg huske, at jeg i månederne efter mit karrierestop ikke vidste, hvad jeg skulle være. Jeg vågnede op om morgenen og var tom indeni. Alt var ligegyldigt.”

Han får faktisk et job som sælger i en håndboldklub, og selv om det var nogle gode mennesker, som ville ham det bedste, var jobbet det forkerte for ham. Han bliver fyret i løbet af foråret 2017, da de skal spare penge.

De næste par måneder låner han penge af forældrene til at betale huslejen. Det er også forældrene, han betror sig til under en tur i deres sommerhus nolge måneder senere.

"Min far og mor har altid lidt været mine kammerater. Jeg er vokset op med, at vi har kunnet sidde ved middagsbordet og tale om tingene. Jeg fortæller dem, at jeg fandme ikke er glad i øjeblikket, har ingen penge og ikke ved, hvad jeg skal gøre. Min far spørger mig, hvad der vil gøre mig ’instant happy’'?"

"Jeg svarer, at så skulle jeg tage ud og rejse, for det har altid gjort mig glad. Men jeg er arbejdsløs og skylder dem allerede penge."

"Det skal du ikke tænke på. Vi vil gerne sponsorere en tur. Sig, hvor du gerne vil hen, og så låner vi dig pengene," siger faren.

Valget falder på Bali.

Han tager derned med en rygsæk og låner et kamera af sin søster til turen. Han har ikke planlagt så meget, men vil bare vandre rundt i tre uger og se, hvad den indonesiske ø har at byde på af flot natur. Med sig har han også en notesbog, hvor han skriver tanker om, hvad han skal bruge fremtiden på, når han kommer hjem.

Mens han er på Bali, skriver Fæste egentlig mest om, at han vil starte sit eget streetwear-mærke og designe tøj i økologisk bomuld.

"Men da jeg kommer hjem igen, kan jeg mærke, at det slet ikke var dét, som rykkede. Det var noget andet, og det var at tage billeder."

”Det var ikke sådan, at jeg tog til Bali og fik det hele vendt, jeg var stadig på bagkant af min krise, men det gav mig nogle ideer om, hvad jeg kunne bruge mit liv på. Jeg besluttede mig for på rejsen, at jeg resten af mit liv kun skal gøre ting, som jeg reelt har lyst til, og som jeg synes er super sjovt, og det skal også indgå i mit arbejde.”

Han begynder at arbejde som pædagogmedhjælper, og i fritiden tager han en masse billeder af venner og folk fra netværket. Han nørder det at tage billeder helt vildt og ser en masse videoer på YouTube for at lære teknikker og indstillinger til kameraet.

"I børnehaven fik jeg vendt mit humør til det positive. De unger gjorde sgu bare et eller andet. Der kom ro mentalt og økonomisk, og det gav mig modet til at starte egen virksomhed op."

Det sidste halvandet år har Fæste kunnet leve som fotograf. Han tager blandt andet billeder for en virksomhed i Aarhus på deltid og er derudover fotograf for en række andre medier og magasiner - heriblandt Euroman.

"Som fotograf kan jeg mærke mig selv igen. Jeg oplever en tilsvarende adrenalin, som da jeg spillede fodbold. Forskellen er bare, at jeg ikke har samme frygt for at præstere, for jeg bliver ikke målt og vejret på samme måde. Som fotograf skaber jeg en intimitet med et emne og mig selv, og der er ikke nogen tilskuere, som sidder og råber alt muligt efter mig. Her har min handling ikke katastrofale konsekvenser, for jeg kan bare gøre det om fem minutter senere og tage et nyt billede. Jeg har tid og sted og mere rum til at præstere. Det har sat en dæmper på min angst."

"Det som, jeg tager med fra fodbolden, er, at jeg vil gøre mit bedste altid. Jeg vil lære og udvikle mig, så jeg bliver så god som mulig. Jeg har det sådan, at hvis jeg på halvandet år kan leve af at tage billeder, så kan jeg fandme nå langt."

Savner du fodbolden i dag?

”Jeg savner hyggen i omklædningsrummet, men jeg savner ikke kamp hver weekend eller træningen i hverdagene. Jeg savner ikke at føle, at jeg skal præstere hver dag.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Portræt, Foto og Interview