Det er ikke kun over Gudhjem, at solen skinner. I et tidligere autoværksteds rustikke lokaler på Tåsinge, i smørhullet mellem Svendborg og Langeland, brygger det familiedrevne mikrobryggeri Svendborgsund Bryghus på en øl, der sagtens kunne gå hen og blive en solbeskinnet klassiker.

I en fusion af den klassiske hvedeøl og en pale ale – tilsat frisk hyldeblomst og den syrlige humlearoma citra – har de skabt øllen Sol over Sundet.

Idéen til den frisksmagende humlebryg opstod i bestræbelserne på at skabe en øl med det bedste fra både den lyse ale og hvedeøllen.

”Da vi begyndte at brygge i 2018, fandt vi ud af, at mange af vores kunder havde en forudindtaget idé om, at hvedeøl var noget, man fik i Sydtyskland, og som man blev oppustet af. For at gå en anden vej prøvede jeg at tilføre hyldeblomst og lidt citra,” siger Bo Abelgren Ehlers, der er brygger og medejer af Svendborgsund Bryghus.

Resultatet blev en økologisk øl, som er frisk uden at være bitter. Alligevel henledes tankerne til en pale ale på grund af de friske elementer, som hyldeblomsten og citraen tilfører.

Det er ikke uden grund, at den er blevet lidt af en darling blandt bryggeriets kunder.

Sol over Sundet går godt sammen med fisk og skaldyr på grund af den lette og florale smag, fortæller Bo Abelgren Ehlers. Af samme grund egner øllen sig også godt til de mindre tunge forretter.

Med foråret lurende lige om hjørnet passer Sol over Sundet som fod i hose til de lysere og lunere tider, der venter efter de mørke vintermåneder. Hvis sy’fynsk lune skulle have en smag, er dette bestemt ikke et dårligt bud.

Sol over Sundet, 32 kr. hos Svendborgsund Bryghus.

sundbryg.dk