Poul-Erik Høyer har fået Parkinsons og er blevet skilt. Her fortæller han om sit liv, der er totalt forandret
Da den tidligere badmintonstjerne Poul-Erik Høyer fik konstateret Parkinsons, tog hans liv en helt ny drejning. Her fortæller han om at opleve hverdagen stærkt, fordi han godt ved, at det hele på et tidspunkt bliver værre.
JEG KAN HUSKE, at jeg sad ved min computer. Det var i 2015. På mærkelig vis kom jeg til at trykke på escape-tasten to gange. Det var ikke noget, jeg gjorde normalt. Men så skete det igen. Og igen.
Til sidst tænkte jeg: Det her, det er ikke godt. Jeg tog derfor på Bispebjerg for at få tjekket min hjerne. Da undersøgelsen var færdig, kom den kvindelige professor ud og sagde: Der er ingen tvivl. Det er Parkinsons.
MIN FAR HAVDE også haft Parkinsons, så da det skete – da jeg blev ved med at trykke to gange på den tast – fik jeg med det samme bange anelser. Jeg var sådan set klar på, at nu var det sket. Nu havde det også ramt mig.
BAGEFTER, INDE PÅ Bispebjerg, føltes det meget mærkeligt at gå ned til min bil. Det var godt vejr, kan jeg huske. Der var påskeliljer. Jeg tænkte på, at nu var det forår, og så skulle jeg jo ikke have sådan en efterårsoplevelse.