JEG HUSKER DAGEN tydeligt. Lørdag d. 30. november 2024. Vi havde været
til jazzkoncert inde i byen. Ja, det var vel nok den første koncert, vi
nogensinde havde været til sammen. Altså bare ham og mig.
Luften er kold, da vi forlader
koncertsalen. Det er aften, temperaturen er omkring frysepunktet, og med
skuldrene trukket godt op om ørene, bevæger vi os mod den lille restaurant på
hjørnet nogle gader væk.
Jeg er lidt højere, men vi går i præcis samme pace og
har identisk kropsholdning. Rank ryg og raske skridt. Nogle siger, vi ligner
hinanden. Især når vi smiler.
Ti minutters rask trav, hvor vi
snakker løst og fast. Alt er, som det plejer, og stemningen er god, men når vi
er alene, er der altid et element af noget akavet. Noget usagt. Sådan har det
altid været.
Foran den lille restaurant stopper
vi op. Vi er tidligt på den, og der er propfyldt, så vi bliver bedt om at vente
udenfor, til bordet er klart. Der bliver stille. Jeg tager luft ind. Samler
mig. Og så spørger jeg:
”Far, hvorfor snakker vi aldrig om noget?”
VI STÅR UDENFOR i kulden. I stilhed venter jeg på svar. Et svar fra
den mand der har haft den absolut størst indflydelse på mit liv. En mand der,
selv uden ord, har formet mig til den, jeg er i dag. På godt og ondt. Men som
vi står her overfor hinanden, rammer den mig igen. Den her akavede følelse.
Følelsen af at stå overfor noget fremmed.
Min far har sikret mig en tryg
opvækst. Han har givet mig en barndom med økonomisk stabilitet. Han har købt de
ting, jeg ønskede mig til min fødselsdag, og han har lært mig at tage ansvar.
At være venlig. At være ordentlig. Han har været en stærk rollemodel.
Men han var der bare aldrig.
Min far arbejdede meget, men selv
når han var hjemme, var han der ikke rigtigt. Hans krop var der, men hans
tanker var på kontoret. Så naturligt udviklede jeg en tættere relation til min
mor. Hun var der. Fysisk og mentalt. Hende kunne jeg snakke med.
Og misforstå mig ikke. Jeg elsker
min far. Men jeg kender ham ikke. Ikke sådan rigtigt.
Det, jeg dog ved, er, at alle kan
lide min far. Selv i dag mindes jeg ikke at have mødt nogen, der ikke synes,
han er en fin fyr. Måske er det, fordi der ikke er nogen, der kender ham.
Altså ikke sådan rigtigt.
UBEVIDST HAR MIN far fodret mig med en sygelig trang til succes. Min
far var altid velklædt om morgenen, når han kørte på arbejde. Og de gange, jeg
besøgte ham, blev jeg altid overvældet af udsigten fra hans kontor. Sådan et
kontor ville jeg også have.
I de sidste ti år har jeg haft
skyklapper på og foden sparket så hårdt ned på speederen, at jeg nærmest får
kvalme af at tænke på det. Jeg ville have succes. Jeg ville være bedre end min
far. Jeg ville tjene flere penge. Jeg ville have mere anerkendelse. Jeg ville
bare have mere…
Siden 2015 har jeg langsomt men
sikkert isoleret mig selv. I hverdagen havde jeg en regel om aldrig at have
nogen aftaler. Mine skyhøje ambitioner på arbejdet gjorde, at jeg kun så mine
venner, når vi drak os fra sans og samling om fredagen. Ugens højdepunkt. Jeg
var til stede de første par øl, men derefter var festen min egen.
Lørdag og søndag blev brugt på at
pleje tømmermænd og have ondt af mig selv. Mandag og tirsdag kom jeg så småt på
benene. Onsdag kunne jeg måske tage op at træne. Torsdag glædede jeg mig til
fredag. Og det var mit liv indtil for blot et års tid siden.
Jo flere penge jeg tjente, jo mere
ansvar jeg fik, des mere meningsløst føltes det.
Prisen for succes er tårnhøj. I
hvert fald den succes, der kan måles i størrelsen på dit hjørnekontor.
Den pris har min far betalt, og
hvis jeg økonomisk skal bare op i nærheden af ham, så kommer det til at kræve
alt, jeg har. Ultimativt vil det koste mig kærligheden. Min kone. Og forholdet
til vores fremtidige børn.
Så jeg sagde op.
SPOL TIDEN FREM. Vi er i maj måned, træerne er sprunget ud langs
alléen, og jeg mærker, hvordan sommeren står på spring. Jeg har været uden job
i et halvt år. Det har været fucking hårdt, hvis jeg skal være ærlig. At sige
farvel til alt det, man har bygget op gennem ti år, er virkelig svært. Men jeg
er taknemmelig for, at jeg turde gøre det.
Jeg har brugt meget af tiden på at
opbygge mine relationer. Forholdet til min mor, min bror, min søster, mine
venner - og især min far.
Spørgsmålet, jeg stillede ham den aften i november, blev startskuddet på et
nyt forhold. Begge har vi åbnet op. Delt svære
ting. Og gode ting. Min far har delt historier fra sin barndom, der giver mig
perspektiv. Historier, der gør, at jeg bedre kan forstå ham – og på den måde
bedre forstå mig selv.
Vi ses oftere nu. Vel en gang om
ugen. Nogle gange også bare os to. Den akavede stemning er væk, sådan da. Den
slipper vi nok aldrig helt for.
Om to måneder skal jeg selv være
far. Til en dreng.
Mon han bliver lidt højere end mig?
Mon vi kommer til at gå i samme pace og have identisk kropsholdning. Rank ryg
og raske skridt. Mon nogle vil sige, at vi ligner hinanden, når vi smiler?
Jeg glæder mig enormt meget. Og
samtidig er jeg så bange for at gøre noget forkert. Men det er nok uundgåeligt.
En ting er sikkert. Jeg lover min
søn, at jeg gør det bedste, jeg kan.
Det ved jeg, at min far har gjort.
