Restauranterne har snart et problem. René Redzepi har (måske) svaret

Der er en generel bekymring for, om vi er gode nok til at uddanne det næste kuld af kokke og tjenere til at være i en branche, der ikke just er berømt for gode vilkår, skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i denne leder.

Restauranterne har snart et problem. René Redzepi har (måske) svaret
Offentliggjort

”Kokke er de nye rockstjerner,” siger vi i kor, mens The New Yorker skriver stor portrætartikel om Rasmus Munk fra Alchemist, og René Redzepi er på forsiden af Time Magazine. 

Den danske gastrohistorie bliver stadig skudt afsted med raketkraft fra en affyringsrampe af 25 års ihærdig indsats for en restaurantbranche og en fødevarefortælling, der er blandt de mest ambitiøse i verden. 

Der er grund til at være stolt. Men konturerne af en bekymring begynder desværre også at tegne sig. For mens fortællingen om den danske stjernegeneration af kokke er rig på store forbilleder, er det endnu større spørgsmål, hvem generationen lige om lidt skal være forbilleder for? 

De seneste par uger har jeg talt med mange madmennesker om netop det: Hvem skal overtage tronen, når de store danske kokke om 5-10-15 år begynder at resignere? Hvem skal lave mad til alle turisterne? Hvem skal aftage afgrøder og råvarer fra alle de mange producenter, der er i landet?