Martin har fået en app, der tracker konens cyklus: ”Så ved jeg, hvornår der er PMS, og hvornår vi kan hygge os sammen”

Er du gået fra en restaurant uden at have betalt regningen?

”Ja, det er jeg faktisk. Det var under en researchrejse til Ukraine i forbindelse med min nye bog, hvor jeg var ude at spise med min fixer. Jeg skulle direkte med nattoget, efter vi havde spist. På restauranten var jeg faldet i snak med nogle danskere, og så gik jeg bare derfra uden at tænke mere over det. 

På stationen, da jeg var ved at gå ombord på toget, kom en af dem løbende. Han havde betalt for mig, og kom spænende med kvitteringen, så jeg slap ikke for regningen. Det var ikke med vilje, men det så unægtelig ikke særligt godt ud.”

Har du forsøgt at charmere dig til et sæde på business class?

”Det gør jeg, hver gang jeg rejser med mit arbejde. Mit hemmelige våben er at alliere mig med en, der har et guldkort, fx min fotograf, som jeg rejser med, når vi laver dokumentarer. Så går vi op til skranken og ser meget seriøse og arbejdsagtige ud med et nonchalant blik, der siger, at selvfølgelig må det være muligt. Det lykkes en sjælden gang imellem.”

Har du nogensinde været i en swingerklub?

”Det tætteste, jeg kommer på, er nok en sexklub på Istedgade. Vi var fulde og i byen og endte der. Jeg lavede ikke noget. Der var glory holes, men det turde jeg alligevel ikke.”

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?

”Man bliver nødt til at vide, hvor tingene sidder. Derudover: Min hustru har en app, der tracker hendes cyklus, og den er jeg kommet med på. Hver dag får jeg en notifikation om, hvor hun er i cyklussen, så jeg ved, hvornår der er PMS, og jeg skal holde afstand, og hvornår hun er åben for, at vi kan hygge os sammen. Det har gjort en ret stor forskel i vores forhold.”

Har du nogensinde følt, at døden har åndet dig i nakken?

”Nu har jeg været soldat i 18 år, så det har været tæt på adskillige gange. På Krigsmuseet i København er der udstillet en pansret firehjulstrækker, der kørte på en vejsidebombe i Afghanistan i 2010 og blev sprængt totalt i smadder. Jeg sad inde i den bil, da det skete. Først bagefter gik det op for mig, hvor sindssygt det var. 

Jeg bliver slået ud i 30 sekunder. Bagefter er det som at vågne fra en drøm. Alt er sandfarvet, pludselig letter støvet, det går op for mig, at vi er blevet ramt, og jeg kan huske, at jeg klapper på mine ben for at se, om de stadig er der. Jeg tjekker de andre i bilen. Ham, der stod i lugen, er væk. Han er blevet slynget ud 10 meter foran, og vi kan høre i radioen, at han ligger og stønner. Han brækkede ryggen, men alle overlevede.

Jeg har set bilen på museet mange gange og tænkt på, hvor galt det kunne være gået. At se den minder mig også om, at vi havde den træning, der skulle til, og handlede efter bogen. Det var ikke bare røvere og soldater, der blev sendt ud på må og få, vi var dybt professionelle. 

At vide det har givet mig et element af kontrol, når jeg siden har været i lignende situationer. Jeg har følt mig klædt på. Det er noget, jeg tager med mig i livet: at man faktisk godt kan forberede sig til et niveau, hvor man har kontrol, selvom alt er kaos.”

Hvornår blev du en mand?

”At være soldat modner én enormt meget, men det er også eskapistisk. For mig var det en måde at udleve et eventyr, at gøre noget ekstremt. Ens job er jo at skyde og sprænge ting i luften og gå med tunge ting om natten ude i en skov. Det har uden tvivl formet mig sindssygt meget, og som officer havde jeg da også et stort ansvar for mine soldater. 

Men det var først, da jeg i 2018 blev far til min første datter, Bobbie, at det gik op for mig, at jeg havde ansvar for andre end mig selv. Hvis der sker mig noget, er det ikke kun mig, det går ud over. Nu tager jeg ikke til en krigszone uden at have forberedt mig grundigt, og jeg gør ikke noget grænsesøgende bare for at gøre det. 

Bobbie har siden fået en lillesøster, Georgie på to år, og jeg må bare sige, at børn fandme ikke er som rekrutter, man bare kan råbe af og give en skideballe, hvis de ikke makker ret. En deling på 30 rekrutter er til enhver tid meget nemmere at holde styr på.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Ja, på mit ene håndled. Det stammer fra en brandert, hvor jeg blandede blod med en af mine allerbedste venner. Han døde desværre i en alt for ung alder. Hver gang jeg kigger på det ar, tænker jeg på ham.”

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Tag lige nogle flere år, hvor du laver noget, der ikke har nogen retning.” 

Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?

”Kaffe. Og masser af det. Ellers prepper jeg. Jeg dødsprepper ikke, til hele samfundet går ned, men, som regeringen anbefaler, har jeg opbygget et lager af dåsemad, pasta, ris og vand. Og så har jeg en gasbrænder. 

Det hele står nede i min vinkælder, og der er nok til, at vi kan klare os mindst tre dage. Vin har jeg nok af til den store dommedag.”

Hvad skal være det sidste, du spiser, inden du dør?

”Jeg kan godt lide en god, græsfodret bøf. På min sidste dag skal det være en stor trækulsgrillet porterhouse-steak med en gammel Barolo til. Jeg er ikke vinnørd, men det kan ligesom ikke gå galt med en god Barolo. Og måske lige en Manhattan til at vække appetitten. Bagefter en dobbelt espresso og en bourbon med is. Og så godnat.”