”Jeg laver kaffe, og den er jo brændende varm, så mens den står og damper af, skal jeg lige tjekke nettet. Jeg går ind på Berlingske eller Ekstra Bladet og ser, om der er sket en katastrofe. Eller jeg går ind på FCK’s Sidelinien (fanforum, red.) og læser noget og bruger alt for lang tid der. Og så er der lige pludselig gået 10 minutter, og så er kaffen blevet halvkold, og så skal jeg ud i køkkenet og koge noget mere vand.”
”Hvis jeg slår op i kulturtillægget i en avis og læser noget om en kollega eller konkurrent, som bliver rost til skyerne og får smidt 14 stjerner efter sig, så tænker jeg: ’Det skal kraftedeme være løgn.’ Jeg har skrevet 15 romaner, og min erfaring er, at den bedste vej er at sætte sig ned og skrive.
Jeg tror aldrig, jeg har haft en blokade, men jeg har ofte været uoplagt, især som yngre. Det kan være svært at komme i gang om morgenen. Du skal genopfinde dig selv hver eneste dag. Men du er nødt til at skrive, for som forfatter er du selvstændig erhvervsdrivende. Du kan ikke sidde og glo ud ad vinduet. Nogle gange må du piske dig selv frem. Som yngre kunne jeg snige mig ud til fryseren og finde nogle isterninger og lave en skriversjus. Og så kører man derudad med 200 kilometer i timen.”
”Musikken er en vigtig ingrediens. Det må helst ikke være dansksproget. Jeg elsker Nikolaj Nørlund og C.V. Jørgensen, men det er for distraherende, når jeg skriver. Jeg lytter til musik fra 1980’erne og 1990’erne, som prikker, bider og skubber lidt til noget ømt i fortiden. Det giver mig et lille skub. Musikken er som en skriversjus, der sparker den gamle forfatter i gang. Jeg hører Bowie, The Clash, U2 og Kraftwerk og meget andet.”
”Egentlig ikke. Man kan godt blive vred, hvis man har fået en uretfærdig eller fejllæst anmeldelse. Det er helt i orden, hvis anmelderen ikke kan lide en bog. Men hvis anmelderen har en personlig dagsorden, har misforstået romanen eller skal lave en ’sjov’ anmeldelse af en roman, du har brugt to år på at skrive, og det har kostet kød og blod, og du har svigtet familie og venner, kan det gøre mig vred.
Jeg kan huske, at forfatteren Peter Poulsen engang tog hele vejen fra Vanløse til Østerbro og truede anmelderen Asger Schnack med tæsk, fordi han havde anmeldt Poulsens digtsamling dårligt. Men sådan noget sker sjældent.”
”Jeg boede engang på Christianshavn og kom gående over gaden en dag, hvor der var vinterglat, da en ung fyr, et rigtigt muskelbundt, kom kørende med høj fart i sin bil. Jeg løftede et øjenbryn, og det opdagede han åbenbart, for han bremsede, bakkede og stod ud. I en truende tone spurgte han, hvad fanden jeg bildte mig ind, og om jeg havde et problem.
Jeg tænkte: ’Er jeg en helt eller en kryster? Vil jeg have brækket min næse eller ej?’ Jeg stod og mumlede ’øh nej,’ og så kørte han videre. Bagefter legede jeg med tanken: ’Hvis jeg ser bilen holde parkeret, sniger jeg mig ned i nat og punkterer hans dæk eller smadrer hans baglygte.’ Men så kom tanken: ’Hvis han kører rundt med en smadret baglygte, så er der en cyklist, der ikke ser, at han blinker, og så kører han måske den stakkels cyklist ned.’ Alle tvangstankerne kom buldrende. Så det blev aldrig til noget.”
”Jeg havde skrevet romanen ’Album’, som var med i kapløbet om at blive til en tv-serie på DR. Jeg gik og ventede på svar. Min kone og jeg havde fået en pige, som var for tidligt født. Hun skulle have sondemad hver anden time. Det var i sig selv hårdt, vi var dødtrætte og forsøgte at holde os vågne. Jeg sad hele tiden og tænkte: ’Nu må de snart ringe.’ Jeg måtte have noget at se frem til og holde mig oppe på. Ugerne gik. En dag var jeg ude og handle. Jeg kom hjem, min kone lavede mad, og vi spiste. Lige pludselig sagde hun: ’Nå ja, ham fra filmselskabet ringede.’ ’Hvad?! Hvorfor helvede har du ikke sagt det noget før?’ Jeg løb ind i stuen og aflyttede den besked, han havde lagt. Så fik jeg at vide, at de havde valgt mig. Det betød meget for mig.
Jeg havde tidligere solgt flere af mine romaner til filmatisering, uden at det var blevet til noget. Man skriver for at komme ud til nogle mennesker. Jeg var helt oppe og flyve. Også fordi, der var penge og prestige i det. Nogle år efter, i 2008, havde serien premiere på DR. Den fik en lidt blandet modtagelse, men det første afsnit blev set af én million. Senere dalede det til 700.000-800.000, men det er stadig mange at nå ud til som dansk forfatter.”
”For en del år siden serverede en islandsk veninde med skotske slægtninge en velsmagende ret for mig i sin lejlighed på Christianshavn: Haggis. Det er en kødstuvning af fåreindmad – hjerte, lever, lunge – serveret med kartoffelmos og kålrabimos, og den må godt skylles ned med whisky. En vidunderlig ret! Da jeg sidste år var i Skotland for at se FCK’s kamp mod Celtic i Glasgow, måtte jeg selvfølgelig have haggis. Jeg fandt en lille mørk turistrestaurant ved Edinburgh Castle. Skuffelsen var monumental.
Det smagte som en omgang fuldstændig ordinær millionbøf med lunken kartoffelmos til. Så når jeg tænker på den perfekte haggis, går tankerne mere til Christianshavn end til Skotland.”
”Hvis jeg var 10 år, ville jeg sige: ’Glem det, du bliver aldrig den nye Franz Beckenbauer eller Johan Cruyff. Eller Ulrik le Fevre eller Allan Simonsen. Eller Niels-Christian Holmstrøm, for den sags skyld. Men fortsæt bare alligevel. Så længe det er sjovt.’ Hvis jeg var 12 år: ’Det er flot, at du er nede på kun cirka 15 kærester. Sidste år havde du 20! En skønne dag vil du kun have én, og du får sikkert også lov til at kysse hende.’ Hvis jeg var 14 år: ’Næste år, måske.’ Og så videre. Men helt overordnet ville jeg nok blot sige: ’Hold ud. Det skal nok gå. Lad dig ikke slå ud. Bliv ved. Giv aldrig op. Så lykkes det meste.’”
scroll-down
