’I HAR BARE at grine, for hvis ikke I gør, bliver jeg fyret!’ beordrede jeg, da jeg første gang skulle opvarme et publikum. Jeg arbejdede som caster på ’Lykkehjulet’, det var dengang Bengt Burg var vært, og havde i noget tid prøvet at overtale min chef til at få lov til at varme publikum op. En af de faste opvarmere var blevet syg, og jeg så derfor mit snit, men fik et stort, rungende nej, da jeg tiggede om lov. Men jeg trodsede min chef, gik direkte op på scenen og fyrede den af. Min teori var, at hvis jeg bare gik i gang, kunne han ikke stoppe mig. Det virkede. Siden er jeg blevet hængende i branchen.
HELT LAVPRAKTISK GÅR mit job ud på at få folk til at føle sig trygge. Jeg guider publikum igennem oplevelsen og er deres ven på dagen. Når du ankommer til en fest, er det også rart, at der er en vært, som tager imod dig og sørger for, at du har nogen at snakke med. Jeg fortæller folk, hvad vi håber, de vil hjælpe os med, og sørger for, at vi sammen får det hele til at gå op i en højere enhed.
JEG KAN GODT lide at starte lidt casual ud – bare komme ind og være i øjenhøjde med publikum og spørge, hvordan de har det. Jeg smider selvfølgelig en joke ind hist og her. En klassiker er lige at få folk til at sørge for, at deres sidemakker ser godt ud – det kan jo være, de kommer i fjernsynet. Så sidder de og retter lidt på kraverne og sætter håret på deres venner.
DET ER VIGTIGT at temperere opvarmningen, alt efter hvilket show der er tale om. Og jeg må for guds skyld ikke være sjovere end værten. Når jeg fx laver ’Jo færre, jo bedre’, skal folk ikke helt op under loftet – der skal de egentlig bare sidde og hygge sig lidt. Men når jeg varmer op til ’Stormester’, skal publikum i et helt andet gear, så de er klar til at grine højt og voldsomt, når Lasse Rimmer efterfølgende går på.
