25. maj peaker fodboldsæsonen med Champions League-finalen mellem Borussia Dortmund og Bayern München i London. Vi glæder os sammen med 1980’er-ikon og tidligere sportsdirektør i Hamburger SV, Frank Arnesen.

Det skal du lægge mærke til hos Dortmund
"Deres omstillingsspil er helt utroligt. De er lynhurtigt tilbage i de rigtige positioner, hvis de mister bolden og skal forsvare. Det går ligeså hurtigt den anden vej, når de angriber. De spiller ofte bolden op gennem midten af banen, og så kommer deres backer med frem for fulde drøn."

Og hos Bayern …
"De spiller en traditionel 4-3-3 med Ribéry og Robben på fløjene. De er begge fantastiske i en mod en- eller en mod to-situationer. Dortmunds backer kommer mere i løb og modtager bolden, mens Ribéry og Robben dribler mere. De to er blevet bedre til også at arbejde defensivt, og det har gjort Bayern bedre. Selv når de to har været skadet, har der været stærke alternativer, så de kan ikke uden videre forvente at komme tilbage på holdet. Der skal arbejdes for det."

Odds
"Det bliver en meget strategisk kamp. Mange vil sige, at Bayern vinder, da de har været bedst i de seneste kampe mellem de to hold. I Bundesligaen har Bayern vundet en og spillet en uafgjort, selvom de stillede med andetholdet i den kamp, og i pokalturneringen har de også slået Dortmund. Men jeg ser finalen som en 50/50-kamp."

Arnesens finaledag
"Jeg er i London på finaleaftenen, men skal se den på tv, da jeg skal nå til O2 Arena og se Mikkel Kesslers kamp mod Carl Froch sammen med min datter."

LÆS OGSÅ Banebryderen: Frank Arnesen

LÆS OGSÅ Alex Ferguson: Meget mere end en hårtørrer