LCD Soundsystem
Hvad er der at sige om James Murphy og LCD Soundsystem, som de ikke har sagt gennem deres næsten 25 år på musikscenen?
Det bliver en dansefest, hvor alle kommer til at føle, at de danser lidt federe end personen ved siden af dem, og et par ironiske fyre i 40'erne forsøger at ryste sig ud af deres midtlivskrise.
James Murphy kan noget så unikt som både at få dig på gulvet og give plads til, at du kan beklage dig over, hvor kompliceret alting er.
LCD Soundsystem spiller torsdag den 5. juni klokken 22.00 på Astra.
The Minds of 99
Der var ingen tvivl om, at Minds var Danmarks største band, men i løbet af 2024 formåede de at blive endnu større, da de fyldte Parken tre dage i streg. 147.000 mennesker gæstede de tre shows.
Alligevel vil vi gerne vove den påstand, at aarhusianerne kommer til at overdøve de mere end 100.000 mennesker. Så stor er kærligheden til bandet i den jyske hovedstad.
Og selvfølgelig skal vi også til skrige-skråle-græde-kramme-koncert med Danmarks musikalske landshold. Og vi skal have vores bedste venner under armen.
The Minds of 99 spiller lørdag den 7. juni klokken 22.00 på Astra.
Raye
Har du nogensinde overvejet, hvordan James Bonds flammer ville lyde, hvis de for et øjeblik fik hovedrollen?
De ville lyde som Raye. Den britiske sangerinde river siderne ud af dagbogen, dypper dem i glitter og stiller dem frem til offentlige skue. Gerne med et baggrundstæppe af et symfoniorkester eller nogle synths.
Det er flirtende, forførende og flående på samme tid.
Raye spiller torsdag den 5. juni klokken 19.00 på Astra.
Kneecap
Der findes et før og efter Coachella 2025 for den irske hiphoptrio Kneecap.
Et før, hvor de levede i nogenlunde obskuritet. Et efter med aflyste koncerter og sigtelser om terror.
Hvis du ikke har fulgt med, startede det hele, da Kneecap under årets Coachella afsluttede deres koncert med et budskab om, at Israel begår folkemord på palæstinenserne.
Det fik sangerinden Sharon Osbournes pis i kog, og hun gik i brechen for, at irerne skulle smides ud af USA. Snebolden begyndte at rulle med blandt andet aflyste koncerter til følge, og nu er det ene medlem, Mo Chara, sigtet for terror, fordi han under en koncert har fremvist et flag, der eftersigende udtrykte støtte til Hizbollah. Kneepcap nægter sig skyldige.
Northside har valgt at holde fast i trioen, og fredag byder de op til politisk oprør, der lyder som et rave i en nedlagt irsk pub.
Kneecap spiller fredag den 6. juni klokken 17.45 på Nova.
Denzel Curry
Tænkt scenarie: Det er lørdag middag, tredje dag på Northside, dit humør er tømmermændstungt, og du hoster, som havde du slugt samtlige askebægre på Kurts Mor.
Hvordan skal du nogensinde overleve endnu en dag? Svaret er Denzel Curry.
Den selverklærede ’King of the Mischievous South’ er garant for at genstarte dig. Denzel Curry er en cowboygryde af anime, kampsport, vrede, benhårde beats, moshpits og en smule eksistentiel angst, og rapper det gerne fra scenekanten som en motorsav på speed.
Denzel Curry spiller lørdag den 7. juni klokken 17.45 på Nova.
Donny Benét
Navnet Donny Benét siger dig måske ikke noget, men dine øregange er med sikkerhed stødt ind i hans største hit 'Konichiwa'.
Hans musik lyder som soundtracket til en erotisk 80'er thriller, hvor helten kører mullet med kalechen nede, bærer flamboyante silkeskjorte, og rocker et bjørneskindstæppe på ryggen, mens en saxofon spiller i baggrunden.
Med andre ord serverer den australske crooner disco til folk, der spiser manchego med et glimt i øjet.
Donny Benét spiller fredag den 6. juni klokken 19.00 på Luna.
L’Impératrice
L’Impératrice er ikke et band. Det er en levende diskokugle med doktorgrad i fransk finesse.
De funky franskmænd inviterer dig ombord på deres rumskib. Adgangskravene er silkeskjorte, hørbukser og et koldt glas sancerre.
L’Impératrice spiller fredag den 6. juni klokken 15.15 på Nova.
Chase & Status
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i min ungdom jeg har stået i en kælder i det mørkeste Jylland og råbt nogle venner teksten til Chase & Status’ monsterhit ’End Credits’ ind i hovedet.
Men det er mere end 100.
DJ-duoen lukker festivalpladsen fredag med storladent drum and bass og dubstep, og mon ikke du ender med at ligge i din seng og sige ”wooomp, woomp, woomp.”
Chase & Status spiller fredag den 6. juni klokken 23.45 på Nova.