Alt om Oktoberfest i München
Foto: Getty Images Oktoberfest guide: Øl, forlystelser og hornmusik.

Oktoberfest guide München

Din personlige guide til Oktoberfest

Øl, forlystelser og hornmusik: Alt du skal vide om Oktoberfest i München.

Der er ture, du bare bør unde dig selv og et slæng af kammerater at tage på. Oktoberfest er så absolut en af dem. Og skal du have den ægte vare, skal du tage til München. 

Oktoberfest tilbyder alt, hvad hjertet begærer. Den skønneste lugt af øl, kylling og pølser, og kvinder der drikker enliters-øl med stil.  Og for mig er det blevet en tradition, jeg ikke vil være foruden. 

Jeg blev introduceret til festivalen af min far. Siden har jeg rejst med mine venner, og hvert år skriver vi videre på vores fælles historie fra Oktoberfesten. Hvert år har sin egen fortælling, sine egne historier, som venskaber kan trække på til evig tid.

Så min 
opfordring lyder blot: Oplev festivalen ved selvsyn. For det vitterlig en oplevelse, der er alle forundt. 

Der er ingen facitliste til den rigtige Oktoberfest, men her kommer min personlige guide til at gøre turen weltklasse  - baseret på mine hidtidige 6 besøg.

Selve festivalen:

Jeg skal ikke trætte jer med alenlange fortællinger om baggrunden for Oktoberfest, men det er altid rart at have en anelse historie med sig i bagagen, når man besøger en traditionsrig begivenhed, som festivalen er. Så her kommer den korte version:

Den 12. oktober 1810 lod Ludwig 1. af Bayern sig forlove med Therese af Sachsen-Hildburghausen. Begivenheden skulle naturligvis markeres, og derfor inviterede Ludwig 1. til en kæmpe folkefest. Festen, der sluttede med et hestevæddeløb, blev afholdt på Theresienwiese (opkaldt efter hans forlovede Therese), der er den fællesplads, der også i dag huser selve Oktoberfesten - derfor kalder lokale også Oktoberfestivalen for 'die Wiesn'. 

Det blev begyndelsen på Oktoberfest, der har været afholdt næsten lige siden - festivalen har dog været aflyst undervejs, blandt andet under de to verdenskrige.

Festivalen strækker sig over 16 dage, og den starter - modsat hvad navnet indikerer - i midten af september (17. september til 3. oktober i år). I løbet af festivalen besøger godt 6 millioner mennesker pladsen. Hvert år bygger arrangørerne den kæmpemæssige festivalplads op, ligesom man kender det fra Roskilde Festivalen, hvorefter de pakker det hele sammen igen. 

I 2005 forsøgte arrangørerne bag Oktoberfest at gøre festivalen mere familievenlig. Oktoberfesten handler nemlig ikke kun om øl, selvom dette for mange er den væsentlige årsag til at besøge pladsen. Det handler også om rutsjebaner, candyfloss og tysk folkefest for store og små. Blandt andet er nogle af Europas største rutsjebaner samlet på festivalpladsen, der mest af alt minder om Bakken i kæmpe målestok.


Et blik ud over Oktoberfesten viser, at det er meget mere end blot øl og festtelte. Det er en stor forlystelsespark, der bliver bygget op til begivenheden.

For at gøre festivalen mere børne- og ældrevenlig blev der indført regler for, hvor højt der må spilles i teltene - og fra hvornår på dagen. Selvom reglerne nok er blevet skærpet en smule, vil det være en lodret løgn at sige, at der ikke længere er gang i Oktoberfesten. For det er der.

Når jeg har været af sted, har det været fra søndag og et par dage frem. Og jeg kan lige så godt slå det fast med det samme: Det er ikke kedeligt at feste på hverdage til Oktoberfest. Hver dag er en festdag, så det behøver ikke de facto være en weekend, du tilbringer der.

Festivalen bliver åbnet ved den såkaldte 'anstich'. En ceremoni, hvor spunsen slås i den første øltønde, der får øllet til at flyde fra tønden. Ritualet udføres som oftest af byens overborgmester, og det markerer den officielle åbning af festivalen.  



Oktoberfesten åbnes 2015 af Münchens borgmester, der slår spunsen i på den første øltønde i Schottenhamel-teltet, der er festivalens ældste. Foto: Getty Images.

Reglen i teltene er, at du skal være tilknyttet et bord for at bestille øl. Er du ikke tilknyttet et bord, ingen øl. Meget simpelt.

Teltene:

Det er festivalpladsens 14 store telte, der danner ramme om de egentlige fester på festivalen. Altså dem, der inkluderer øl i store mængder. Teltene har forskellige ejere, og derfor er der også forskel fra telt til telt i forhold til øl, musik og klientel. 

14 telte lyder ikke af meget. Men det er det. De største af teltene kan rumme mere end 11.000 mennesker på én gang. Faktisk er telt en dårlig betegnelse - festhuse er nok mere oplagt at bruge. 

Skal du af sted for første gang, kan det godt virke lidt uoverskueligt, hvor man skal begynde. Det er smag og behag, hvad man går efter i forhold til teltene. Nogle går efter det øl, teltene serverer, andre går mere efter festen, der varierer i intensitet fra sted til sted. Mit eget favoritsted er Hofbräu-Festzelt, hvor der altid er garant for en god fest.

Her spiller live-orkesteret også mere populærmusik og rock hen på aftenen, hvilket giver rig mulighed for fællessang - 'Angels' med Robbie Williams kan du være stensikker på, bliver spillet.  

Musikken fylder generelt en stor del i teltene. Alle telte har orkester, der er hævet op over gulvet, og som er i centrum. De spiller oftest i blokke af 20-30 minutter, hvorefter der er pause. Det varierer fra telt til telt, hvilken slags musik de spiller.

Og musikken ændrer også karakter i løbet af dagen, hvor den hen på aftenen oftest bliver mere sing-along-præget. Tyskerne kan til gengæld godt lide skålesange (også dem der ikke er på tysk). Så gør dig selv den tjeneste at lære de mest gængse forinden, som fx 'Ein Prosit''Fliegerlied' 'Sierra Madre' - se endnu flere her.

Jeg vil anbefale, at du forinden læser på oversigten over teltene. Ikke fordi du nødvendigvis skal beslutte dig forinden, men fordi det er meget rart med et overblik over, hvad der findes af muligheder - og hvilke man lige så godt kan styre udenom fra start. Du kan læse om de enkelte telte her.



Et typisk overview fra et telt på festivalpladsen. Her er det inde fra Schottenhamel-teltet, hvor bandet er placeret centralt.

Der er fri entré til teltene som udgangspunkt. Dog er der enkelte telte som fx Marstall og Käfer's Wies’n-Schänke (kendis-teltet populært kaldet), hvor der er mere strikse regler for, hvem der kommer ind. Ofte kræver det, at du på forhånd har lavet en bordreservation, før du bliver lukket ind. Og min erfaring er, at stemningen også er mere formel og mindre løssluppen end i de andre telte. 

Fælles for teltene er dog deres åbningstider: Der bliver solgt øl fra klokken 10 til 22.30 på hverdage og fra klokken 09 til 22.30 på lørdage, søndage og helligdage. Børn under seks år skal forlade teltene klokken 20.00 - også selv om de er i selskab med deres forældre.

Tyskerne er meget punklige med tidspunkterne, så selvom du har det sjovt om aftenen, så lukker festen altså, når klokken rammer 22.30 sharp.

Det er faktisk temmeligt svært at finde beværtninger ude i byen, efter teltene har lukket. Det er en god ide at have gjort sin research på forhånd, så du er sikker på, at du kommer til et sted, der har åbent. Fx Sinans der er en blanding mellem en restaurant/bar/diskotek. Eller spørg rundt i byen, inden du tager på pladsen, om de holder åbent om aftenen. 

Tyskerne kører med toholdsskift i løbet af dagen. Et frokosthold og et aftenhold. Det er muligt at reservere bord til begge skiftehold, hvilket kan gøres via de enkelte teltes egne hjemmesider - du finder oversigten her.

Har du reserveret til frokostholdet, skal du vide, at du bliver smidt væk fra dit bord hen på eftermiddagen, mens der gøres plads til næste hold. Skal I af sted i et større hold (flere end 5 personer), er det en god ide at lave en bordreservation. Især til eftermiddagsholdet, der er det hold, der får lov at lukke teltene.

Reglen i teltene er nemlig, at du skal være tilknyttet et bord for at kunne bestille øl. Er du ikke tilknyttet et bord, ingen øl. Meget simpelt. Derfor handler det om, hvis man ikke har bestilt bord, at spejde lidt ud over de massive haller efter borde, der ikke er fyldte.

Typisk er de fleste haller bygget op om langborde. Men der findes telte, som fx Hofbräu-Festzelt, der også har ståborde. Disse er altid lettere at møve sig ind på. 

Folk er generelt venligt stemt og imødekommende, så det er ikke svært at få lov fylde bordet op, hvis der er plads. Og et lille trick; I behøver ikke alle sammen kunne få plads. Så længe én af jer, er tilknyttet bordet, kan vedkommende sagtens bestille øl til resten af selskabet. 

Den korte opsummering: Er I 5 eller under, vil det næsten altid være muligt at få pladser i teltet, også om aftenen, relativt hurtigt. Er I flere, kan det betale sig at reservere et bord på forhånd. Man kan ikke reservere på selve dagen - det skal gøres forinden.

Generelt om teltene: Der er ikke mange regler, du skal overholde - udover selvfølgelig at opføre dig anstændigt. Tyskerne er temmelig strikse, hvis du gentagne gange overtræder reglerne; du må ikke falde i søvn, og du må ikke være unkontrollerbart fuld, og du må ikke ryge. Overtræder du reglerne, bliver du smidt ud af vagterne.

Til gengæld må du gerne stå på bordene og bænkene. Og så skal du være indstillet på, at lydniveauet er temmeligt højt, at der bliver skubbet og møffet lidt hist og her, og at lugten af øl, gris og kylling i én skøn forening dominerer.  


Det er tilladt at stå på bordene og bænkene i teltene. Når der altså ikke sidder folk og spiser samtidig. Foto Getty Images. 

Lugten af øl, gris og kylling i én skøn forening dominerer.

Øl i teltene:

Når du har fået et bord - enten via reservation eller ved at klemme sig ind - er det selvfølgelig tid til at bestille øl. Hvert år bliver der drukket mere end 7 millioner liter øl i løbet af festivalens 16 dage. Det sker hos bartenderen, der praktiserer bordservering på førsteklasses niveau. 

Bartenderne i teltene har som oftest ansvaret for 10-15 borde, som han/hun ejer. Det vil sige, at de forinden har købt sig ind og afregnet med ejerne af teltet. Jo mere du drikker, spiser og køber, desto mere tjener bartenderne. Og det er værd lige at huske på, at der kun kan betales med kontanter - der er hæveautomater flere steder på pladsen.

Derfor er altid interesserede i, at du får betjening, og selvom der er flere tusinde mennesker i teltet af gangen, skal du sjældent vente længe på at få din næste øl. Og husk så lige drikkepengene for den gode service, det er god stil. 



Til Oktoberfest får du dine øl i 1-literskrus. Foto: Getty Images.

Når du bestiller øl til Oktoberfest, får du en 'mass', hvilket svarer til 1. liter. Øllet er produceret specielt til Oktoberfesten. Hvert telt har én øl, de serverer, og det varierer fra sted til sted, hvilken du kan få. Nogle steder er det teltets egenproducerede øl, du kan købe, mens andre sælger andres.

Der er ikke stor variation i priserne fra telt til telt. De senere år har prisen på 1. liter øl ligget i prisniveauet mellem 9.70 og 10.10 euro - rundt regnet ca. 75 kroner.  

I Bayern har man stolte traditioner for ølbrygning. En af de ældste love, der kan spores, omhandlende mad- og drikkevarer er de bayerske renhedskrav, der blev dekreteret af hertug William IV. i 1516, og som siger: Kun vand, humle og byg bør bruges til at brygge bayersk øl.

Øllet til Oktoberfest er generelt stærkere, end vi er vant til fra almindelig pilsner herhjemme. Alkoholprocenten svinger mellem 5,8 procent til 6,3 procent afhængig af producent. Du kan læse mere om de seks München Oktoberfest-bryggerier her.

Her kan du se, hvor du kan få hvilket øl i hvilket telt (teltet er markeret med fed):

Augustiner: Augustiner-Festhalle, Fischer-Vroni
Paulaner: Armbrustschützenzelt, Winzerer Fähndl, Käfer's Wies'n Schänke
Spaten-Franziskaner: Marstall, Schottenhamel, Ochsenbraterei/Spatenbräu-Festhalle
Löwenbräu: Schützen-Festzelt, Löwenbräu-Festhalle
Hacker-Pschorr: Hacker-Festzelt, Pschorr-Bräurosl
Hofbräu: Hofbräu Festzelt



De af bartenderne, der kan bære flest øl på én gang, kan have op til 15 krus ad gangen. Foto: Getty Images. 

Hotelt:

Nu har du nogenlunde styr på selve festivalpladsen. Forinden skal du også have fundet dig et hotel. Jeg har ikke selv erfaring med AirBnb i München, så det vil jeg ikke give anbefalinger til. 

Hvad angår hoteller, kommer det selvfølgelig aldrig som et chok for tyskerne, at verdens største ølfestival løber af stablen. Derfor er der heller ikke meget at hente på hotelpriserne, uanset i hvor god tid du er ude. Der er heller ikke stor forskel på weekend- og hverdage. Der findes nogle enkelte youth-hostels, men selv disse er også prismæssigt opadgående i perioden.

På langt de fleste hoteller er priserne standardiseret efter en bestemt Oktoberfest-takst. Mens der sjældent er noget at hente prismæssigt, kan der somme tider være noget at hente på stjernerne. Netop fordi priserne er meget ens, kan man være heldig at få et 4- eller sågar 5-stjernet hotel til et 3-stjernets pris. 

Det letteste er at søge hoteller via de gængse hotelsøgemaskiner. Selvom priserne er skruet op til Oktoberfest, har det ikke været min erfaring, at priserne er fuldstændig urimelige. Vi har ofte fået værelser til 800-1100 kroner for et dobbeltværelse pr. overnatning. 

Hvis I er flere, der skal af sted sammen, vil jeg anbefale, at I er ude mindst et par måneder i forvejen for at sikre, at I alle kan være på hotellet sammen.

Det er smag og behag, hvor i München man ønsker at bo. Så længe, man bor centralt omkring Marienplatz - deres svar på Strøget - er det i nogenlunde gåafstand til festivalpladsen. Men når man skal hjem fra festivalpladsen efter en hel dag i teltene, vil de fleste nok foretrække ikke at skulle vade alt for langt.

De gange, jeg har været af sted, har jeg ledt efter hoteller tæt på festivalpladsen. Det er et godt udgangspunkt - især når du skal hjem om aftenen. Inden du tager på festivalpladsen om formiddagen - der er ikke særlig mange mennesker før omkring kl. 12 - kan det anbefales at søge ned mod Marienplatz, hvor der ligger masser af hyggelige cafeer mv. der serverer morgenmad.

Der er også mulighed for at gå i Hofbräuhaus, der minder om teltene på festivalpladsen - blot mindre. 

Hvis I er flere, der skal af sted sammen, vil jeg anbefale, at I er ude mindst et par måneder i forvejen for at sikre, at I alle kan være på hotellet sammen. Somme tider kan det pludselig gå hurtigt med reservationerne. 

Taxaer og cykeltaxaer kan hjælpe dig med din transport, men et par minutters gang til din seng er klart at foretrække. Hvis du ellers kan gå lige hjem.

Der er også mulighed for at campere tæt på festivalpladsen, hvis man er til den slags. 



Det kan blive tiltrængt med en lur efter en lang dag i teltet. Og så er det rart, hvis der ikke er alt for langt hjem til hotelværelset. Foto :Getty Images.

Transport:

Der er ingen rigtig snedige fif til at få billige flybilletter til Oktoberfest. Men du kan læse vores generelle guide til '11 hemmelige tricks der giver dig en billigere rejse'

Der går tog fra lufthavnen ind til centrum, men hvis I er flere, koster det nogenlunde det samme at splejse om en taxa. 

Mad:

Uden at fornærme nogen, kan jeg godt tillade mig at sige, at Oktoberfest på ingen måde er en kulinarisk oplevelse. Du skal være indstillet på at spise mad med masser af fedt. Og salt. Men det er til gengæld også to ting, der gør sig godt til alkohol.

På selve festivalpladsen er der forskellige muligheder for mad; du kan få alt fra hotdogs, til en hel eller halv and/kylling, en røget sild i et kridhvidt flute (ja, det koncept har jeg aldrig fattet) og meget andet.

Inde i teltene er madudvalget ofte meget ens. Det kredser om en halv kylling (hendl på bayrisk), schweinshaxe (svineskank) med knödel (en dampet bolle af elastisk, sammenpresset kartoffel) og weisswurst (hvide pølser). 

Når man har drukket øl, kan både hendl og schweinshaxe anbefales, ligesom det til enhver tid kan anbefales løbende at købe nogle brezel - et stort kringleformet, brød med salt på toppen.



Der bliver spist mere end 500.000 kyllinger i løbet af Oktoberfesten. Foto: Getty Images.

I Tyskland drikker kvinderne af enliterskrus med stil. Så er det sagt.

Påklædning: 

Der er ingen decideret dress-code. Oktoberfest er stedet, hvor du kan slå dig løs i dit mest fjollede outfit. Her bliver ikke kigget skævt til dig, hvis du ifører dig grimme parykker, hatte eller andet gøgl, du har fundet i skabet.

Der er også rig mulighed for at købe temmelig grimme T-shirts og andet fuldemandslir, som du om aftenen synes, er en strålende god ide at investere i, men som du om morgenen ikke vil vedkendes. 

Tyskerne selv går - selvfølgelig - i lederhosen, hvis du er mand, og en dirndl, hvis du er kvinde. Der er uniformen, som hovedparten af gæsterne - unge som gamle - er iført.

Jeg kender ikke tallene, men det er min opfattelse, at antallet af mænd og kvinder i teltene er nogenlunde ligeligt fordelt. Dette er på ingen måder forbeholdt mænd. I Tyskland drikker kvinderne af enliterskrus med stil. Så er det sagt. 

Det er muligt at leje et Oktoberfest-sæt hjemmefra, hvis man gerne vil blende totalt ind i mængden. Lederhosen fås i mange varianter - ligesom cowboybukser - og prisklasser, så det er også muligt at købe et par, uden at du bliver totalt ruineret. 

Men det skal siges, at man altså også kommer rigeligt langt i almindeligt hverdagstøj. Og hvis man gerne vil passe ind, kan man fx blot tage en hvid, blå- eller rødternet skjorte på. 


Bayern Münchens Philip Lam i par klassiske lederhosen med dertilhørende hat, mens hans kone er iført dirndl. Foto: Getty Images.

Opsummering: Gode råd til Oktoberfest

Bestil hotel i relativ godt tid: Et par måneder før - så du er sikker på, at I bor inden for overskuelig af stand til festivalpladsen. Hvis I er flere, der skal af sted sammen, er det også en god ide at sikre sig, at der er plads til jer alle på hotellet. 

Der er ingen rigtig snedige fif til at få billige flybilletter til Oktoberfest. Men du kan læse vores generelle guide til '11 hemmelige tricks der giver dig en billigere rejse'.  

Teltene: Festivalpladsen har ikke mindre end 14 store telte. Det kan gøre det noget uoverskueligt at vide, hvor man skal starte. Hvis du er kort tid af sted, så læs om teltene på forhånd, så du ved, hvad du skal gå efter. Du kan læse mere om dem her

Skal I af sted i et større hold (flere end 5 personer), er det en god ide at lave en bordreservation. Især til eftermiddagsholdet, der er det hold, der får lov at lukke teltene. Det er kun muligt at reservere borde hjemmefra. Ikke på selve dagen. Bordreservationen skal gerne foretages et par måneder før. 

Hæv kontanter: I teltene tager de kun kontanter. Sørg for at have rigeligt af dem på dig, når du skal betale for dine mad- og drikkevarer. Der er hæveautomater på festivalpladsen, når du løber tør.

Priser på øllet: De senere år har prisen på 1. liter øl ligget i prisniveauet mellem 9.70 og 10.10 euro - rundt regnet ca 75 kroner. 

Åbningstider: Fælles for de 14 store teltene på festivalpladsen er deres åbningstider: Der bliver solgt øl fra klokken 10 til 22.30 på hverdage og fra klokken 09 til 22.30 på lørdage, søndage og helligdage.

Det er temmeligt svært at finde beværtninger ude i byen, efter teltene har lukket. Det er en god ide at have gjort sin research på forhånd, så du er sikker på, at du kommer til et sted, der har åbent. Fx Sinans der er en blanding mellem en restaurant/bar/diskotek.

Tøj: Tyskerne går - selvfølgelig - i lederhosen, hvis du er mand, og en dirndl, hvis du er kvinde. Men du kommer langt i en blå- eller rødternet skjorte som mand. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide og Øl