Denne tekst er skrevet, før Esbjerg ansatte tyske Peter Hyballa som cheftræner, der per 29. juli er udsat for massiv kritik fra en samlet Esbjerg-trup, som anklager træneren for at afstraffe dem fysisk og psykisk. Ejer Paul Conway har nægtet at fyre Hyballa, og kalder spillernes opførsel for “uprofessionel”.

Det er en knoglekold eftermiddag i marts. Stadiontribunerne i Esbjerg ligger hen som øde klippeskrænter, og kun mågerne er vidner, da angriberen Andri Bjarnson gør det til 1-0 for Pacific Media Group med en bred inderside. Kort efter finder Mathias Kristensen fodfæste i det fedtede græs. Han sætter i fart ned mod modstanderne SCP Waterfronts mål, og idet han passerer kanten af feltet, sparker han med sit højreben. Bolden strejfer vristen på en forsvarsspiller, får et ekstra skud luft under sig og spinner utageligt ind forbi målmanden. SCP Waterfront skynder sig at skifte sig ud. De maser sig fremad, men kommer aldrig tæt på at score. Pacific Media Group vinder 2-0. Håbet om Superligaen lever. 

Pacific Media Group og SCP Waterfront lyder ikke som danske fodboldklubber. Det er de heller ikke – og så alligevel. De er hovedinvestorer i henholdsvis Esbjerg fB og Fremad Amager. For bare få år siden ville en kamp mellem de to klubber have været dansk fodbold, når det er allermest dansk. Rendyrkede traditioner, tyk nostalgi og historiske referencer til vestjysk fiskeri og københavnsk arbejderisme. Men tiderne er skiftet. Fremad Amagers besøg i Esbjerg – eller SCP Waterfronts besøg hos Pacific Media Group – står som symbolet på, hvor dansk fodbold bevæger sig hen.

Denne gråblå dag har noget umiskendeligt hjemligt over sig, og der er heller ikke noget i selve spillet, der tilnærmelsesvis giver mindelser om mere end dansk 1. division. Ikke desto mindre er kampen et gennemført globalt arrangement. Pacific Media Group er en amerikansk investeringsgruppe, mens SCP Waterfront er et monegaskisk ejendomsselskab. Begge forretninger er indbegrebet af en globaliseret verdensøkonomi. 

Det kan godt være, at Esbjerg fB stadig hedder Esbjerg fB, at Fremad Amager også stadig hedder Fremad Amager, og at logoerne og klubfarverne er de samme, som da de to klubber spillede nedrykningskamp foran 8.600 mennesker på Sundby Idrætspark i 1976.

Men bag facaden er noget forandret. Foreningsidrættens amatøridealer har i årtier været passé, og vi har for længst vænnet os til, at også danske fodboldklubber indgår i alverdens globale netværk. Alligevel er kampen i Esbjerg en markering af et regulært nybrud i dansk fodbold. Det er ikke længere bare spillerne og trænerne, der er udenlandske. Det er også klubbernes ejere. Internationaliseringen er fuldbyrdet.