DAGEN STARTER MED, at jeg mærker, at jeg træder på
noget. Jeg står på en af gangene i et kolossalt sovesals-område på det nyåbnede
hotel Roberta’s Society.
Kort forinden har en medarbejder vist mig den bunk-bed, jeg
senere på natten skal sove i. Basalt set en madras og en hovedpude øverst i en
køjeseng. Heldigvis er der et forhæng, man kan trække for, men – tænker jeg –
det kommer ikke til at hjælpe stort på den snorken, de andre i sovesals-området
vil skulle lægge ører til, når jeg på et tidspunkt om mange timer går kold
efter en hel dag på Northside.
Det er min første gang her. Altså ikke i Aarhus, men på
Northside. Jeg kan faktisk ikke forklare, hvorfor festivalen ikke har trukket i
mig før.
I Northsides historie, helt tilbage fra festivalen første
gang blev afholdt i 2010, har det bestemt ikke skortet på navne på det
musikalske program, som kunne have gjort mig nysgerrig og festivalbilletkøbende.
Jeg nævner blot i flæng: Nick Cave, Frank Ocean, The Streets, Pulp, Arctic
Monkeys.
Ikke desto mindre er jeg aldrig kommet afsted – heller ikke
i de år, hvor festivalen holdt til på Tangkrogen eller i Ådalen, hvilket jo
ellers lød ret hyggeligt og tilforladeligt.
Men nu skulle det være. Og derfor står jeg altså her på
Roberta’s Society og mærker noget, jeg netop har trådt på i al min klodsethed.
Jeg kigger ned på gulvet, og det er heldigvis blot et par
gummisko, som nogen har smidt der, som jeg står og sjosker i. Jeg vender
blikket lidt til venstre og der, i en af båsene, altså i en anden seng i en
underkøje, ligger en ung kvinde (hun er nok omkring 25 år yngre end mig), som
godt kunne ligne en udvekslingsstudent fra Sydamerika.
Hun sender mig et afmålt blik, og jeg skynder mig at sætte
det ene ben foran det andet og væk fra køjesengen og hendes gummisko.
DA JEG ET PAR TIMER senere ankommer til
festivalområdet i Eskelunden, er det første, der slår mig, at det her er en
festival, man transporterer sig selv hen til til fods. Horder af aarhusianere
med dåseøl i hænderne og fornuftigt outdoortøj bevæger sig alle i én retning
langs en hovedvej; mod Northside, på gåben.
Jeg har været på Roskilde omkring 15 gange i mit liv, og det
virker helt skørt for mig, at alle vælger at gå herud. Jeg kunne i hvert fald
ikke lige se nogle shuttlebusser inde fra Midtbyen, som det jo hedder, men
senere finder jeg ud af, at der faktisk er shuttlebusser – de kører bare kun
sent om aftenen og natten og kun den anden vej, fra Eskelunden og
tilbage til centrum af Aarhus.
Nå, men det er jo også sundt at få noget motion, tænker jeg,
så måske der er en mening med galskaben. Nu med et Northside-armbånd om
håndleddet begiver jeg mig ind på festivalpladsen. Det næste, der slår mig, er,
at gæsterne er meget, meget ældre, end jeg troede.
Før jeg var taget fra København og mod vest havde jeg talt
med flere bekendte, som kommer fra Aarhus, og de mente, at gennemsnitsalderen
på Northside ville være omkring 21-22 år, sådan cirka ligesom på Distortion.
Men der er faktisk masser af festivalgæster på min alder
(jeg er 51). Jeg går ind på en træbedækket bar, som vistnok hedder Vin og
Champagne og ser mig omkring. Mange er relativt pænt klædt på, drikker relativt
dyr hvidvin og har en relativt våd fest kørende allerede nu, selvom det blot er
sen eftermiddag.
Og lige netop her falder en ung mand et par meter væk fra
mig omkuld på træterrassen. Der lyder et ordentligt dunk. Han bliver straks
hjulpet op af et par venner, så jeg når ikke at se, om han bare er gået i
dørken af sig selv, eller om nogen har slået/skubbet ham i gulvet. Ikke desto
mindre er han den første af en håndfuld festivalgæster, jeg ser falde omkuld på
den måde ud af det blå.
Kort væk fra Vin og Champagne-baren, op ad en presenning,
ligger en anden ung mand og sover den ud med lukkede øjne og åben mund.
AARHUSIANERNE KAN MED andre ord godt finde ud
af at give den gas, i hvert fald dem som er til stede på Northside 2025.
Det
oplever jeg ved selvsyn rundt på hele festivalpladsen. Her er en vermouth-bar,
en vodka-bar (hvor man får et velvoksent stykke pickle, når man har bundet
glasset), et Jägermeister-område nede ved en sø og alskens cocktail- og
fadøl-barer samt selvfølgelig et gedigent udbud af madboder, hvor man kan spise
sig mæt i plantebaseret mad.
Northside er jo blandt landets mest bæredygtige festivaler,
hvis ikke den mest bæredygtige. Måske det også er derfor, publikum opfordres
til at finde herud på gåben.
Da jeg kort efter træder ind i Sideshow-teltet for at se
Balkan-bandet Orkestr Partisanski, er det også ret bæredygtigt. Man kommer i
hvert fald virkelig hinanden ved her i teltet, som mest af alt minder om en
ballroom-scene.
Lige til højre for mig er der godt gang i en omgang
folkedans. Folk i alle aldre svinger rundt med hinanden og går i cirkler. Ikke
længe efter går Orkestr Partisanski på.
Trommeslageren er i bar dunk, mens resten af det uhyre
velspillende band har soldateruniformer på. Som en ekstra feature har de to
assistenter med, som trasker rundt i teltet og uddeler gratis Stolichnaya-shots
direkte fra flasken.
JEG BEVÆGER MIG ud på festivalpladsen igen. Ved en
presenning læner en kvinde på min alder sig faretruende slingrende ind mod
stoffet.
Solen er ved at gå ned, og jeg går heller ikke selv helt
lige nu. Jeg vender tilbage til Vin og Champagne-baren, der virker som et godt
sted at stå, når LCD Soundsystem lige om lidt går på oppe på den største scene,
Astra.
Og for så lige at vende tilbage til musikprofilen på
Northside, som jeg kort berørte før.
Ja, der har været masser af gode navne på den aarhusianske
festival gennem de seneste mange år, og ja, jeg gad faktisk virkelig godt at
have set enten Nick Cave, Frank Ocean eller Pulp her.
Og nej, det er bestemt ikke alle, som er lige begejstrede
for programmet på 2025-udgaven af Northside. I en kommentar i Aarhus
Stiftstidende blev der langet kraftigt ud efter bookingerne i år. Hvor vil
festivalen hen? Man lefler for den laveste fællesnævner. Og de danske bookinger
virker for konservative og rutineprægede, lød det blandt andet i kommentaren.
Så slemt synes jeg bestemt ikke programmet er. Faktisk var
flere af de navne, som er på plakaten på Northside i år, grunden til, at jeg
netop denne gang valgte at sætte kursen mod det aarhusianske.
Især ville jeg gerne høre, ja, LCD Soundsystem. James Murphy
og co. skuffede da heller ikke og skabte en kæmpe dansefest på pladsen. Også
selvom det samtidig med, at de gik på, begyndte at hamre ned i stænger fra
himlen, og at jorden under os kort efter begyndte at minde faretruende meget om
smatten på Roskilde.
Netop her var der endnu et par unge mænd, som faldt om og
endte på røven, men hurtigt blev hjulpet op igen.
Det samme skete senere på aftenen, hvor Barry Can’t Swim
spillede op til endnu mere fest. Og nu ved jeg jo ikke, om disse unge mænd bare
var pænt beduggede, eller om det var det våde underlag, der gjorde, at benene
pludselig ikke kunne bære under dem.
Men under alle omstændigheder var alle omkring dem
lynhurtigt hjælpsomme og fik dem hurtigt på højkant igen.
Netop det er nok det,
jeg mest tager med mig fra denne debutfærd på Northside. At alle, både folk i
boderne og festivalgæsterne på pladsen, virkelig er imødekommende, venlige og
hjælpsomme. Og det er altså bestemt ikke altid tilfældet, hverken på Roskilde
eller de mange andre festivaler både i ind- og udland, jeg har været på i de
seneste mange år.
