Hos Lygtens Kro har kunden ikke ret: ”Vi plejer at sige, at all customers are bastards”

DA JEG LÆSTE serviceøkonomi på Hotel- og Restaurantskolen i København, brugte jeg to år på at lave en forretningsplan til Lygtens Kro. Jeg ville lave en biergarten med langbordsstemning, som jeg kendte det fra Tyskland. Det måtte ikke være en restaurant eller en café, men et uhøjtideligt sted, hvor man bestiller sin mad i baren, og der bliver råbt lidt højere.

JEG ER HALVT tysk og halvt dansk. Min far var tysker, og min mor er dansker. Jeg er født på Hvidovre Hospital, men boede i Karlsruhe i Tyskland, indtil jeg var seks år. Da jeg skulle i praktik på Hotel- og Restaurantskolen, flyttede jeg igen til Tyskland. Jeg vidste, jeg ville lave en biergarten, og da det ikke rigtig fandtes i København, tog jeg til Berlin og blev efterfølgende hængende dernede lidt tid. Jeg var i praktik på rockhotellet ’Rock n Roll Herberge’. Jeg tror, stadigvæk det findes.

Da jeg var færdiguddannet, ville jeg finde et sted, hvor jeg kunne åbne min egen biergarten. Der er ikke så mange steder i København, der har en stor have. Jeg kiggede på Klovnens Bodega og et andet sted i nærheden, men de var slet ikke store nok. Lygtens Kro var et af de eneste steder på Nørrebro og i Nordvest, der havde en stor gårdhave.

NÆRMEST ALTID HAR der været beværtning i lokalerne. Før jeg overtog, lå der en dårlig indisk restaurant. Jeg spiste hernede med min familie, imens jeg i al hemmelighed gik og målte op og fandt ud af, hvor stort stedet var. Før den indiske restaurant lå Café Lygten her. Det var et mere folkeligt sted med øl og smørrebrød.

FOR AT SPARE penge sammen til at købe kroen, startede jeg en mexicansk foodtruck på Bryggen i København, hvor jeg solgte veganske burritos. Det var lidt et begynderprojekt, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne bruge alt det, jeg havde lært på skolen. Det gjorde jeg i to år, før kroen endelig kom til salg.

I 2014 FIK jeg lov til at overtage Lygtens Kro. Jeg fik nøglerne, så jeg kunne rydde op hernede, inden jeg havde betalt og underskrevet kontrakten. Jeg manglede de sidste 25.000 kroner til at betale, så i stedet for at rydde op holdt jeg en kæmpe fest over en forlænget weekend. Jeg fik skrabet de sidste penge sammen, som jeg afleverede i krøllede halvtredsere.

Udlejeren og ham, jeg havde lånt de andre penge af, gav mig en ordentlig omgang voksenskældud. ’Hvordan kunne jeg finde på at holde en fest, når jeg ikke engang ejede stedet endnu’, spurgte de. Heldigvis gav de mig lov til at overtage.

NILAS, MIN KØKKENCHEF, begyndte, kort tid efter jeg overtog. Vi kendte ikke hinanden, men han havde været med til åbningsfesten, jeg holdt, før jeg havde betalt, og da jeg ledte efter en chefkok, ringede han og søgte stillingen. Jeg havde en plan om, at vi skulle lave tysk kromad, som ikke var fancy. Men det er Nilas, der her udviklet stilen på den mad, vi har i dag.

VI KÆMPER MÅNEDLIGT om menuen. Nilas skriver et eller andet på, jeg ikke aner, hvad er. Jeg vil altid hive det i en retning, så det ikke bliver så fint. Jeg vil gerne gøre det mere folkeligt, og Nilas vil gerne lave finere, fransk madlavning. Men det er os to sammen, yin og yang, der får det til at spille hernede.

VI HAR IKKE så mange retter. Der er et par hovedretter, en vegetarret, en forret og en dessert udover frokosten. Menuen er mikrosæsonbaseret, så den skifter ofte. Men vi har altid bratwurst og torsdags-tatar.

DE FØRSTE FEM år hev jeg ingen løn ud til mig selv, så i starten boede jeg på kroen. Mine venner og familie forsørgede mig. Jeg fik tøj og sko af folk. I dag hjælper stamgæsterne også til. Går døren i stykker, er der straks en, der rejser sig op og går i gang med at fikse den. Folk føler sig hjemme og inkluderede. Nogle kommer fire gange om ugen, og mange kommer alene. De har måske ikke kone, børn eller noget andet at komme hjem til. Men de bliver genkendt hernede. Det er det smukke ved det her sted. Det er min drivkraft.

TIL MIN AFSLUTTENDE eksamen på Hotel- og Restaurantskolen præsenterede jeg min forretningsplan til Lygtens Kro. Da jeg var færdig, sagde økonomen, jeg var oppe hos:

”Du bliver aldrig rig på det her. Men det er et megaspændende projekt, og jeg synes, du skal gøre det, for det lyder sjovt, og der skal nok komme folk.”

Men han kunne ikke give mig topkarakter, sagde han, fordi priserne var for lave, og jeg ville ikke udvide konceptet. Nu er jeg nødt til at sætte nogle af priserne op. Men det er kun, når jeg ikke kan se nogen anden udvej.

MIN ARBEJDSDAG ER brandslukning. Hele tiden. Jeg vil gerne drive en restaurant, men jeg bruger mest tid på at ordne VVS-arbejde, fikse utætheder i taget, fikse strøm, eller få nogen til at fikse det. Man lærer meget af at have et kæmpe, gammelt hus. Jeg bestiller også varer, lægger ting på Instagram og snakker med DJ's, bookere og lydmænd, når vi har koncerter hernede.

AT GØRE EN social forskel, give folk et andet hjem og ansætte mennesker, der har svært ved at få et arbejde, det er det allerfedeste ved at drive det her sted. Folk kommer herned igen og igen. De elsker det, og jeg forstår ikke, at de er kommet her i 10 år. Den største udfordring er, når medarbejderne ikke bliver behandlet ordentligt. Derfor siger vi: ’All costumers are bastards’. Kunden har ikke ret hernede. Det er bartenderne, der har ret. Jeg er sådan set ligeglad med, om de smider nogen ud. Selv hvis det ikke er helt berettiget, så er det dem, der er på arbejde.

PÅ LYGTENS KRO har jeg fundet ud af, at man kan gøre tingene selv og på en alternativ måde. Det vil jeg gerne prøve i en anden branche. Selvom det er noget helt andet, vil jeg gerne lave et sjovt og lækkert ’gourmetplejehjem’.

Der kommer også en stor generation, som ønsker noget andet. Når man er gammel eller er på plejehjem, har man behov for god mad, omsorg og nærvær. Man har brug for dyr og blomster, så familien rent faktisk gider at besøge dig, fordi der er hyggeligt. Der skal ikke lugte af død og gamle bleer. Der skal være et lækkert orangeri, hvor man kan spise frokost, og en legeplads, hvor børnebørnene kan lege.

Jeg tror, jeg kan gøre tingene anderledes end på et almindeligt plejehjem. Jeg er kun på idéudviklingen, og det har jeg været de sidste par år. Det er mit næste projekt, men både mine kunder og jeg er ikke klar. Jeg kan jo lige så godt tage dem med, når tiden er.