Claus Meyer har åbnet en restaurant, hvor man ikke kan få æblemost. I stedet bliver min gæst tilbudt sodavand — næppe ligefrem Coca Cola eller anden edder og forgift af den helt depraverede slags, men formodentlig en gennemøkologisk og udmærket en af slagsen. Men alligevel. Tænk, at man skulle opleve at sidde på et af Meyers etablissementer og blive nægtet ordentlig saft … Så vidt jeg ved, regerer Meyer over hele øer fulde af æbletræer og andre saftige rigdomme. De kommer ikke på bordet i Lyngby.

Dette valg — for et valg må det jo være, bevidst eller ubevidst — er betegnende for Meyers i Lyngby. Stedet er både mondænt og hyggeligt, men også en anelse lemfældigt.


Meyers i Lyngby har en umiskendelig newyorker-atmosfære, lidt som at besøge Dean and Deluca på hjørnet af Prince Street og Broadway. Der er takeaway og bagerbutik og hele udvalget af de meyerske delikatesser, og til forskel fra den amerikanske delikatesse er stedet så også en restaurant. Der er højt til loftet med store, blotlagte og sølvfarvede udsugningsrør, møblementet er uforfalsket dansk 70’erstil med bordplader af linoleum, gammeldags kantinestole og mad serveret på grove træplader med rustikt brød til.

Mad mellem to stole

Midt i dette charmerende sammenstød mellem det mondæne og det ærkedanske sidder Lyngbys venindepar og sludrer, mens fortravlede tjenere henter rene gafler og friske forsyninger af vin og vand til de krævende damer. Køkkenet tilbyder hele stege, hvis man er mange nok, ”ligesom man ville gøre derhjemme” lyder reklamen. Det passer fint i den højrøstede og rustikke newyorkerkantine.

Der skal da heller ikke herske tvivl om, at man får udmærket mad på Meyers i Lyngby. Men køkkenet bryder med den afslappede atmosfære ved at servere mad, der lefler for det forfinede og dænger tallerkenerne til med alt for mange subtile elementer, som ingen alligevel lægger mærke til, fordi der snakkes og hygges.

Vi lægger ud med seks små smagsprøver på en afhøvlet planke. Tynde skiver delikat, tørret okse og svinenakke, der smager som varianter af koncentreret umami; smuk grøn persillecreme, kartoffelchip, alt for salt vandpandekage og puffet flæskesvær med rødbede med en let smag af svovl.


Herefter følger en yderst delikat hokkaidosuppe med purløgsolie i noget, der mest af alt mindede om et forvokset æggebæger, og allerede her er der lagt afstand til den nøje afstemte storbystemning med bonderøvspræg. Det smager alt sammen udmærket, men der er ikke meget bonderøv over det. Det smager langt væk af gastronomisk præcision, der skal ramme smagsløg lidt til højre for midten af tungen og så fremdeles. Den form for servering lever maden bare alligevel ikke op til. Dertil er den for ordinær.

På udkig efter det meyerske æble

Er man ikke nok til en hel steg, lægger kortet op til, at man vælger fem-seks mindre serveringer. Jeg tager menuen bestående af fem beherskede retter, mens min gæst tager resten af det fåmælte a la carte-kort. Og hendes strandkrabbebisque med æble og skovsyre slår så langt min ellers glimrende bagte selleri med kantareller, skovsyre, hø og hasselnødder og en let creme. Æble og krabbebisque er et genialt påhit og samtidig så fuldkommen meyersk. Æblets syre giver sammen med skovsyren friskhed og bid til strandkrabbens dybe, salte fedme. Retten passer også smukt til helhedsindtrykket. Dér var det, det meyerske æble!

Næste indslag i menuen er kogte kartofler, der er kogt noget mindre, end bedstemor plejede at gøre. De har perfekt bid! Sammen med små løg og kartoffelchips med eddikepulver ligger de i en skum af Vesterhavsost og overdøver et øjeblik larmen i lokalet. Det smager denondelynemig dejligt, og der er både til gården og til gaden i denne ret. Der er dybde og bid og smag.


Herefter følger tatar af okseinderlår med rødløg, brøndkarse, croutoner og emulsion af estragon, og bortset fra at croutonerne er bløde og smager fælt af olie, og at retten er sat i skammekrogen i den ene side af tallerkenen, er alt godt. Derimod er min gæsts rimmede kammuslinger med jordskokker på toppen, tynde maltflager og muslingefumé for salte og smager af for lidt.

Fortsætter på næste side...Virvar af elementer

Min ’hovedret’ — ja, jeg ved godt, at man for længst er gået bort fra denne burgøjseragtige strukturering af måltidet, men ikke desto mindre — min hovedret består af rosastegt andebryst og majspuré under et farvestrålende låg af lilla spidskål og kantareller, der passerer ganen uden at efterlade andet indtryk end ’and’ og ’lilla’ og ’brun sovs’.

Det er derimod min gæst, der får serveret aftenens højdepunkt. Dampet torsk med rugbrødscrumble og purløgsblomster og tynde stængler med lakridssmag, som vistnok var fennikel — og så tre variationer af blomkål: tynde skiver af den rå stok kørt på mandolinen, blomkålspuré og ristede eller bagte buketter. Retten ligger på en velsmagende fiskefumé. Torsken bliver overdøvet af den lækre garniture, og der er efter min mening for mange elementer i retten til, at den kan komme til sin ret i den travle food court, Meyer har skabt. På den anden side er den også et eksempel på det, jeg havde håbet på! Hellere knap så kogte kartofler og blomkål galore end dette virvar af elementer, der både vil være nordiske og globaliserede.


Aftenen ender i samme skure med dekonstrueret hindbærsnitte med citronmælkeis og hindbær med karamel af kondenseret mælk og hindbærsylt og frysetørrede hindbær til min gæst og kirsebæris med havrecrumble, kærnemælk, citronmelisse og lidt gran og colombianske blommer til mig. Der er pøset på, men det, der står tilbage i min bevidsthed, er, at de colombianske blommer ikke smager nær så godt, som de italienske sveskeblommer, jeg kan plukke i min morbrors have. Og var det ikke det, Meyers plejede at stå for?
__________

Det fik vi

- 6 små appetitvækkere
- Hokkaidosuppe
- Bagt selleri
- Strandkrabbebisque med æble
- Kartoffel, syltede små løg og creme af Vesterhavsost
- Tatar af okseinderlår med rødløg
- Rimmede kammuslinger med jordskokker, maltflager og muslingefumé
- Rosastegt andebryst på majspuré, lilla spidskål og kantareller
- Dampet torsk med rugbrødscrumble med tre slags blomkål og fiskefumé
- Dekonstrueret hindbærsnitte
- Kirsebæris med havrecrumble
- 1 glas Marc Haisma pinot noir Frankrig 2011
- 1 glas Earth’s End pinot noir New Zealand 2011
- Vand
- 2 kaffe

I alt 1.366 kr.
__________

Det mener gastro

Meyers i Lyngby er et godt lokalt spisested, hvor man sagtens kan slå et smut forbi, hvis man er lokal eller alligevel har ærinder på de kanter. Men køkkenet er lidt for automatnordisk og opstyltet, bryder med den afslappethed, der er lagt op til, samtidig med at maden alligevel er ret ordinær.
__________

Om restauranten

Stilen
New York møder Danmark i 70’erne. De 700 m² restaurant er travle og larmende, men også hyggelige og velegnede til en aften, hvor der skal snakkes igennem med vennerne. Restaurantchef på stedet er René Christensen (tidl. Nimb og Stay), og køkkenchef er Mette Beck (tidl. bl.a. Nimb).

Maden
Kortet består af mindre retter under 150 kr. Der skal fire-fem retter til for at blive helt mæt. En 5-rettersmenu fås til 450 kr.

Vinen
Restauranten tilbyder over 25 vine i glas fra ca. 60 kr. og op. Kortet har fokus på europæiske vine.

Åbningstider
Frokoståbent hver dag fra kl. 11.30-16.00, aftenåbent fra kl. 17.30. Køkkenet lukker kl. 22.
__________

SE OGSÅ: Anmeldelse: Amass Restaurant
SE OGSÅ: Anmeldelse: Gorm’s i Nyhavn