Erhvervsmanden Lars Seier har længe markeret sig på den
gastronomiske scene herhjemme som medejer af michelinrestauranterne Geranium og
Alchemist, og nu også med Københavns nye spise-, jazz- og cocktailsted ved navn
Epicurus, der for nyligt åbnede i Indre By.
Han har spist overdådige middage som få, men når det kommer
til livretter, er der én helt simpel spise, der ligger hans hjerte nært, nemlig
chili con carne.
Og derfor starter det nye afsnit af ’Arbejdstitel’ helt oplagt
med spørgsmålet: Hvor i
verden får man den bedste chili con carne?
”Ja, altså der er to ting, jeg laver selv og godt kan lide
at lave. Den ene er chili con carne, og den anden er faktisk paella, den
spanske risret, som jeg synes er meget fascinerende at lave. Så den allerbedste
chili con carne får jeg nok hjemme hos mig selv,” siger Lars Seier i programmet
og fortsætter:
”Men jeg synes, at et andet sted, jeg har, er Café Dan Turéll,
som jeg kom på, da jeg gik i gymnasiet op på Zahles ved Nørreport. Og dengang
havde de jo chili con carne til den bitre ende. Så hvis man var sulten klokken
halv to om natten, så kunne man gå op og spise en chili con carne. Og det er
sådan set bibeholdt på Dan Turéll, så jeg synes, at vi har en særdeles habil chili
con carne. Og den bliver også serveret til den bitre ende stadigvæk, så hvis
man bliver lidt brødflov ud på aftenen, så har vi altid den.”
Du kan høre meget mere om Lars Seiers rolle i de restauranter, han er medejer
af, hvordan han har fået et kunstværk fra sin egen samling til at hænge på D’Angleterre,
og hvor ofte han får pitchet en forretningsidé i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’,
der er ude op alle podcastplatforme nu.