Har du nogensinde snydt døden?
”Jeg var bjergbestiger, da jeg var ung og var tiltrukket af at komme så tæt på naturen og de store kræfter som muligt. Som 17-årig var jeg i Zillertaler-alperne sammen med to af mine bedste venner.
Meget, meget tidligt om morgenen begav vi os op til toppen af en gletcher, så vi kunne få solopgangen med. Vi var forbundet med reb og var på vej ned ad en stejl is-couloir, som er en tunnel af is, da den bagerste af os styrtede og trak os andre med ned. Det var et mareridt.
Vi kurede nedad, og jeg forsøgte febrilsk at hamre min issyl ind i isen for at stoppe faldet. Først efter 10-12 sekunder fik den fat, og så hang vi der på klippevæggen.
Hvis ikke det var lykkedes, var vi styrtet 20 meter længere ned i spalten, og så var vi nok alle omkommet. Jeg fik flået huden op på mine arme, og ham i midten af rebet blev fløjet til hospitalet med helikopter. Kort efter den oplevelse stoppede jeg med at bestige bjerge. Men min nære ven Niels, som var med den dag, fortsatte, og to år senere døde han ved et andet styrt.”
Hvornår fandt du ud af, at du er god til at skrive?
”Jeg har altid fortalt historier. Jeg voksede op først i et rækkehus i Birkerød og siden på Christianshavn og brugte al min tid på at lave tegneserier, inspireret af Anders And og Tintin, til min lillebror.
På et tidspunkt begyndte der også at komme talebobler på figurerne. Da jeg var 16 år, gik jeg i en streng privatskole og afleverede en dansk stil til min klasselærer, Lone.
Hun strøede bestemt ikke om sig med anerkendelser, men da hun skulle uddele karaktererne, sagde hun mit navn og 13. Bare tallet 13 og ikke andet. Det var aldrig blevet givet før på skolen, og det skabte en enorm bevidsthedsudvidelse inde i mig.
Det var ikke så meget rosen i sig selv, men mere det at et andet menneske så mig udefra. Vi er jo lige som planter, og talent er som et lille frø. Det skal have vand og lys for at spire. Karakteren fra hende åbnede en kanal og bestyrkede mig i, at det at skrive ville være en vej, jeg kunne gå.”
Hvilken beslutning ændrede dit liv?
”At jeg begyndte at meditere dagligt, hvilket jeg har gjort siden 1994. Jeg er netop nu på vej ind i et nyt ’retreat’, der varer et år, hvor jeg skal sidde alene i et hus i et fredet område ved Limfjorden i Nordjylland.
I det år taler jeg ikke med nogen, undtagen de få gange, jeg kommer ud. Meditation er at springe af gyngen i et kort øjeblik, at komme væk fra den følelse af hele tiden at være på vej videre, hvilket vi alle har som mennesker.
Der findes to hovedprojekter i mit liv. Det ene er sproget, at udfordre det, lege med det, presse det til det maksimale, og så at slippe det fuldstændigt. Det andet er meditationen.
Når jeg går ind i et ’retreat’, oplever jeg maksimal intensitet. Maden smager mere intenst, og det filter, der ellers ligger mellem mig og naturen, dyrene, fuglene og havet, forsvinder.
Jeg oplever, at vi som menneskehed er indespærret, fanget i vores konstante trang til at skaffe os lykke. Men det er jo dømt til at mislykkes. Alt det, vi holder fast i, smuldrer alligevel om et øjeblik.
Hver gang jeg bevæger mig i en meditativ retning, vender jeg mig mod min hjerterytme. Det er en pause, hvor støjen hører op, som skaber en åbenhed i mig over for verden og over for nye, mere intense møder med andre mennesker.”
Hvornår er du mest fri?
”I den første halvdel af mine tyvere rejste jeg til Caribien for at se, om jeg kunne klare mig på en anden måde. Jeg kunne nok ligeså godt være gået i kloster eller være taget på pilgrimsrejse, men jeg besluttede mig for at sejle. Jeg hang ud på havnen og fik job på de rige menneskers både.
På et tidspunkt var jeg del af mandskabet på et skib, der sejlede til Azorerne. Vi var afsondret fra verden i dagevis. Alt var stille, men jeg var ekstremt vågen. Vi bevægede os over Atlanterhavet, og jeg fik en meget stærk følelse af liv og død, af at det er afgørende at få øjeblikket til at vare.
Midt i dønningerne på Atlanterhavet indså jeg, at hvis havet blot slog et lille knips med fingeren, så ville denne her lille æggeskal af stål, som vores båd var, være væk. Jeg tager stadig jævnligt ud på havet eller i Limfjorden.
Jeg holder meget af at svømme. Det er en primær bevægelsesform, som skaber plads og rum i bevidstheden. Når jeg er i vandet, strækker jeg ikke bare min krop, men også mine øjne.”
Hvad betyder dine bøger for dig?
”Ikke meget. Det er ikke sådan, at jeg går tilbage til de bøger, jeg har skrevet. Jeg bladrer heller aldrig i dem. Hver ny bog er for mig et stykke blankt papir, det siger sig selv.
Jeg skriver altid i hånden med blåt blæk og min Mars Lumograph-pen. Håndskriften bringer mig tættere på grundkreativiteten, på sanseligheden. Det gør, at jeg kan tillade mig at sætte tankerne fri.
Jeg forsøger nok egentlig at afspænde sproget, at forlade perfektionen, for i stedet at bevæge mig mere mod det nøgne og det ugarderede. Sproget er for mig ligesom meditationen, en flaskehals.
Sproget er et af de instrumenter, der er tættest ved virkelighedens kilde, og jo ældre jeg bliver, jo mere forsøger jeg at slippe alt det, jeg kan i forvejen. Jeg udmaner og udvisker og føler mig frem mod et sted inde i mig selv, hvor det sprog, der kan udtrykke det uudsigelige, findes.”
Hvis du kun havde en dag tilbage, hvad ville du så foretage dig?
”Om morgenen ville jeg sige farvel til mine børn, deres mødre og mine nærmeste venner. Og så ville jeg spørge min lærer i meditation, Jes Bertelsen, om jeg måtte få lov til at dø ved siden af ham, mens jeg mediterede.
Jeg kunne på en måde godt dø nu, for jeg har ikke en følelse af, at der er noget, jeg ikke har nået. Men min yngste søn er 10 år gammel, så jeg vil gerne nå at leve, til han bliver mindst 18.
Jeg har dog aldrig været bange for døden. Det er jo det ultimative kontrolslip, og jeg oplever, at intensiteten stiger frem mod, at det hele er forbi. Bare det, at døden rykker nærmere, gør, at de eksistentielle prioriteter bliver skarpere og er en stor chance, en åben mulighed, for, at vi kan nå dybere ind i forståelsen af, hvad der virkelig er vigtigt.”
