Det ville ikke være forkert for de fleste at sige, at det er gået op og ned for krimiserien True Detective.

Første sæson med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i rollerne som den enfoldige, intelligente, men skarpe Rust Cohle og den udadvendte Marty Hart med den hårde attitude var mildest talt et mesterværk i sig selv, og derfor var der naturligvis høje forventninger til den kommende 2. sæson.

Og der var da heller ikke lagt op til den katastrofe det blev, når stjerner som Rachel McAdams, Vince Vaughn og Colin Farrell skulle indtage hovedrollerne, og den selv samme skaber, Nic Pizzolatto stadig var med til at skrive og producere serien.

Alligevel fejlede 2. sæson med skuffede seere og anmeldere i forhold til sin forgænger, og blandt andre Rolling Stone forsøgte at finde ud af, hvad i alverden det var, der gik så galt.

Ikke desto mindre skriver Entertainment Weekly, at der er en potentiel tredje sæson på vej, da Pizzolatto allerede har skrevet mindst to episoder til den tredje sæson, og denne gang har han en Emmy-vindende manuskriptforfatter og producer med på holdet.

David Milch er navnet på manden, der skal hjælpe Pizzolatto med at få serien tilbage på sporet, og når han blandt andet står bag det dystre western-drama Deadwood (2004-2006), så kan man jo kun have forhåbningerne oppe (igen).

Det er endnu ikke afgjort, hvem der skal besætte rollelisten, men McConaughey har tidligere udtalt, at han vil være interesseret i at vende tilbage til sin rolle, men når de to sæsoner i serien har været komplet afkoblet fra hinanden, både når det kommer til plot og karakterer, er det nemt at tvivle på sådan en opsætning.

Men man kan jo altid krydse fingre.  

LÆS OGSÅ: "Grinet er det nye drama"

LÆS OGSÅ: "De bedste serier i 2017 indtil nu"

LÆS OGSÅ: "Her er alle film og serier, som kommer på Netflix i april"