Erik er født med sjælden lidelse: Sådan føles det at være … ansigtsblind

I SORØ, HVOR jeg bor, kom en kvinde forleden hen til mig og sagde: ’Tillykke med fødselsdagen.’ Først stod jeg lidt og tænkte: ’Bør jeg kende hende der?’ Jeg anede virkelig ikke, hvem hun var. Men så genkendte jeg hende heldigvis på hendes stemme – men ikke hendes ansigt – sagde tak og gik videre.

DET ER OGSÅ sket i SFO’en, hvor jeg har skullet hente min datter, at jeg har stået ved det forkerte barn og sagt: ’Kom så Rosa, nu skal vi gå.’ Og så har barnet sagt, ’Rosa sidder altså derovre,’ og har peget et andet sted hen i lokalet. Det er jo pinligt, men sådan er det. 

GENNEM ÅRENE HAVDE jeg godt bemærket, at jeg nok havde sværere end andre ved at genkende mennesker, jeg ellers burde kende. Men jeg har undskyldt det med – og nok også forklaret mig selv ved – at jeg nogle gange kan være distræt, at jeg er farveblind, og at jeg som højskolelærer og foredragsholder hele tiden møder hundredvis af nye mennesker og derfor har sværere ved at skelne mellem ansigter.

DET VAR FØRST, da jeg på et tidspunkt læste et interview med forfatteren Leonora Christina Skov, hvor hun fortalte om, hvordan det er at være 100 procent ansigtsblind, og at hun ikke engang kan genkende sin egen kæreste, at jeg blev opmærksom på, at ansigtsblindhed er noget, man kan lide af.