På Skotlands nordligste whisky-destilleri, Highland Park, der er lokaliseret på de billedskønne Orkney-øer, har man gennem årtier brygget på lidt af et unikum. I forbindelse med destilleriets 225-års jubilæum lancerer de deres ældste og mest eksklusive whisky nogensinde: ’Highland Park 54 YO’.

Og ja, den er god nok med de 54 år. I 1968 (et år før USA sendte en mand på Månen) blev whiskyen til og lagt på refill butts-fade og refill hogsheads-fade.

40 år senere, i 2008, blev de to fadtyper kombineret og hældt på førstegangsfyldte sherry-fade, hvor whiskyen fik lov til at modnes, og gennem 14 år har den fået endnu mere dybde, intensitet og smagskarakter. Det er blandt andet her, at whiskyens efterårsbrune farve har taget form.

”Sherry-fadet har givet en sød og frugtig smag, som står i kontrast til trænoternes røgede smag. Alderen bidrager med en lang og krydret eftersmag med mange nuancer,” siger Martin Markvardsen, der er Senior Brand Ambassador hos Highland Park.

Flasken på ’Highland Park 54 YO’ er designet som en af destilleriets kobberkedler, mens egetræsæsken (ingen af æskerne er 100 procent ens) er inspireret af Yesnaby-klipperne på Orkney, hvor træemballagens årer skal give mindelser om sandstenene på klippernes spids.

Går du så med en drøm om at få fingrene i jubilæumsflasken, er det med at slå hurtigt til. Der bliver nemlig kun sendt 225 styks ’Highland Park 54 YO’ i udbud på verdensplan, hvoraf fire af dem kommer til Danmark. Prisen ligger derefter. Hver enkelt af de 225 koster den nette sum af 339.000 kroner.

Selvom der er blevet kræset om alt fra proces til indpakning i jubiluæms-whiskyen, er det et beløb, der kan få selv den mest erfarne samler til at få single malten galt i halsen.

Men hvorfor skal den egentlig koste så meget?
”Fordi vi kan,” siger Martin Markvardsen.

Highland Park 54 YO, 46,9 %. Til 339.000 kroner hos lbv.dk.