Ode til England
Foto: PR, Getty Images

Moderedaktøren anbefaler: En ode til England

Subkulturer, selvsikkerhed og stolte traditioner. Moderedaktør Frederik Lentz Andersen fortæller om sin fascination af og kærlighed til den engelske modescene og de, der ejer den.

Liam fucking Gallagher! Ham mødte jeg i ’97, da jeg som 20-årig arbejdede i Levi’s flagskibsbutik på Regent Street i London. I underetagen af den gigantiske butik lå et galleri, der hver måned viste nye kunstnere, som Levi’s samarbejdede med. Den måned bestod udstillingen af garderobeelementer, som var doneret af engelske musikere, og indtægten fra salgene gik til et velgørende formål. Elton John havde doneret et par knæhøje, pink similibesatte platformstøvler, Jay Kay fra Jamiroquai havde doneret en af sine gigantiske hatte i fake fur, og Liam Gallagher havde doneret en gammel denimjakke.

Der var mange kunstnere til ferniseringen. Liam teede sig, fyldte i lokalet, tiltrak sig mest mulig opmærksomhed, og alles øjne var på ham. Han var mit absolutte idol og stilikon, og det var tiden, hvor der ikke var nogen større end Oasis.

Om det var nogle af alle de ting, jeg oplevede, og folk jeg mødte i det år, jeg boede i London, der lagde kimen til min udtrykte kærlighed til alt engelsk, ved jeg ikke. Men London og England er oftest der, jeg søger hen, når jeg stilmæssigt mangler inspiration eller en retning at pejle mod.

Det, der fascinerer mig mest ved den engelske stil, er, at den spænder så bredt. Der er lige så stor inspiration at hente i deres unikke palet af subkulturer, fra mods til skinheads, punks og casuals, som i deres landadelige jagtgarderobe eller håndværksmæssige overlegenhed, når det kommer til skrædderkunst, skomageri og hattekultur.

GettyImages-85356590.jpg

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her