Siden slutningen af december har demonstranter Iran over protesteret mod det iranske regimes økonomiske politik, og særligt landets velhavende elite har været målet for en stor del af kritikken. Det lader dog tilsyneladende ikke til at genere Irans unge, rige millennials, for mens resten af landet står i flammer, viser de ivrigt deres ekstravagante livsstil frem på Instagram - blandt andet på Instagramprofilen Rich Kids of Tehran og Facebook-siden af samme navn.

Fænomenet kender vi fra Instagram-profilen Rich Kids of Instagram, hvor børn af velhavende familier poster billeder af alt fra privatfly til deres samling af Rolex-ure. På samme måde bugner Teheran-profilerne med materielle goder som stiletter fra Chanel og køreture i spritnye biler fra Porsche.

De iranske unges billeder bliver dog næppe vel modtaget i et land, hvor 70% af befolkningen lever i fattigdom - men det rører ikke de velhavende unge, skriver den iranske journalist Amir Ahmadi Arian i et debatindlæg i New York Times.

“De rige, iranske unge opfører sig som en ny, aristokratisk klasse, som er uvidende om kilden til deres rigdom,” skriver han.

“De kører skamløst gennem Teherans gader i Porscher og Maseratier foran de fattiges øjne og poster om deres rigdom på Instagram.”

Mens demonstranterne i Iran har rettet kritik direkte mod den iranske præsident Hassan Rouhani med slagråb som ‘død over Rouhani’ og ‘død over diktatoren’, har Rich Kids of Tehran været særdeles støttende over for den iranske regering på Twitter. Det lader dog heller ikke til, at Irans ‘rich kids’ har noget at klage over, når det kommer til deres egen økonomiske situation. Se selv Facebook-billederne herunder: