Mød Danmarks sjoveste mand, du aldrig har hørt om

Mød Danmarks sjoveste mand, du aldrig har hørt om

Henrik Abel er landets eneste fuldtidspublikumsopvarmer. I mere end 30 år har han levet af at få folk til at grine. Her fortæller han om karrieren, der har kostet ham kærlighedslivet, og om Peter Schmeichel, der punkterede hans jokes.

Offentliggjort

’I HAR BARE at grine, for hvis ikke I gør, bliver jeg fyret!’ beordrede jeg, da jeg første gang skulle opvarme et publikum. 

Jeg arbejdede som caster på ’Lykkehjulet’, det var dengang Bengt Burg var vært, og havde i noget tid prøvet at overtale min chef til at få lov til at varme publikum op. 

En af de faste opvarmere var blevet syg, og jeg så derfor mit snit, men fik et stort, rungende nej, da jeg tiggede om lov. Men jeg trodsede min chef, gik direkte op på scenen og fyrede den af. Min teori var, at hvis jeg bare gik i gang, kunne han ikke stoppe mig. Det virkede. Siden er jeg blevet hængende i branchen. 

HELT LAVPRAKTISK GÅR mit job ud på at få folk til at føle sig trygge. Jeg guider publikum igennem oplevelsen og er deres ven på dagen. Når du ankommer til en fest, er det også rart, at der er en vært, som tager imod dig og sørger for, at du har nogen at snakke med.