Årets michelinstjerner er uddelt. Her er alle de nye vindere
Man har aldrig spist bedre i Danmark, end man gør i disse år. Det sætter årets michelinuddeling en tyk streg under. To restauranter er dog igen håbløst forbigået.

Den nordiske michelinuddeling foregår i 2025 i Anneberg Kulturpark i Odsherred under vanlig stor mediebevågenhed, hvor medier, branchefolk og selvfølgelig restauratører er samlet for at holde vejret i en tiltagende cocktail af begejstring og forventning.
De store nyheder er som følger:
- Mads Battefeld fik endelig sin michelinstjerne med Sushi Anaba. Gastro var forbi kort efter åbningen og kvitterede (naturligvis, fristes man til at sige) med seks stjerner.
- Restaurant Udtryk blev hædret med en rekordhurtig stjerne. Køkkenchef Edward Lee har knap haft åbent i en måned, og spørgsmålet er, om det er den hurtigste michelinstjerne i Europa nogensinde? En anden lynhurtig stjerne blev uddelt til Pearl by Paul Proffitt, der åbnede for ganske kort tid siden.
- Københavns bedst bevarede hemmelighed, Texture, modtog sin første michelinstjerne. Texture blev anmeldt af Gastro kort efter åbningen, men er siden blevet besynderligt forbigået af det øvrige anmelderkorps.
Restauranter med tre stjerner:
De tre store bevarer deres tre stjerner: Noma, Geranium og Jordnær.
Alchemist burde også stå på den trestjernede liste, men det skal åbenbart ikke være nemt for Rasmus Munk at få den fulde hæder fra den franske spiseguide – heldigvis er det rigeligt med hæder fra både internationale journalister og øvrige guides.
Nye restauranter med to stjerner:
I Danmark bevarede alle eksisterende to-stjernede restauranter deres stjerner, mens PAZ, Poul Andrias Ziskas restaurant i Tórshavn, nu har givet gastroturister endnu en fremragende grund til at rejse til Færøerne.
Nye restauranter med én stjerne:
I Danmark bevarede alle et-stjernede restauranter deres stjerne, mens disse kom til: Sushi Anaba, Texture, Alimentum, Parsley Salon, Udtryk og Pearl by Paul Proffitt.
Der findes nu 75 michelinrestauranter med én stjerne i Norden.
Nye restauranter med en Bib Gourmand:
Der blev også uddelt Bib Gourmand-hæder, og her kommer en lang række steder i Danmark til at finde skruetrækkeren frem, så de kan hænge Bib Gourmand-skiltet op.
De følgende restauranter blev hædret med en Bib Gourmand: Calma, Démodé, ET, Kofoed, Radio, Rebel og Vie.
Derudover fik Dragsholm Slot Gourmet og Treetop en grøn michelinstjerne, ligesom Lykke Metzger fra Alchemist blev hyldet med en Michelin Service Award for sin uforlignelige evne som værtinde.
Michael Nørtoft fra Ti Trin Ned i Fredericia fik en Young Chef Award.
Og dem, der burde have fået en stjerne:
Fortællingen om stjernebesatte restauranter handler mindst lige så meget om, hvem der ikke får en stjerne. Flere steder bliver konsekvent forbigået, mens andre ganske enkelt må kigge langt efter de magtfulde Michelin-inspektører på trods af, at det hverken skorter på ambitioner eller initiativer.
Øverst på den liste står Mielcke & Hurtigkarl, som igen-igen-igen er blevet forbigået. Man skulle nærmest tro, den frederikbergske restaurant havde forbrudt sig mod en regel, ingen andre end Michelin kender til, for uanset hvad de gør, kommer ingen stjerne deres vej.
Falsled Kro er igen blevet forbigået. Det er igen i år en gåde, hvad køkkenchef Simon Juel Petersen skal gøre anderledes for at tilfredsstille Michelins inspektører. End ikke en Young Chef Award (Juel Petersen er blot 29 år) har han modtaget. Lidt af en lang næse for teamet på Falsled Kro, der ovenikøbet var inviteret med til den stort anlagte ceremoni i Odsherred.