Nogle kalder Heartlands gæster elitære, men i virkeligheden er de bare kedelige

HEARTLAND FESTIVAL ER den festival i Danmark, hvor der bliver brugt flest penge per gæst per dag.

To ud af tre gæster er kvinder, hvilket kan minde lidt om kønsfordelingen på landets kreative højskoler, og så har festivalen i øvrigt en selverklæret ambition om at være den festival i verden, der sælger flest østers per næse.

Hvordan det går med den ambition, er svært at få svar på. Men i det dejlige solskinsvejr, der lå hen over Egeskov Slot torsdag, så det ud til, at det gik udmærket.

Mick Øgendahl havde i hvert fald købt halvdelen af Skaldyrsbaren, inden klokken havde slået 18.00. Så langt, så godt.

At gå rundt på Heartland kan føles som en illusion om en bedre verden. Det er bare, som om solens stråler falder lidt smukkere gennem træerne i Kværndrups små skove. Nogen vil sikkert argumentere for, at der er lige så flot på Smukfest – jeg har bare aldrig været der, så det kan jeg ikke udtale mig om.

Der dufter også godt på Heartland. Sådan lidt af gran og citrus, uanset hvor du befinder dig. Jeg ved sgu ikke, hvordan de gør det. Og hold nu op, hvor er det rart, at man kan befinde sig 72 timer på en festival uden hverken at skimte eller høre en eneste Soundboks.

Men selvom det at boltre sig på den fynske festival kan føles som at hoppe rundt i en velduftende lille sky, er der altså også et problem – Heartland har et publikum, som holder på formerne.

Det er mennesker, som alle sammen gerne vil være dem, der står bagerst til koncerten med tommelfingeren i lommen og fire fingre, der klapper på låret. Man kan vitterligt vade direkte op foran scenerne og stå på allerforreste parket, ligegyldigt hvem der spiller. Og er det egentlig en god eller dårlig ting?

SKUDSIKKER VEST OG et sværvægtsboksebælte i skinnende guld. Det var, hvad uanseeligt smukke og 205 centimeter høje Tobias Rahim var iført, da han kl. 19.30 trådte ind på Greenfield som det første hovednavn, der ikke var Jonah Blacksmith …

Manden fik for tre år siden Arena på Roskilde til at bryde sammen af menneskemylder, han proppede året efter Orange Scene til bristepunktet, han har lavet et hit, der i skrivende stund har 65 millioner afspilninger på Spotify, og manden kan håndskrive et par digte, tage et billede af sine ædlere dele og gå direkte ind på bestsellerlisten. Jeg tror, du forstår, hvor jeg vil henad.

Tobias Rahim er Danmarks største popstjerne. Det tør jeg godt at proklamere, uden at jeg regner med, at pop-politiet kommer rendende efter mig. Men ikke engang han kunne få samlet tropperne til en rigtig tæt dansefest.

Og det er ikke en personlig vendetta mod Tobias Rahim fra Heartlands gæsters side. Lige meget om man står til hans koncert, til hollandsk-tyrkiske (og i øvrigt formidable) Altin Gün, John Legend, Emma Sehested Høeg eller Peter Sommer er hænderne simpelthen bare stukket godt og grundigt ned i de dybe, gammelrige lommer. Særligt føltes det akavet til Peter Sommers nummer ’Verdens Volume’, hvor ordene ’Vi kan ikke få armene ned’ gentagende gange på paradoksal vis indkapslede publikums forfængelighed.

OG DET VAR godt, at Tobias Rahim fik solen i øjnene under sin koncert, for hvis han havde kunnet se, hvor stille folk stod, er jeg bange for, han var blevet indigneret. Jeg tog det i hvert fald personligt på hans vegne.

Flere gange tog jeg mig selv i at kigge rundt, betragte folk og stå i min egen lille, lommefilosofiske undringsboble og blive småforarget over, hvordan tommeltotten i lommen var det vildeste, publikum kunne trække den op til, når de hørte ’Mucki Bar’ på fulde gardiner.

Fredag og lørdag kom der flere mennesker til. Der var ikke lige så meget plads til koncerterne, men lige så stillestående kroppe. Om det er, fordi folk er for gamle, for rige, for lave, for høje, for tykke eller tynde, ved jeg simpelthen ikke.

Men hvem er egentlig den største stjerne på Heartland Festival – gæsten eller artisten?

Svaret er nok, at det langt hen ad vejen kommer ud på et, og hvis man fremover formår at spille hinanden bare lidt bedre, er der ikke meget der når den sydfynske drømmefestival til sokkeholderne.