Thomas Køster om retten

”Hvis der er noget, jeg holder af på en sommerdag, så er det et godt stykke stegt fisk. I gamle dage kunne man lave en creme fraiche med nogle urter til, eller hvad man lige havde i køleskabet derhjemme. Da vi skulle lave et frokostkort i sin tid, var det vigtigt for os altid at have et stykke god fisk på.

I søndags, da vi havde frokostgæster i restauranten, tror jeg, at mere end halvdelen bestilte fisken. Jeg elsker at stege fisk i stedet for at dampe eller bage den. Idéen med denne ret er også, at man tager det grønne, der er i sæson nu, og serverer til. Det er skønt og let.”

Kulmule thomas.jpg

Stegt kulmulefilet, grøn urtecreme og sprødt grønt

Det skal der i (4 PERSONER)

Fisken

  •  600 g kulmulefilet
  •  Økologisk Smør
  •  Olie

Grøn Olie

  •  ½ l neutral økologisk olie (evt. solsikke)
  •  Et stort bundt ’bløde’ krydderurter. Fx purløg, dild, løvstikke, persille.

Salat

  •  Salat. Gerne mizuna, sennepssalat eller romaine. Du kan også bruge sommerkål og storbladet spinat.
  •  Hvide eller røde radiser
  •  Friske grønne ærter
  •  Mild olivenolie
  •  Salt

Urtecreme

  •  2 dl økologisk creme fraiche 38 %
  •  1 dl økologisk fløde
  •  Et skvæt lys eddike
  •  Salt
  •  Grøn olie

 

Sådan gør du

 

Grøn olie

  •  Skyl urterne grundigt og snit dem fint.
  •  Kom urterne i en blender, og tilsæt olien lidt ad gangen. Blend i cirka tre minutter.
  •  Sigt blandingen gennem en tyndmasket trådsigte eller et klæde, så den bliver helt fri for grønt- fnuller.
  •  Hæld den i en ren kande med tud, og lad den stå et døgn til bundfaldet har sat sig.
  •  Hæld forsigtigt den grønne, klare olie over på en ren flaske.

Urtecreme

  • Pisk fløde, creme fraiche, salt og eddike sammen og hæld forsigtigt den grønne olie i, mens der piskes.

Fisken

  • Varm en stegepande op med olie. Læg fisken på, når fedtstoffet er varmt. Fisken lægges med skindsiden nedad.
  • Lad fisken stege på skindsiden i cirka fire minutter, vend fisken om, kom så smørret på, og skru ned på middelvarme. Steg fisken i cirka fire minutter mere, og sluk for panden.
  • Drys med lidt salt.

Anret

  • Tag en tallerken, og læg en god skefuld urtecreme på. Placér fisken med skindsiden opad på siden af urtecremen. Vend salaten, radiserne og ærterne med lidt god olivenolie og salt, og placér en god stor håndfuld på siden af fisken.

 

Sommeravis1.jpg

Denne artikel er bragt i Euromans Sommeravis

På Euroman fejrer vi sommeren med en gratis Sommeravis. Vi har kørt, svømmet, spist, drukket og hilst os vej langs hele nordkysten. Resultatet er en inspirerende guide til et veloplagt liv, hvor sanserne er slået ud og indtrykkene står i kø. Avisen er skabt med udgangspunkt i magasinets begejstrede, nysgerrige ånd, og stiller skarpt på sommerlivet med et særligt blik på Nordsjælland. Den udkommer med Euroman og Eurowoman i juli måned, og bliver derudover omdelt til sommerhuse og via turistinformationer, minigolfbaner, iskiosker, fiskehandlere og alle de andre steder, din vej går forbi i sommerlandet. Og den er helt gratis.