”Da en restaurantgæst ved nabobordet tog et højlydt FaceTime-opkald, rejste jeg mig og bad hende om at tage kaldet udenfor”

DA JEG I slutningen af juli spiste på Bistrot des Serruriers i Nice, var stedet fyldt til randen med sultne restaurantgæster i sommerhumør. 

Til en afveksling sad vi indenfor i læ fra den provencalske hede, og ved vores nabobord sad et selskab på fire personer, som fejrede den enes fødselsdag. 

Det var festligt, men den gode stemning tog alligevel en drejning til det værre, da gæsten med fødselsdag tog et FaceTime-opkald på sin telefon med højttaleren på fuld udblæsning og ikke fandt nogen grund til hverken at gå ud på gaden eller gøre det kort. 

Jeg sendte et par blikke til de øvrige naboborde, som også havde bemærket den metalliske lyd fra den skramlede iPhone-højt-taler, der gengav den alt for private fødselsdagslykønskning (amerikanere, selvfølgelig, fristes man til at sige). Og tænkte først ved mig selv: ’Nå, det tager vel 30 sekunder, før hendes sans for almindelig pli slår ind, og hun lægger på.’

Men nej. Sekunder blev til minutter, og det meste af den lille restaurant var nu taget som gidsler i hendes snak med den amerikanske veninde. 

De ellers lystigt glidende samtaler ved alle bordene blev sat på hold i lange minutter, indtil jeg ikke længere kunne dy mig. Jeg rejste mig og gik over til hendes bord:

”Er du ikke venlig at tage dit kald udenfor? Hele restauranten bliver forstyrret af dit opkald,” sagde jeg. Hun blev edderspændt rasende og sagde, jeg skulle passe mig selv, og hvad jeg bildte mig ind sådan at lave en scene. Det tog jeg med ophøjet ro, gik tilbage til mit bord og mærkede en god form for tilfredshed, da hun efter et halvt minuts penge ringede af. Endelig. 

FaceTime-opkald på restauranter hører heldigvis sjældenhederne til – jeg ser dem i hvert fald ikke så ofte. Men man skal ikke have spist ude i særligt mange minutter for at konstatere, at mobiltelefonen spiller en endog større og større rolle for restaurantgæster. Til at fotografere maden, sende en besked, tjekke de sociale medier, hvad ved jeg. Og det er trist, synes jeg. 

Jeg er selv skyldig i at fotografere mange retter, når jeg spiser ude. Både fordi de er flotte, men også for at hjælpe min hukommelse på vej, når jeg senere skal hente en middag frem i hukommelsen (eller, indrømmet, dele den på Instagram).

Men jeg øver mig virkelig i at lade min telefon blive i jakkelommen, når jeg spiser ude. Jeg vil hellere forstå måltidet ud fra dets umiddelbare sansepotentiale og kokkens intentioner, end jeg vil spilde mine hjerneceller på at overveje, om det mon ser godt ud på sociale medier. Restaurantbordet (og middagsbordet derhjemme, i øvrigt) er et af de få steder, hvor vi med fordel bør lade telefon blive i lommen og i stedet fokusere på maden på tallerkenen og medspiseren over for os. 

I en tid, hvor opmærksomhed i tiltagende grad bliver en knap ressource, er det en stor luksus at dele to eller tre timer med et andet menneske i uforstyrret ro. Jeg er af den klare overbevisning, at mad og vin måske er den bedste katalysator for samtalen, der kun bliver afbrudt af en velmenende tjener, når en ny ret ankommer. 

Hele vores liv er digitalt. Restauranter og middagsborde i al almindelighed er et af de værdifulde fristeder, hvor man både kan opleve et reelt tilhørsforhold til andre mennesker og lade sig forføre af samtaler. De bedste steder forstår at skabe en uforstyrret middag bygget op om godt værtskab. Det er da en stor skam at lade mobiltelefonen forurene den oplevelse.

På Bistrot des Serruriers i Nice forløb aftenen fint efter vores startvanskeligheder. Den gode tjener undskyldte i øvrigt for nabobordets gebærden – jeg opfordrede hende til selv at tage sagen i egen hånd, næste gang en gæst tog FaceTime-opkald på højttaler midt i restauranten. Det er restauranter i deres gode ret til. For hvis ikke folk kan finde ud af at opføre sig ordentligt, når de er ude, så må spisestederne – eller os andre – jo lære dem det. 

God fornøjelse med denne måneds Gastro. Tak for at læse med.