I næsten et årti har Andrew Moyo haft det samme stamsted: ”Der er jo ret meget af mit liv, som er foregået dernede”

I næsten et årti har Andrew Moyo haft det samme stamsted: ”Der er jo ret meget af mit liv, som er foregået dernede”

Det, der begyndte som et halvtilfældigt bekendtskab, er blevet et fast holdepunkt i Andrew Moyos liv. Han vender igen og igen tilbage til neonvindråben på Gaarden & Gaden på Nørrebro, til baren, til vinen og til personalet, der er gået hen og blevet hans venner.

Offentliggjort

Hvordan stiftede du bekendtskab med Gaarden & Gaden?

”Mens jeg arbejdede på vinbaren Malbeck, der dengang lå i krydset ved Birkegade og Elmegade, hørte jeg om denne her sommelier, der ville åbne et sted med god vin og risotto på menukortet. Jeg tror faktisk, det var i Gastro, at jeg læste om det – hvem skulle ellers have skrevet om det dengang? Men jeg syntes, det lød sejt … og lidt fjollet.”

Og så besøgte du det derefter?

”Ja, og første gang, jeg var der – det var vist i foråret 2017 – var faktisk på den første date med hende, der skulle ende med at blive moren til mit barn. Hun boede ovenpå, på tredje sal, i en lejlighed, vi senere flyttede sammen i. Og det var ligesom derfra, at mit forhold til Gaarden udviklede sig til mere end blot at være gæst en gang imellem.”